Jeg er kristen. Jeg er også kæmpe Kanye West fan. Derfor burde det glæde mig utroligt meget, når
Se næste indlæg >
()
Søren Baldwin
Jeg debatterer nogle gange med mig selv, hvorvidt jeg skal forsøge at skrive om “relevante” emner i denne blog. Selvfølgelig ikke mere relevante, end at det stadig omhandler musik, men stadig nogle nyere udgivelser, nyere albums, musik som folk måske generelt ofte snakker om, eller har hørt om. Og det kommer jeg da helt sikkert også til at gøre nogen gange. Men andre gange har jeg egentlig bare lige lyst til at detaljere musik, som jeg tilfældigvis lige elsker denne uge. Måske skader det ikke lige hvis det er noget af mit yndlingsmusik, og musik som jeg kan relatere til noget, jeg syntes er interessant at snakke om ift. Musik.
Denne uge, har jeg så derfor valgt at tage fat i Sigur Ros’ album “()” også kaldet “The bracket album”. Albummet er faktisk ikke nødvendigvis mit “yndlings” Sigur Ros album, men det er på mange måder det jeg ser som deres hovedværk, da det er som en slags boullion-terning, der meget præcist fanger hvad gruppen kan, og hvad det er der gør de så dælens interessante i den vestlige verdens musik. For Sigur Ros kunne sagtens bare have forblevet en slags niche, musik som kun var kendt i Island, men det blev de bare ikke, de blev den slags verden som turneer hele verden, og spiller kæmpe shows, på kæmpe venues, omend deres musik er meget atypisk for andet vestlig musik.
() opsummerer blandt andet essensen af Sigur Ros så godt, fordi de i bogstaveligste forstand synger på volapyk hele albummet. Det er ikke en fremmedfjendsk måde at sige, at jeg ikke forstår islandsk på, men bandet synger simpelthen på et selvskabt sprog, ved navn “Hopelandic”, som udelukkende består af sætningen: “You xylo. You xylo no fi lo. You so.” Altså er det et helt album, hvor den samme simple sætning blive gentaget hele albummet, uden at den overhovedet betyder noget. Okay. Det vigtigste ved min forståelse af Hopelandic, var altid bruget af ordet “You”. Det er måske en stor del af det der gør, at det virkelig virker for mig. Følelsen af at det hele bliver henvendt til en specifik dig. Det ændrer dog ikke på, hvor meget det forbløffer mig, når Jonsi (Bandets forsanger) på tværs af albummets otte sange, får denne simple sætning til at betyde så meget forskelligt. På “Untitled 01” føler jeg en følelse af frustration, på “Untitled 04” beroliger han mig. På “Untitled 08” tror jeg low-key han er klar til at dræbe mig til sidst, mens han lyder trist, men passioneret på “Untitled 05”.
Den kyndige læser, lægger måske mærke til sangenes navne ovenfor. Selvom sangene senere hen har fået små undertitler, havde de, ved albummets udgivelse, intet navn, ganske enkelt fordi bandet ikke havde lyst til at navngive dem, bare fordi man var nød til det. Det er på mange måder med til at opsummere, hvad der gør at albummet fungerer så godt for mig. Ved at skære en masse virkemidler, såsom lyrik, af formår bandet at skabe en ekstremt fokuseret oplevelse. De har kogt alt det unødvendige fra, og tilbage står kun et smukt sonisk landskab, og Jonsi’s udtryksfulde vokal, der får dig til at føle en masse, uden at du på traditionel vis forstår, hvad han gerne vil udtrykke. På mange måder anmoder albummet også om en stor tålmodighed fra lytteren. Sangene går laaaangsomt, og kræver en særlig form for fordybelse. Der er ikke mange vilde rytmiske begivenheder at finde, eller for den sags skyld spontane udviklinger. Men sangene vinder på at have en enorm fokus på skabelsen af rum, og albummet bliver dermed også billedskabende for mig, på en måde som få andre albums bliver.
Det er som foregår albummet i en anden verden, en slags fantasy-verden, en verden jeg ser som meget øde, men meget sne og kulde (Nok lånt lidt fra albummets cover). Rundt omkring gemmer folk sig i bunkers. Høje forladte huse står tilbage dækket til af sneen. Det er lidt et sidespor at begynde at beskrive mit billede af denne verden, men det er bare for demonstrere hvor effektivt albummet skaber billeder. Hvis man køber CD-en, kommer albummet også med en tom booket, netop fordi bandet ønsker, at du selv skal udtrykke hvad sangene betyder for dig. Skriv de tekster du tænker på, tegn de billeder du ser, hvad end du lige har lyst til. Det er klassisk øvelse i “less is more”, og i den måde bandet lykkedes i at inddrage lytteren i oplevelsen gennem, at lade dig om at fylde de tomme huller ud. Selvom jeg elsker albummet, tror jeg på den måde jeg næsten endnu mere bare er fyldt med respekt for det, på grund af hvor vanvittigt fokuseret og kompromisløst det er.
Sonisk har det også en meget konkret vision, som er med til at binde sangene sammen og gøre dem til en lang oplevelse. Hammond-orgel, masser af gulvtam, bandets varemærke i form af bue-guitaren og de små manipulerede stemmer, der særligt fylder på den første halvdel af albummet. På denne måder er albummet som en samling malerier af en maler, der har udvalgt en specifik palette, som han så bruger til at skabe mange forskellige billeder.
Til sidst vil jeg lige endnu engang vende tilbage til tålmodigheden, da det er noget af det der inspirerede mig til at skulle skrive dette indlæg. Da jeg tilbage i 2.g fandt albummet, var jeg midt i en meget stresset periode, hvor jeg hele tiden skulle 7 ting hver dag. Derfor blev albummet for mig nærmest som en slags øvelse i tålmodigheden. I at lytte til musik, hvor de store formledsskift ikke bare kom med det samme, men altid blev langsomt opbygget og hvor der kunne gå 2 minutter, før jeg overhovedet nåede til en vokal. På denne måde brugte jeg det nærmest som mange folk bruger lo-fi channels, eller bare de gode 10 timers lange ambient sange som så mange også nyder at lytte til. Der formår “()” lige præcis at ligge et sted mellem de traditionelle sange, og ambient musikken for mig, som en slags trojansk hest, som lige præcis overbeviser dig om, at det er en sang, men samtidig gemmer på ambient-verdenens kvaliteter, og hjælper dig med at lære, at nyde det langsomme, behagelige tempo, som vi alle sammen kan have brug for i hverdagen.
Ingen kommentarer endnu