Så er året snart ved at være ovre, og hvilket mærkeligt, spændende og vildt år det har været. Jeg kom rigtig i gang med at jage min musiker-drøm, samtidig med at landet lukkede ned, og koncerter blev aflyst på stribe. I starten af året havde jeg et mål om at slå de 40 koncerter jeg fik spillet i 2019, og i starten virkede det faktisk nemt overkommeligt. Forårsplanerne var booket med masser af fede koncert-bud, og bla. Med Emma Hørlyck var vi virkelig ved at ramme en “upcomming-bølge”. Oh well…

Men derfor vil jeg også gerne lige skrive dette indlæg for at se tilbage på hvad jeg så har fået opnået i løbet af året, og også for at du kan få et overblik over hvilket musik jeg har været med til. Tit har jeg svært ved at forklare folk i min hverdag hvad jeg egentlig laver af musik, og hvilke projekter jeg egentlig har gang i. Derfor vil jeg gerne samle ti sange, som jeg syntes viser noget af det forskellige jeg laver.

1. The Crisis

I starten af året, fik vi udgivet vores debut-EP med Mirror to the Moon. Det blev indspillet ude ved Mørkværk året før, og mixet i løbet af det næste halve år. Det var en vildt spændene process for mig, da jeg aldrig havde prøvet at være i et professionelt studie, og det tog både meget tid, og meget energi og evner at få lavet det produkt vi gerne ville. Sangene havde i sig selv allerede også blevet skrevet over en lang demokratisk process, hvor vi nogen gange kunne gå så vidt som at have et skænderi over en enkelt 16-del. For eksempel C-stykket i denne sang, var også resultatet af en masse rykken frem og tilbage. Det var en hård process, men når jeg kigger tilbage på det, er jeg virkelig stolt af det færdige resultat vi fik ud af det, og hvor varieret musikken er. Her syntes jeg også Crisis er vildt fedt at lytte tilbage på, da den har en fed tung bas, med følsomme vokaler og et stort sounds-scape univers rundt om.

2. Med Tiden mod mindet med dig

I efteråret 2019 mens vi gik i gang med at lave Emma Hørlycks-debut album, boede jeg i Bryrup og havde mange aftener hvor jeg ikke ligefrem lavede særlig meget. En af dem sad jeg så og tænkte på, at jeg syntes det var vildt ærgerligt hvis albummet kun skulle lyde som et band-album, og vi ikke kunne tage flere midler i brug for at skabe den lyd der bedst understøttede hendes musik. Jeg var meget inspireret af bla. Johnny Greenwood fra Radiohead, der selv skrev stryger- og blæserarrangementer til deres musik. Så jeg ringede til Emma og sagde, at det ville jeg nu gøre, og så gik jeg egentlig bare i gang. Det var en process med mange svær skridt da man selvfølgelig skulle finde musikere, og finde ud af hvilke arrangementer der passede til hvilke sange. Men når jeg ser tilbage på det, var det også vanvittig fedt. Hele dage med instrumentalister i min lejlighed, og så den sidste store slutdag, hvor top-dygtige musikere stod i Århus Symfonisal og indspillede roller jeg havde skrevet på min mac i min seng. Vanvittigt.

Jeg har altid været meget åben over for Emma om, at jeg syntes Med tiden er den bedste sang hun har skrevet. Nok meget fordi jeg stadig ikke helt forstår hvad teksten handler om, men at lyden af de ord, med den melodi, og de Interstellar-agtige akkorder bare vækker rigtig mange følelser i mig. Derfor var det også vigtigt for mig at det var den sang hvor mit arrangement var aller-fedest. Og den fik da bestemt heller ikke for lidt. Celloer, violiner, fløjte, saxofoner sat gennem radio-filtre, bue på el-bas, og de kollapsende trompeter mod slutningen af sangen. Men jeg er virkelig stolt at resultatet, og hvordan sangen bare gror og gror, indtil elementerne til sidst kollapser og efterlade dig alene med Emma’s smukke og skrøbelige stemme.

3. I Can’t

Så kommer den første af en af de sange, der ikke er lavet ind i nogen særlig sammenhæng. Men jeg har tit bare lavet musik sammen med tilfældige af mine venner, fordi det også er vigtigt for mig , at huske at lave noget musik, som jeg kun laver for at lave det, uden nogen særlige planer for hvordan og hvornår det skal udgives. Der havde jeg helt tilbage i start-Januar en weekend med nogle af mine gutter, hvor vi fik lavet denne mærkelige, mærkelige sang. Meget inspireret af When Saints go machine’s album So Deep, lavede jeg først musikken til, så skrev Mads en tekst inspireret ud fra de ideer musikken skabte. Han tog så et vokal-take, vi tog det måske om en enkelt gang eller to, men så sad jeg resten af tiden bare og legede med Vocoder effekten, og ændrede melodierne på det han sang, satte nogle harmonier på og så videre. Jeg vender stadig ofte tilbage til sangen, fordi jeg syntes dens billedeskabende univers, og løse lidt digte-agtige form siger mig noget. Så gå da lige ind og lyt til den, hvis du ikke har fået det gjort.

