Ocean Wide, Canyon Deep

Jeg har altid haft lidt et sjovt forhold til Jacob Collier. Manden er utvivlsomt helt absurd musikalsk talentfuld. Sådan, helt absurd, til det punkt hvor han knuser alt ens ego og selvsikkerhed. Potentielt nok blandt en top ti mest talentfulde musikere nogensinde, hvis man nu skulle overskue at lave sådan en. Og helt hvordan han er nået hertil er lidt af et mysterium. Hvor meget er medfødt talent, hvor meget er bare virkelig god arbejdsmoral? Som aspirerende musiker, der hele tiden prøver at lære mere, er han både utroligt inspirerende, og utroligt provokerende. Ideen om at nogen bare kan være født med de evner han har, og at du aldrig vil kunne gøre noget for selv at nå dertil. Og det ville nok være noget man altid kunne debattere. Det hjælper ikke at det for ham altid har en kæmpe legende lethed. Det er ligesom bare noget han lige gør at lave de vildeste tone- og taktartsskift, akkompagneret af kæmpe orkestrale arrangementer, overdådige harmonier og sprøde soloer på alt fra trommer til bas til klaver. Det hele er bare sjovt for ham, og oftest vil han da også gerne indbyde sit publikum til at være med i hans leg, som om de på nogen måde kan følge med.

I lang tid ville jeg gå rundt og ikke rigtig gide dykke ned i ham, da jeg mere så ham som noget for musik-snobbede venner. Mit argument ville typisk være, at alt dette talent ikke bød ud i gode sange. Den påstand har selvfølgelig altid bare haft det lille problem, at det er en løgn. For som Djesse Vol. 2 i dette år virkelig åbnede mine øjne op for, er han i sandheden også en stor sangskriver. På mange måder bærer albummet også præg af en lidt mere rolig sangskrivning end mange af hans tidligere værker, men ved nærmere gennemlytninger, har jeg egentlig fundet, at han altid har været utroligt god til at blande de musikalske eksperimenter ind i sangene på en måde hvor de understøtter dem virkelig flot.

En af mine venner bliver oftest irriteret på ham, og kommer typisk med udråb som “hvorfor behøver han at lave det der harmonikskift der” eller “det er jo ikke nødvendigt for sangen”. Men det syntes jeg egentlig mister utrolig meget hvad ånden af alt hans musik er. For hele Jacobs kunstneriske udtryk, virker til for mig, altid at have handlet om at male et billede af en uendelig stor verden, med uendeligt mange muligheder, og hvor der altid venter endnu et eventyr på dig. Og på den måde giver det utrolig god mening, at han også ser og bearbejder musikken på denne måde, som en verden, hvor alt er muligt. Ja, man kan skrive utroligt fede sange uden at lave alle de “tricks” han typisk fylder sine sange op med. Men man kan også skrive utroligt fede sange med dem. Og når han kan, hvilket man jo nok også må indrømme, at der er meget få andre der kan i samme grad, kan jeg godt forstå, at man bare slet ikke kan lade være.

Men.

Samtidig har han også altid været “derovre”. Han har altid føltes som noget musik, som var utrolig spændene at lytte til, og som kunne inspirere ens hverdag og løfte den lidt op. Men hans musik er samtidig aldrig rigtig blevet personligt for mig. Det siger utrolig meget, at jeg foretrækker Frank Oceans cover af “Moon River” på trods af at Jacobs teknisk set er en langt større musikalsk præstation. 800 spor inde i hans Logic-fil, rent og skær A cappella og på tværs af flere tonearter, og endda skubber kammertonen rundt, og alt det besvær opnår stadig aldrig at fascinere mig på samme måde som måden hvorpå Frank synger “Chasing after our rainbows end”.

Måske skyldes det hans musikalske gudestatus, at han på en eller anden måde virker uopnåelig og derfor urelaterbar? Eller bare, at han bruger hele sit liv på musik, og derfor ikke ligefrem oplever den slags oplevelser som netop kan gøre ens musik relaterbart. Okay, nu har jeg også trukket den ud længe nok, pointen med denne artikel er egentlig at det skiftede her for nyligt.

