Kanye West og Radiohead – Når kunstneren tager fejl

Jeg er kristen. Jeg er også kæmpe Kanye West fan. Derfor burde det glæde mig utroligt meget, når han udgiver et album der hedder Jesus is King. Meget af min kristne omgangskreds har netop haft den reaktion, at det er for sindssygt fedt at Kanye endelig er fuldt ud på “vores side”. Men som en alt for dedikeret fan, der har brugt lidt for meget af mit liv på at følge med i

Kanyes, er der en masse ting ved det der forstyrrer mig. Det har altid været en hobby for mig at se Kanye interviews, da den mand oftest når at sige utroligt meget på en time. Utrolig meget interessant og udfordrende, og utroligt meget virkelig dumt. Men op til Jesus is King udgivelsen, vil jeg faktisk sige, at jeg syntes jeg har hørt ham sige mere dumt, end jeg ellers syntes han plejer.

 

Særligt har hans omtalen af hans tidligere musik forstyrret mig meget. For han har omtalt albums som Yeezus og Life of Pablo, som nærmest at være djævlens værker. Og dette skulle også umiddelbart være logisk. Jeg havde selv den holdning til særligt Yeezus i lang tid, at det var et værre misfire i Kanyes diskografi, og at det var ubrugeligt for mig at høre Kanye lave sange som “I Am a God” eller “I’m in it”. Det var ikke musik, jeg egentlig havde lyst til at lytte til. Men så opdagede jeg podcastet “Watching the Throne”, et podcast som er dedikeret til at analysere Kanyes musik, og det fik mig til at få øjnene op for nye lag i Yeezus. Podcastet går ud fra den antagelse, at Kanyes sange ofte ikke er skrevet fra hans eget perspektiv, men er skrevet fra karikaturer af hans egen persona, så sange som “I’m in it” f.eks. bliver til en udforskning af, hvordan det ville se ud, hvis hans “Id”, tog fuldkommen over. “I Am a God” Virker ved første lyt til at være ubærlig arrogant, men hvorfor slutter en Brag-rap sang, som den gør? Med lyden af fodskridt der kommer mod en, mens Kanye panisk hiver efter vejret og skriger. Fordi det ikke bare er en simpel brag-sang, men en udforskning af hvordan hans frygt for at blive udryddet af et racistisk medie-billede, får ham til at prøve at “puffe sig selv op” og virke mere macho end han egentlig er. Albummet, der hele vejen igennem ser Kanye vende sig mod meningsløs sex, slutter også med Bound 2, der har fokus på hans potentielle redning, i form af Kim Kardashian. Det føltes fuldstændigt oprigtigt, og peger mod et niveau af dybtfølt kærlighed for et andet menneske, som mange af dem, der kritiserer hans forhold til en så omtalt reality-stjerne ikke lige ville forstå.

 

Det er et vidunderligt narrativ, og som from kristen knægt, ville jeg end ikke have lyst til at censurere en eneste detalje, end ikke orgasme-lydende der bliver brugt så offensivt i “I’m in it”. For ligesom med alt andet, hjælper mørket med at klargøre lyset. Det faktum, at han på ingen måde holder igen med at detaljere den afgrund han som celebrity nemt kan komme til at leve i, gør, at ideen om at han kunne frelses fra den rammer så meget hårdere. Det er det samme koncept på Life of Pablo, som sætter gospelsangen “Ultralight Beam” op mod linjer om “bleached assholes” allerede en sang efter på albummet. Med Life of Pablo, har det altid interesseret mig, at nogen ser albummet som et bevidst “kontrolleret” indblik i hans rodede sind, og alle de selvmodsigelser det indeholder, mens andre ser det som ganske enkelt være et selvmodsigende, rodet album. Hele vejen igennem er det dog endnu engang fyldt med bønfaldelser til Gud om, at han må se hans rodede liv og redde ham ud af det, særligt på sange som Saint Pablo.

 

Jeg nåede i månederne op mod udgivelsen af Jesus is King at forelske mig ret fuldkomment i Watching the Thrones fortolkninger af Kanyes musik, og det flyttede Yeezus til at være et misfire, til at være nok Kanyes andenbedste album for mig.