4. Fuld Kontrol

I Februar kort inden alting gik galt, nåede vi at komme i studiet og indspille med Downtown July. Hold kæft hvor er jeg egentlig glad for at vi nåede det. Det var hos en hyggelig mand der hed Jesper, og som havde en utrolig fed tilgang til indspilningsprocessen. Det vigtigste var at fange lyden af et sammenspillet band, og derfor indspillede vi instrumenterne live, hvor kun vores trommeslager, David, havde metronom i ørerne. Da vi så kom til mixingen var der en masser rod frem og tilbage med hvordan man bedst fangede den dynamiske live-lyd. Lang historie kort, endte det med at jeg, efter flere selvtillids kriser, og hjælp fra Hans Lagoni (Som bestemt skal nævnes for at have reddet rigtig meget af min musik i år) selv mixede den, og dermed var det en stor milepæl for mig, da det var første gang jeg udgav noget på Spotify og over det hele, som jeg selv havde mixet. Jeg havde simpelthen ikke troet på at jeg kunne gøre et godt nok arbejde til, at det ville være værd at lytte på. Men fra fuld kontrol og frem, har jeg stået for at mixe utrolig meget af det musik jeg har udgivet. 

5. Adam

Som Corona-tiden skød i gang begyndte jeg at blive alvorligt rastløs. Jeg var lige flyttet ud af min lejlighed og hjem til mine forældre igen, og med en begrænset mængde af ting man kunne lave, anede jeg ikke hvad jeg skulle tage mig til. Så jeg tog i sommerhus med mine kammerater Jonas og David, og begyndte at lave en masse musik, endnu engang uden et specielt behov for at bruge det til noget specifikt. Musikken skulle laves bare for at lave musik. Jeg har i Gemini’s instagram detaljeret en masse om Adam’s tilblivelses-process, så hvis du er interesseret kan du læse med der. Sangen kan endnu engang beskrives som noget af en milepæl, da jeg også producerede og mixede sangen selv. Det var derfor også kæmpe-stort da Good Because Danish skrev et indlæg om sangen, og roste den så meget, også for netop arrangementet og produktionen. Gemini Inc er gået hen og blevet et virkelig vildt projekt og vores album er nu færdigt og kommer ud til Januar. Shit jeg glæder mig. Vi var rimeligt enige om at Adam skulle være første sang vi udgav, da den trods den atmosfæriske produktion og lidt syrede ideer, også havde noget ekstremt catchy over sig. Men følg med i Gemini, jeg syntes selv det er noget af det mest spændende i verden at vi skal udgive det album. Men selvfølgelig gør jeg også det.

6. Kan ik

Jeg har altid været utroligt glad for at bruge min tid på at lave beats. Beats i alle stilarter også, og særligt at sample ting. Uf, jeg elsker at sample ting. Bare gå til min soundcloud for at høre det. I starten af højskolen fik jeg lavet dette beat. Det var en lidt specielt rytmik jeg bare havde gået og haft i kroppen over flere dage, så da jeg så fik den indspillet, fik jeg hurtigt lavet arrangement omkring den. Jeg valgte at eksperimentere med at bruge min egen stemme og så pitche den ned, så det lød som en eller anden person jeg ikke helt kendte. Skal måske også indrømme at jeg da prøvede at lave et rap-vers selv. Det blev et rimelig dårligt vers. Så jeg hev fat i Mads, og bad ham skrive noget, og han kom op med noget, som jeg syntes passede perfekt ind. På kort tid, syntes jeg vi fanger følelsen af den dag der, der bare er den helt forkerte dag, og hvor der ikke lige er nogen der skal forstyrre dig. 

7. Walk with me

Noget af det jeg ser meget op til i mine musikalske idoler som Kanye, Vernon eller Damon Albarn, er deres vilde evner til at kombinere lyde der måske ikke lige umiddelbart fungerer sammen. Det syntes jeg selv også er noget af det spændende ved Gemini’s musik, hvor elementer fra alle genre kombineres til at skabe noget, der forhåbentlig er helt nyt. Jeg havde fundet på bas-riffet for lang tid siden, faktisk til en indspilning for Emma Hørlyck. Den sidste aften i vores sommerhus-tur, dykkede Jonas og jeg så ned i at lave et arrangement til Riffet. Rent lyd-teknisk kan det nogen gange være svært at have en sang med et bassriff som dette, da en bas’ “job” er at udfylde de dybe frekvenser. Hvis den ikke gør det, skal der så være noget andet i arrangementet der gør det. Det var sjovt at lege med. Som tidligere nævnt endte sangen også med at blande meget fra forskellige stilarter med Vocoder, lettere jazzede trommer, kortvarige banjo-udbrud og et rap-vers fra selveste MC Jonas. Videoen var også utrolig fed at filme og se blive skabt. Vi havde den dag lige vundet en musikkonkurrence med Mirror to the Moon, så vi var godt glade, og jeg blev nærmest ekstatisk da jeg så hvor godt danserne fangede sangens udtryk, og de forskellige dynamik-skifte i løbet af sangen.