Jeg sad med nogle gutter, og vi havde lavet en masse forskellig musik. Da vi så ville til at lave noget i det mere følsomme hjørne, satte en af dem live-versionen af Jacobs “Ocean Wide, Canyon Deep” på. Meget uskyldigt gjort som sådan, men sangen ramte mig på en helt uforudsigelig måde. Jeg endte med at sidde limet til at skærmen, både af fascination, og også i et forsøg på at gemme hvor vådt området omkring mine øjne så småt var ved at blive.

Fra de første akkorder var sangen som et chok. Akkorderne var melankolske men også rene, på en måde som man sjældent hører fra Collier. Helt simple, nærmest poppede, i hvert fald meget mere følelsesmæssigt ladede, end jeg var vant til at høre fra ham. Fra han så starter sangen, er der fra de første par toner noget jeg ikke vil mene at have hørt i hans stemme før. En sagte ægthed, som fortæller lytteren, at man her hører en mand synge om noget, han virkelig har oplevet, virkelig har følt. Denne grad er ægthed er i sandhed lige så svær at mestre som en hvilken som helst bas-solo eller taktartsskift. Det er det, som gør “For Emma, Forever Ago” til så vanvittigt et album på trods af, at det bare er et par sange optaget dårligt med dårlige guitarer i dårlige akustikker. Og det er det som har gjort, at jeg nok aldrig rigtig har defineret mig selv som decideret Collier-fan, da det er noget af det jeg vægter allerhøjest i musik, og al kunst generelt. Følelsen af at jeg oprigtig hører en kunstner fortolke og fortælle mig deres følelser.

Det er jo ikke fordi jeg ville påstå at Jacob i resten af sin musik decideret lyver om sine følelser. Jeg tror faktisk virkelig på at han er en oprigtig kunstner, og derudover er det også lidt en dum ide at lege “Nu mener jeg man hører den her kunstners ærlige følelser, og nu mener jeg ikke man gør”-leg. F.eks. kan “Paradise” med Coldplay sagtens føles lige så “ægte” for dem, som “See you soon” gør, selvom det på ingen måde er sådan jeg hører dem. Og det er måske på mange måder den leg jeg leger med denne artikel. Men lad mig så omformulere det en smule: JEG hører i “Ocean Wide” en sårbarhed i Collier, som jeg ikke har opfanget i hans musik før. Lidt som at se Superman bløde, på en eller anden måde. Han er altid bare klar på verden, den slags person som virker til at kunne omformulere alle sorger til at være en “learning experience” eller bare en dele af livet. Som godt kan beskrive kærligheden, dens glæder og dens sorger, men som aldrig virker til helt at føle den og udtrykke.

Det hjælper selvfølgelig også, at det bliver fortalt så smukt. I hele Djesse albumsnes fokus på “livets rejse” giver det utrolig meget mening, at det er den manglende frihed til at opleve denne rejse, som gør at han splitter med en person. Fordi han dybest set tror at hun, uden ham, vil være friere til at opleve alt det fantastiske livet har at byde på. “Go spread your wings, tell me what you see” Bliver sunget med en blanding af både fascination, taknemmelighed og samtidig bitterhed over at være nødt til at lade denne person gå. En viden om at man gør det rigtige, men et ønske om at man ikke var nødt til det.

Denne fortælling fortsætter på tværs af sangen, med drømmene om alt det de kunne opleve sammen, forståelsen for at de skal opleve dem hver for sig, i ny og næ blandet sammen med det desperate kald på, om de nu ikke alligevel kunne opleve det sammen. Mens Maro (som ikke skal glemmes og i sandhed også benådiger sangen med en englestemme, og vidunderligt melankolsk guitar) og Jacob synger frem og tilbage til hinanden, understøtter det udvidede arsenal af Harmonik, som kun Collier besidder, også sangen på flotteste vis. I stedet for at distrahere fra sangens udtryk, beriger skiftene den med flere facetter og nuancer, og udvider det kæmpe spænd af følelser Jacob udtrykker. Jeg bliver faktisk kun mere forbløffet mens jeg sidder her og skriver om det og opdager, at jeg ikke rigtig kan beskrive det lige så flot som sangen selv gør. Så, hvis du ikke allerede har gjort, gå nu ind og lyt til den!