Jeg startede, som så mange andre, som bassist fordi der lige tilfældigvis manglede en. Jeg var lige startet på efterskole med forventninger om at ville lære at spille musik, med mit fokus sat på klaveret. Dog var jeg lige lidt glad for “Magic” med Coldplay, og havde af en god ven fået vist hvordan man spillede den varme baslinje derfra. Det fangede en af lærerne mig så i at sidde og stene, og vupti, hurtigere end du kan nå at sige “ikke noget valg”, var jeg blevet bassist i et af skolens mange sammenspils bands.  

Det skriver jeg for at demonstrere, at bassen ikke nødvendigvis var et aktivt valg for mig. Men på et tidspunkt lidt inde mit 2.G år, begyndte det langsomt at blive mere en identitet for mig. Langsomt udviklede bassistens rolle i et band, og følelsen af en bas i mine hænder at blive noget af det mest naturlige jeg kendte. Bas kan have rigtig mange forskellige roller i musik, og jeg elsker altid at udforske nye stilarter inden for bas, eller musikere som jeg syntes bare helt essentielt fatter den. Det er et emne jeg sikkert kommer til at skrive rigtig meget inden for, men i dette indlæg vil jeg særligt fokusere på bassens rolle i pop-musik.

Først og fremmest har bas et helt præcist formål på en måde som guitar eller klaver ikke nødvendig har. I rigtig mange år var den i pop-musikken den eneste måde at give en sang den bund, sangen skulle have. Det er vigtigt altid at huske, lige meget hvor meget riff-sjov man nu lige har, at bas kommer med et form for ansvar, for at sangen har den mængde bund den skal have. 

Inden for pop-musikken har udviklingen i mange år været en større brug af elektroniske elementer. Først blev EDM den nye konge af pop, derefter blev arvetageren Trap. Med det er særligt el-bassen ofte blevet erstattet af synth-bassen, af en grund man som bassist nok ikke er meget for at indrømme. Den er bedre til det.

For at forklare det meget simpelt, skyldes en kæmpe del af det nok bare den bedre sustain en synth-bas kan give. Altså at en tone kan blive på den samme lydstyrke i uendelig tid, hvilket den ikke kan på en el bas. Giver det mening, ene ikke-musik nørdede ven der er så sød at læse det her?  Derfor har det været nemmere at finde på en simpel basrolle, der bare holder vær tone, indtil akkorden skifter, og så holder den den næste tone. Indenfor pop er “Less-is-more” princippet Gud, og derfor har det givet meget fin mening. 

Men mit hjerte frydes ved at indse, at der efterhånden er opstået en rigtig fed trend. Nemlig at El-bas lyden allerede åbenbart er blevet “forældet” nok til at den er gået hen og blevet vintage. Ikke at der ikke stadigvæk bare er folk der bruger el-bassen i moderne pop-produktioner i ny og næ, hvor den ligger lidt skjult. Men at lyden af en lidt ældre lydende el-bas, helst slappet eller hamret til med et plektre, er gået hen og blevet moderne. Nej, det er ikke den lyd, der giver mest bund, og det er heller ikke det den bliver brugt til. Men producer har nok bare indset, at el-bassen har en virkelig fed tekstur, som særligt gør at lyst-spillede melodier kan lyde super-charmerende. 

Meget fascinerende f.eks. snakker producer-duoen “Take a Daytrip” om deres brug af bassen i sidste års hit “Panini” i ovenfor linkede video. I sangen bruger de nemlig både de hyper-moderne 808’s, en synth-bas og en el-bas på samme tid. Synth-bassen og 808’sene kan høres super tydeligt i bilens eller klubbens højtalere. Men hvis du hører sangen (blasfemisk) gennem din mobils eller computers højtalere, eller apple-høretelefoner, er dens lyd for dyb til at du kan høre den. Derfor har du den lidt lysere el-bas, som bedre kan høres på disse højtalere, til at give dig følelsen af at sangen stadig har noget bund. Det er virkelig smart og rigtig innovativt, og gør mig spændt på at se mere lignende kreativitet inden for bas-brug i fremtiden pop.