8. Conversations

Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg tit været ret frustreret over min stemmes begrænsede evner. Jeg kan tit føle at jeg har utrolig meget på hjerte som jeg ville udtrykke, hvis jeg bare havde evnerne og teknikken til at kunne gøre det. Men nok også meget på grund af det, er meget af min musikalske karriere endt med at handle om at understøtte andres udtryk. Og det er jeg faktisk utrolig glad for! Men der er da også de aftener hvor jeg ville ønske at jeg bare selv kunne udtrykke noget lige så dybfølt. En dag sad jeg på højskolen og lavede noget house-agtig instrumental som jeg syntes var ret grineren. Bassen kom på, trommerne gav sig selv, og det hele gik utrolig hurtigt for sig. Jeg fandt så på at sample Shiloh Dynasti, da jeg syntes der var et eller andet rigtig skørt over at bruge hende i denne genre af musik. Som det element så udviklede sig, begyndte jeg at trænge til en mandestemme til at akkompagnere hende, lidt ligesom XXXTentacion ofte har gjort. Jeg fandt så ud af at jeg jo egentlig sagtens kunne synge den rolle selv, og begyndte så at lege mere og mere med min stemme ind i den sammenhæng, og udviklede et helt nyt stykke der skulle komme efter techno-stykket. 

Syntes også meget godt sangen fanger mit forhold til sangtekster. Oftest krummer jeg tæer over tekster, der har et tydeligt budskab til dig, eller som bruger alle mulige overbrugte metafor. Faktisk generelt, kan jeg bedst lide tekst hvis den kun giver mig nogle af puslespilsbrikkerne, og så tvinger mig til at regne resten ud selv. Her synes jeg også samplet var spændende at lege med, da det er en utrolig kort sætning, som så alligevel rummer så meget, som kan betyde så meget forskelligt, og endda kan høres forkert på så mange fede måder, som udvider betydningen, at jeg ikke har tænkt mig at skrive hvad det er her. Jeg er utrolig stolt over at have lavet en sang med musikvideo, som en slags “solo-artist” og som på sin egen mærkelige måde, viser hvad der foregår inde i mit mærkelige hoved.

9. For now

Faktisk indspillet for lang tid siden, tilbage i efteråret 2019, var For Now en sang som Lærke og jeg i lang tid gik og havde for os selv, og vores venner. Vi havde ikke som sådan noget særligt projekt vi skulle bruge den til, og havde rigeligt at se til med Downtown July. Men da vi så fik filmet nogle musikvideoer, og fik lavet dem færdige, besluttede vi os for, at både vores sange “For now” og “Better days” skulle deles. Begge sange var skrevet i en vildt nem, fri og decideret hyggelig process, hjemme i min lejlighed i Bryrup, hvor vi bare sad med min mac og kørte derudaf. Fandt på tekst ideer over smøger sammen, legede med at indspille et kæmpe lag af vokaler og jokede med alle mulige åndssvage ting. Så selvom TRZY-projektet ikke er noget vi lige har de største tanker med, ift. Fremtiden, syntes jeg det er vildt fedt at have fået lavet disse to sange, og særligt denne musikvideo, lavet af Anna-Sofie med Louise Vester som danser. At nogen har lavet noget der er så fedt til ens musik, uden at man overhovedet var til stede mens de gjorde det, føles vildt fedt.

10. Et Sted

Og som en lille tidlig julegave, vil jeg også lige dele denne her sang med jer. Den blev lavet på højskolen, og rigtig meget af den har jeg egentlig slet ikke rørt ved. Man kunne næsten sige at jeg kun har spillet på rumklang på denne sang. Men jeg synes virkelig det er en perle. Med Frederiks lækre vokal, flotte tekst og endda hans skrøbeligt smukke trompetspil, indover dejlige guitar-figurer fra Martin, syntes jeg at den her sang kan rigtig rigtig meget. Da jeg hørte den første gang, tænkte jeg bare, at den her skulle jeg være med til at videreudvikle på, på en eller anden måde. Meget har processen har egentlig også bestået i ikke at gøre ting, i og med at jeg ikke havde lyst til at gøre noget der ville skade sangen på nogen måde. Instrumenter blev tilføjet og fjernet igen. Men det er endt med at blive en fantastisk melankolsk og rar dyne man kan lægge sig ind under i en af de mindre fede juletider vi har haft. 

Hvilket år det har været. Alt i alt fik jeg lavet en masse fed musik, og at kunne se tilbage på alle disse vidt forskellige projekter og sange, føles i sandhed virkelig rart. Håber du har nydt at følge med, og at du fortsat vil følge med ind i et nyt år. Jeg lover fed musik en masse, og i hvert fald et album eller to. Eller tolv. Vi får se.