Bassens udvikling i Pop-musikken

Jeg startede, som så mange andre, som bassist fordi der lige tilfældigvis manglede en. Jeg var lige startet på efterskole med forventninger om at ville lære at spille musik, med mit fokus sat på klaveret. Dog var jeg lige lidt glad for “Magic” med Coldplay, og havde af en god ven fået vist hvordan man spillede den varme baslinje derfra. Det fangede en af lærerne mig så i at sidde og stene, og vupti, hurtigere end du kan nå at sige “ikke noget valg”, var jeg blevet bassist i et af skolens mange sammenspils bands.  

 

Det skriver jeg for at demonstrere, at bassen ikke nødvendigvis var et aktivt valg for mig. Men på et tidspunkt lidt inde mit 2.G år, begyndte det langsomt at blive mere en identitet for mig. Langsomt udviklede bassistens rolle i et band, og følelsen af en bas i mine hænder at blive noget af det mest naturlige jeg kendte. Bas kan have rigtig mange forskellige roller i musik, og jeg elsker altid at udforske nye stilarter inden for bas, eller musikere som jeg syntes bare helt essentielt fatter den. Det er et emne jeg sikkert kommer til at skrive rigtig meget inden for, men i dette indlæg vil jeg særligt fokusere på bassens rolle i pop-musik.

Først og fremmest har bas et helt præcist formål på en måde som guitar eller klaver ikke nødvendig har. I rigtig mange år var den i pop-musikken den eneste måde at give en sang den bund, sangen skulle have. Det er vigtigt altid at huske, lige meget hvor meget riff-sjov man nu lige har, at bas kommer med et form for ansvar, for at sangen har den mængde bund den skal have. 

 

Inden for pop-musikken har udviklingen i mange år været en større brug af elektroniske elementer. Først blev EDM den nye konge af pop, derefter blev arvetageren Trap. Med det er særligt el-bassen ofte blevet erstattet af synth-bassen, af en grund man som bassist nok ikke er meget for at indrømme. Den er bedre til det.

 

For at forklare det meget simpelt, skyldes en kæmpe del af det nok bare den bedre sustain en synth-bas kan give. Altså at en tone kan blive på den samme lydstyrke i uendelig tid, hvilket den ikke kan på en el bas. Giver det mening, ene ikke-musik nørdede ven der er så sød at læse det her?  Derfor har det været nemmere at finde på en simpel basrolle, der bare holder vær tone, indtil akkorden skifter, og så holder den den næste tone. Indenfor pop er “Less-is-more” princippet Gud, og derfor har det givet meget fin mening. 

 

Men mit hjerte frydes ved at indse, at der efterhånden er opstået en rigtig fed trend. Nemlig at El-bas lyden allerede åbenbart er blevet “forældet” nok til at den er gået hen og blevet vintage. Ikke at der ikke stadigvæk bare er folk der bruger el-bassen i moderne pop-produktioner i ny og næ, hvor den ligger lidt skjult. Men at lyden af en lidt ældre lydende el-bas, helst slappet eller hamret til med et plektre, er gået hen og blevet moderne. Nej, det er ikke den lyd, der giver mest bund, og det er heller ikke det den bliver brugt til. Men producer har nok bare indset, at el-bassen har en virkelig fed tekstur, som særligt gør at lyst-spillede melodier kan lyde super-charmerende. 

Meget fascinerende f.eks. snakker producer-duoen “Take a Daytrip” om deres brug af bassen i sidste års hit “Panini” i ovenfor linkede video. I sangen bruger de nemlig både de hyper-moderne 808’s, en synth-bas og en el-bas på samme tid. Synth-bassen og 808’sene kan høres super tydeligt i bilens eller klubbens højtalere. Men hvis du hører sangen (blasfemisk) gennem din mobils eller computers højtalere, eller apple-høretelefoner, er dens lyd for dyb til at du kan høre den. Derfor har du den lidt lysere el-bas, som bedre kan høres på disse højtalere, til at give dig følelsen af at sangen stadig har noget bund. Det er virkelig smart og rigtig innovativt, og gør mig spændt på at se mere lignende kreativitet inden for bas-brug i fremtiden pop.

Det kan være sjovt at prøve at udregne ca. Hvornår el-bassen blev trendy i pop igen. Slappen fik nok en lille (ironisk) renæssance igennem Charlie Puths “Attention”. Ironisk fordi “Slap”-bassen på sangen faktisk er spillet på et keyboard, bare med “optagede” lyde af en el-bas. Derfra er det blevet til en masse virkelig fede pop-sange der gør brug af den slags simple funk-riffs. Det elsker jeg personligt at lytte på, fordi jeg har et stort pop-hjerte, og derfor også værdsætter “Less is more” i en høj grad. Disse super-simple bass-riffs er derfor nok noget af det, jeg kan groove aller-hårdest til. Jeg har samlet en playliste for moderne sange med en god brug af el-bassen, som en slags sødt lille bevismateriale nedenfor, og så du også bare lige kan gå, og høre hjernedød pop, som også bare lige tilfældigvis er ret groovy.