Det kan være sjovt at prøve at udregne ca. Hvornår el-bassen blev trendy i pop igen. Slappen fik nok en lille (ironisk) renæssance igennem Charlie Puths “Attention”. Ironisk fordi “Slap”-bassen på sangen faktisk er spillet på et keyboard, bare med “optagede” lyde af en el-bas. Derfra er det blevet til en masse virkelig fede pop-sange der gør brug af den slags simple funk-riffs. Det elsker jeg personligt at lytte på, fordi jeg har et stort pop-hjerte, og derfor også værdsætter “Less is more” i en høj grad. Disse super-simple bass-riffs er derfor nok noget af det, jeg kan groove aller-hårdest til. Jeg har samlet en playliste for moderne sange med en god brug af el-bassen, som en slags sødt lille bevismateriale nedenfor, og så du også bare lige kan gå, og høre hjernedød pop, som også bare lige tilfældigvis er ret groovy.

Så skriver jeg da næsten om noget halv-aktuelt. Lord Siva og Vera har annonceret at de vælger at stoppe deres samarbejde, Og det syntes jeg er ærgerligt, for jeg var faktisk virkelig lige faldet for deres stil. Jeg kunne virkelig godt tænke at have hørt noget alla et helt album fra dem, et helt værk. Jeg finder det særligt ærgerligt, fordi jeg aldrig rigtig syntes de kom efter de to voldsomt stærke singler de lagde ud med. “Room for Love” og “Party Angel”, omend de var gode sange, var nok lidt skuffende for mig. “Kisses In The Wind” er fed nok, elsker særligt outroen, men den når heller ikke helt op på den detaljerigdom, den præcision, som duoen rammer på “Paris” og “Oh my God”.

For det er særligt i detaljen, at man finder det, der gjorde deres samarbejde helt specielt. Sangene var ikke særligt flashy, det var ikke sange med umiddelbare (undskyld mig) “oh my god”-øjeblikke, eller med en obvious grund til, at de skulle blive hits. I stedet var det growers, som langsomt udfoldede sig for i hvert fald mig, og viste sig at gemme på en masse geniale produktionsdetaljer, og vokal-takes. Sange hvor nuancerne, og forfinelsen af hvert element var det, der stod i spidsen. Her står særligt “Oh My God” frem som en perle for mig, som den slags sang, der nok var bedst 27. Gang jeg hørte den. Vera har selv pointeret i interviews, hvor meget han elsker Lord Sivas vokal på sangen, hvilket jeg ikke forstod til at starte med. Den gjorde jo ikke umiddelbart noget særligt, der var ikke nogen åndssvage power-fraseringer, eller wow-falset øjeblikke. Men vokalen sejrer i den enorme kontrol den besidder, og den perfekt indlevede måde hver sætning bliver betonet på.

Den starter med en knastør el-bas og en endnu tørrere vokal fra Lord Siva, der synger om et forhold hvor de glemmer at nyde det, mens han selv glemmer at synge toner på halvdelen af ordene. Langsomt ligges der flere instrumentale lag ind, og sangen når til dens omkvæd, hvor Siva’s endnu engang fantastisk indlevede vokal, leverer den dobbelt-betydning sangen fikserer på, med en “only one” både som den romantiske ide, men også som den mere sørgelige “jeg kan ikke få andet”. Hele denne kontrast mellem de romantiske idealer, og den mere desperate virkelighed, virker på mange måder til at være sangens fokuspunkt, omend teksten er vag nok til, at det er op til fortolkning. Der er noget nærmest hjemsøgende ved den desperation, Lord Siva udtrykker sangens titel med. Han formår virkelig at lægge mange betydninger ind i meget simple ord.

Noget af det der gennemgående var fedt ved deres musik, har også været den meget analoge lyd de beskæftigede sig med. Da de havde skrevet “Paris” besluttede de sig for at genskabe alt det instrumentale med et live-band. Blæret nok at de selvfølgelig så “bare” lige ringer til gutterne fra Liss, og fik dem til at indspille den. Deres musik var fyldt med både akustiske og elektriske guitarer, og den gloriøse el-bas, der heldigvis er ved at udforske en helt ny rolle inden for den moderne pop-musik (og som nok bliver næste indlægs tema) På “Oh My God” indgår der endda også en fløjte i c-stykket, samtidig med at de finder de helt gamle analoge synth-lyde frem.