 

Desværre, virker det bare ikke længere til at Kanye selv ser de dybder i de albums. Når han nu omtaler Yeezus-perioden i interviews, siger han, at han dengang var “Styret af djævlen”, og han har udtalt at han nu ikke længere vil performe de sange som vi kender dem, da han kun vil spille musik der “gør guds rige større”. Og det sårer mig faktisk lidt, da jeg som kristen, der, ligesom ALLE, kæmper med lyster og fristelser, virkelig værdsatte at denne kamp blev portrætteret så kompromisløst, og forfriskende detaljeret.

 

Kanye kan ofte blive centrum i debatten, om hvorvidt man kan adskille kunsten fra kunstneren selv. Jeg har altid syntes det var lidt sjovt, da han aldrig selv prøvede på det. Hans musik har altid været centreret omkring kunstneren, altså ham selv, og derfor har jeg ikke kunnet se, hvorfor folk havde brug for at skille de to ting fra hinanden. Ja, han gjorde mange røvhuls-agtige ting, men hans musik handlede også om at udforske skellet mellem røvhullet og det gode menneske indeni ham. Men på det seneste har jeg selv haft brug for at kunne adskille kunsten fra kunstneren. For jeg vil så gerne, at Watching the Thrones fortolkninger er “rigtige”.

 

Og det kan så lede videre til et andet klassisk kunst-spørgsmål, det som jeg også har opkaldt dette indlæg efter. For hvem bestemmer hvad der er den rigtige fortolkning af et stykke kunst. Er det fuldstændig op til hvert enkelt individ at fortolke hvad et stykke siger ham, eller har kunstnerens intention en slags altafgørende magt over, hvordan stykket skal fortolkes. Det er et interessant spørgsmål, og et man kan have mange forskellige indgangsvinkler til. For mig er det yderst interessant, når det virker til at der i musikken opstår et lag, som kunstneren ikke selv intentionelt havde placeret der. Det var netop det emne, som nok på mange måder fik overtaget og fejlstyret min SRP, da det var det jeg pludselig fik lyst til at diskutere, selvom det ikke var det min opgave originalt handlede om. Derfor prøver jeg nok lidt på at gøre op for det, ved nu at prøve at fuldende mine tanker ved emnet.

 

Med min SRP, var emnet OK Computer, et album som, sammen med Kanyes udiskuterbart bedste album, My Beautiful Dark Twisted Fantasy, nok godt kunne betegnes som et slags “yndlings-album” for mig. Det der pludselige pirrede min interesse, mens jeg læste om albummet var, hvordan bandet selv havde en konstant trang til at underspille folks fortolkninger af albummet, og hvordan de oftest var helt forskudt fra de fortolkninger, folk havde af albummet. Op til udgivelsen af albummet, snakkede bandet om at have lavet et gladere album (hmm) og at de ikke havde en interesse i at lave et album som The Bends, der var baseret på Thom Yorkes personlige følelser (Hmmm). Thom Yorke insisterede i flere interviews på at de angstfyldte sange ikke på nogen måde skulle afspejle ham selv, men “kun” var karakterer. Nu er det jo ikke for at calle bullshit på den fortolkning. Men jeg har set Meeting People is Easy…

 

Det er derfor utroligt fascinerende for mig, at Radiohead formåede at leve en af de mest intense, og intime beskrivelser af angst og paranoia, jeg har oplevet, samtidig med at de ikke selv mente det var det de havde gang i. Det virkede faktisk til at der i mange år var en slagt jagt for Thom Yorke efter at skulle skjule sine følelsesmæssige ustabilitet i musikken, ved at gøre teksterne mere og mere abstrakte og fantasy-baserede, som f.eks. på Kid A, hvor sætningerne stopper med at give “traditionel mening”. Men det var nærmest som om, at angsten kun flød mere og mere op mod overfladen, jo mere Thom Yorke prøvede at skubbe den ned. Det tegner et billede af en kunstner, der på ingen måde er i reel kontrol af sin egen kunst, men i stedet for sidder fordrukkent bag rattet, og tilfældigvis rammer ind i at skabe utrolig smuk kunst, der indeholder et niveau af selvindsigt og kompromisløshed, der aldrig kunne være opstået “bevidst”. Den ide kan jeg rigtig godt lide.

 

Der tror jeg, jeg slutter for nu. Det er en masse tanker jeg lige har haft brug for at klatte op på en væg. Så må jeg lige se hvordan tankerne udvikler sig i de kommende uger, og om jeg får svar på, hvad dælen mit forhold nu skal være til albums som Yeezus.