Hvad er det der gør Mew til noget særligt?

Mew-marts, som jo altid vil være det marts 2020 bliver husket for, er stadig stærkt igang. Jeg har valgt denne uge ganske enkelt bare at dykke ned i at prøve at identificere hvad der gør Mew til et helt særligt band.

 

Det første, der skilsætter Mew for mig, er deres stærke evne til at være fire individer samlet i et band. I en tid hvor rockbands ikke fylder lige så meget, særligt på den internationale scene, som de har gjort før, kan man komme med mange teorier om, hvorfor det nu kan være på den måde. Der er sikkert mange forskellige grunde, men en af dem jeg har tænkt meget over er, at de nyere bands i høj grad typisk meget har følelsen af at det er en forsanger, og så en masse musikere, som lige så godt kunne have været session-musikere, og  som ikke rigtig har nogen særlig personlighed. F.eks. i et band som Imagine dragons, vil jeg gætte på at uendeligt få kan navngive nogle af bandmedlemmerne, endda bare vide hvor mange andre der er. Eller Foo fighters f.eks., derudover Taylor Hawkins på trommer, på alle måder bare lever højt på at have en genial sangskriver til forsanger. 

 

Her har Mew altid sørget for at lade de forskellige medlemmer stå frem, både ift. Offentlige optrædener, men også i musikken. Måske vil enhver fan af et band altid argumentere for at det står sådan til, men i Mews tilfælde, kan man finde lige så mange interviews med bandets bassist Johan Wohlert eller guitarist Bo Madsen, som man kan med forsanger Jonas Bjerre. Nærmest flere. Det skyldes Johan og Mads’ umiddelbart mere ekstroverte personligheder, der oftest fremstod som lidt halv-klassiske rockstjerner, mens Jonas oftest var mere introvert, med en meget tydelig og nærmest karikeret følsomhed og forsigtighed. Bandets trommeslager Silas Utke, har aldrig været helt lige så fremtrædende i interviews, men har til gengæld så sandeligt fået tale plads i bandets musikalske univers.

…Hvilket var en genial segway til at ville definere hvad hvert medlem bringer til bandet musikalsk, da jeg jo i virkeligheden går langt mere op i det end dumme interviews. Silas Utke er først og fremmest en fænomenalt dygtig trommeslager, med en stærk precision når det kommer til groove, og en evne til hovedløst at kaste sig rundt i taktarter, jeg kun ville kunne forklare til dumpekarakterer, f.eks. “156” eller “Eight flew over, one was destroyed”. På trods af hvor “blæret” han kan være, er der dog også en beundringsværdig minimalisme i meget af hans spil. Det indeholder sjældent flere elementer end højst nødvendighed, og hver enkelte tromme, har enten en rolle der skal være baggrunds agtig støtte til sangen, eller skal stå tydeligt ud, som et markant element i sangen. Tit kan han f.eks. nemt begrænse sig til simple fire-i-gulvet beats, lige indtil der er brug for at han skifter over i de vildeste grooves. Hans højdepunkt for mig ville nok stå et sted mellem “Introducing palace players” og “Fox cub/Apocalypso”. 

Bassist Johan Wohlert er nok en af de nyeste i min liste over “inspirerende bassister”. Han har en bragende kraftig spillestil, og er på mange måder bandets “no bullshit”-medlem der giver dig en omgang bøf at fordøje alt “drømme-sovsen” med. Ligesom med Mads Bo, har bandet lavet et album uden ham, nemlig “no more stories” og det giver rig mulighed for at læse, hvad det er han bringer til bandet. F.eks. ville en del af mig nok ønske, at de havde ventet med at indspille “Repeaterbeater” til han kom tilbage til bandet. Det er lidt som om, at han er bandets rockhoved, der midt i rodede røvere med alt for flyvske ideer siger “gutter, hvad med at vi bare gør sådan her” og så bare hamrer igennem på bassen. Det gør også at han på sange som “An envoy to the open fields” nærmest guider dig gennem alle takt skiftende, med sin faste, maskuline hamren. Eller at han på “Zookeeper’s boy” lige stemmer sin bas hele vejen ned i Drop D, og bygger det hårde, rockede fundament, som al klokkespillet og falset-sangen bygger på.

Næst har vi forsanger, Jonas Bjerre, som er hovedrepræsentanten for det flyvske og drømmende i bandets univers. Det var ham der lavede de animationsfilm, der kørte til alle bandets koncerter i lang tid, og også oftest ham der skriver alle Keys-roller i bandets musik. På trods af hvor brugt et middel falset var i moderne rock i 00’erne, var der alligevel noget utroligt karakteristisk over hans, f.eks. den vilde skrige-falset han kunne præstere på sange som “She came home for Christmas” eller “White Lips Kissed”. Trådene mellem Sigur Ros’ Jonsi, virker på mange måder meget klare, særligt i den måde han bare så tydeligt er en ener, hvor man ikke er i tvivl om, at der absolut ikke er et andet menneske på jorden helt ligesom ham. Han kan også tit overraske, som han f.eks. gør med hans Bas-registre i “Witness” eller hans rasende flip på “She Spider”. Stærkeste præstation må dog nok siges at være “Louise Louisa”, hvor han mod slutningen formår at formidle en hel verden af eksistentiel fortabelse, med meget få linjer, gentaget igen og igen.

Og til sidst vil jeg nu dreje mig mod Bo. Gode gamle Bo Madsen. Det er nok her jeg må starte med, at post-Bo-Mew slet og ret ikke har været det samme for mig. Der er bare et eller andet i det Bo gør, som er helt essentielt for Mew for mig. Mange guitarister kunne man forestille sig, ville vælge at dykke med ned i drømme-lydende i deres guitarspil, og fylde sangene op med Reverb, delays og Tremolo-picking en masse. Men det er dog mere undtagelsen end reglen for Bo, der oftest vælger at kontrastere alt reverben, med nogle utroligt tørre, og genialt snørklede riffs. Jeg har svært ved at tænke på mange danske mainstream-guitarister der har en så genkendelig spillestil, som Bos F.eks. “Special”, “Making Friends” eller “Snow brigade”. Dog kan han sagtens også agere kamæleon, og fylde præcis den rolle ud, sangen lige mangler, som på “Symmetry” eller “Water Slides”. I offentligheden var han oftest set som bandets rockstjerne, der kom med de arrogante udtalelser, et billede han i sammenhæng med sit exit fra bandet også havde lyst til at rette lidt op på. Netop hans nyere projekt “Turbolens” indikerer da også, at han også havde været medstifter af alle drømmene og fantasierne, og det uendelige fokus på barndommen, der havde fyldt en god del i Mews karriere. Mew er et band der bygger på kontrasterne, og uden Bo, føltes det bare pludselig som om, de har lidt mindre kontraster at bygge på, desværre… 

Det er også grunden til at jeg i denne artikel har omtalt Mew I datid i så høj grad. Ikke fordi jeg nødvendigvis skal dømme Mew helt ude, der er da bestemt også gode sange på “Visuals”, men den essens Mew har haft for mig, virker helt essentielt bare ikke til at eksistere helt på samme måde mere. Mew er simpelthen bedst, når hvert medlem konstant hiver hinanden i forskellige retninger, og de lander et sted midt-imellem, hvor der både var plads til drømme, til rock og til de helt helt skæve indspark.