Og hvilket C-stykke! I moderne pop syntes jeg ofte C-stykker bliver lidt en eftertanke, lidt en slags “hvad skal vi lige få tiden til at gå med inden næste omkvæd”. Måske fordi det obligatoriske drop gør, at sangen ikke rigtig har tid til et ordentligt c-stykke. Men “Oh my God” lykkedes i at introducere et kort, men ekstremt effektivt c-stykke. Der både udvider sangen musikalsk, og skærper sangens lyriske fokus, med linjen “We got no fathers, we got no love”. Altså kommer sangen til at handle om et forhold mellem to folk, der er vokset op i et hjem uden en særlig forståelse for hvordan man viser affektion, og som derfor også får svært ved at være i et romantisk forhold med hinanden. Det giver sangen et mere intenst, dystert fokus, og det er præcis det et godt c-stykke kan. Introducere et helt nyt element i sangen, som hænger sammen med alt vi hidtil har fået fortalt, samtidig med at det giver et nyt perspektiv på det. Mere af det i moderne pop tak!

Alt I alt, kunne jeg nok bare rigtig godt lide Lord Siva og Vera sammen, fordi de lavede rigtig producer-musik. Producer-sanger duoen er en stor trend i Danmark, og det er da en af de ting, der kan gøre en halv-englændinge fyr som mig lidt halv-stolt. For i en pop-verden, hvor produktionen gradvist bliver mere og mere en del af sangskrivningen, giver det virkelig god mening at skabe et navn ved kombinationen af en specifik producer og en specifik sanger. Derudover er Ukendt, Benal, Phlake og Lord Vera tilfældigvis også bare lige skaberne af noget af det bedste danske musik i nyere tid. Som aspirerende producer, er det ekstremt motiverende at se musik, der promoverer de små nuancer i bare at udvælge de helt rigtige vokal-takes, kombineret med tilbageholden men vel-udvalgt instrumentation, og en ekstrem kontrol af en sangs dynamik. Så selvom du har hørt dem tusinde gange, så gå da lige tilbage og hør dem endnu engang, og se om du ikke stadig har masser af detaljer tilbage at finde, i deres fantastiske pop-verden. Hvis ikke andet, kan du bemærke at Paris tydeligvis har stjålet dets riff fra Mirror to the Moon.

https://drive.google.com/file/d/1Ak-QyYkUPOJHjP3asRuj99y04qp3hqQ9/view?usp=sharing

Jeg debatterer nogle gange med mig selv, hvorvidt jeg skal forsøge at skrive om “relevante” emner i denne blog. Selvfølgelig ikke mere relevante, end at det stadig omhandler musik, men stadig nogle nyere udgivelser, nyere albums, musik som folk måske generelt ofte snakker om, eller har hørt om. Og det kommer jeg da helt sikkert også til at gøre nogen gange. Men andre gange har jeg  egentlig bare lige lyst til at detaljere musik, som jeg tilfældigvis lige elsker denne uge. Måske skader det ikke lige hvis det er noget af mit yndlingsmusik, og musik som jeg kan relatere til noget, jeg syntes er interessant at snakke om ift. Musik.

Denne uge, har jeg så derfor valgt at tage fat i Sigur Ros’ album “()” også kaldet “The bracket album”. Albummet er faktisk ikke nødvendigvis mit “yndlings” Sigur Ros album, men det er på mange måder det jeg ser som deres hovedværk, da det er som en slags boullion-terning, der meget præcist fanger hvad gruppen kan, og hvad det er der gør de så dælens interessante i den vestlige verdens musik. For Sigur Ros kunne sagtens bare have forblevet en slags niche, musik som kun var kendt i Island, men det blev de bare ikke, de blev den slags verden som turneer hele verden, og spiller kæmpe shows, på kæmpe venues, omend deres musik er meget atypisk for andet vestlig musik.