Mew-marts, som jo altid vil være det marts 2020 bliver husket for, er stadig stærkt igang. Jeg har valgt denne uge ganske enkelt bare at dykke ned i at prøve at identificere hvad der gør Mew til et helt særligt band.

 

Det første, der skilsætter Mew for mig, er deres stærke evne til at være fire individer samlet i et band. I en tid hvor rockbands ikke fylder lige så meget, særligt på den internationale scene, som de har gjort før, kan man komme med mange teorier om, hvorfor det nu kan være på den måde. Der er sikkert mange forskellige grunde, men en af dem jeg har tænkt meget over er, at de nyere bands i høj grad typisk meget har følelsen af at det er en forsanger, og så en masse musikere, som lige så godt kunne have været session-musikere, og  som ikke rigtig har nogen særlig personlighed. F.eks. i et band som Imagine dragons, vil jeg gætte på at uendeligt få kan navngive nogle af bandmedlemmerne, endda bare vide hvor mange andre der er. Eller Foo fighters f.eks., derudover Taylor Hawkins på trommer, på alle måder bare lever højt på at have en genial sangskriver til forsanger. 

 

Her har Mew altid sørget for at lade de forskellige medlemmer stå frem, både ift. Offentlige optrædener, men også i musikken. Måske vil enhver fan af et band altid argumentere for at det står sådan til, men i Mews tilfælde, kan man finde lige så mange interviews med bandets bassist Johan Wohlert eller guitarist Bo Madsen, som man kan med forsanger Jonas Bjerre. Nærmest flere. Det skyldes Johan og Mads’ umiddelbart mere ekstroverte personligheder, der oftest fremstod som lidt halv-klassiske rockstjerner, mens Jonas oftest var mere introvert, med en meget tydelig og nærmest karikeret følsomhed og forsigtighed. Bandets trommeslager Silas Utke, har aldrig været helt lige så fremtrædende i interviews, men har til gengæld så sandeligt fået tale plads i bandets musikalske univers.

…Hvilket var en genial segway til at ville definere hvad hvert medlem bringer til bandet musikalsk, da jeg jo i virkeligheden går langt mere op i det end dumme interviews. Silas Utke er først og fremmest en fænomenalt dygtig trommeslager, med en stærk precision når det kommer til groove, og en evne til hovedløst at kaste sig rundt i taktarter, jeg kun ville kunne forklare til dumpekarakterer, f.eks. “156” eller “Eight flew over, one was destroyed”. På trods af hvor “blæret” han kan være, er der dog også en beundringsværdig minimalisme i meget af hans spil. Det indeholder sjældent flere elementer end højst nødvendighed, og hver enkelte tromme, har enten en rolle der skal være baggrunds agtig støtte til sangen, eller skal stå tydeligt ud, som et markant element i sangen. Tit kan han f.eks. nemt begrænse sig til simple fire-i-gulvet beats, lige indtil der er brug for at han skifter over i de vildeste grooves. Hans højdepunkt for mig ville nok stå et sted mellem “Introducing palace players” og “Fox cub/Apocalypso”. 

Bassist Johan Wohlert er nok en af de nyeste i min liste over “inspirerende bassister”. Han har en bragende kraftig spillestil, og er på mange måder bandets “no bullshit”-medlem der giver dig en omgang bøf at fordøje alt “drømme-sovsen” med. Ligesom med Mads Bo, har bandet lavet et album uden ham, nemlig “no more stories” og det giver rig mulighed for at læse, hvad det er han bringer til bandet. F.eks. ville en del af mig nok ønske, at de havde ventet med at indspille “Repeaterbeater” til han kom tilbage til bandet. Det er lidt som om, at han er bandets rockhoved, der midt i rodede røvere med alt for flyvske ideer siger “gutter, hvad med at vi bare gør sådan her” og så bare hamrer igennem på bassen. Det gør også at han på sange som “An envoy to the open fields” nærmest guider dig gennem alle takt skiftende, med sin faste, maskuline hamren. Eller at han på “Zookeeper’s boy” lige stemmer sin bas hele vejen ned i Drop D, og bygger det hårde, rockede fundament, som al klokkespillet og falset-sangen bygger på.

Næst har vi forsanger, Jonas Bjerre, som er hovedrepræsentanten for det flyvske og drømmende i bandets univers. Det var ham der lavede de animationsfilm, der kørte til alle bandets koncerter i lang tid, og også oftest ham der skriver alle Keys-roller i bandets musik. På trods af hvor brugt et middel falset var i moderne rock i 00’erne, var der alligevel noget utroligt karakteristisk over hans, f.eks. den vilde skrige-falset han kunne præstere på sange som “She came home for Christmas” eller “White Lips Kissed”. Trådene mellem Sigur Ros’ Jonsi, virker på mange måder meget klare, særligt i den måde han bare så tydeligt er en ener, hvor man ikke er i tvivl om, at der absolut ikke er et andet menneske på jorden helt ligesom ham. Han kan også tit overraske, som han f.eks. gør med hans Bas-registre i “Witness” eller hans rasende flip på “She Spider”. Stærkeste præstation må dog nok siges at være “Louise Louisa”, hvor han mod slutningen formår at formidle en hel verden af eksistentiel fortabelse, med meget få linjer, gentaget igen og igen.

Og til sidst vil jeg nu dreje mig mod Bo. Gode gamle Bo Madsen. Det er nok her jeg må starte med, at post-Bo-Mew slet og ret ikke har været det samme for mig. Der er bare et eller andet i det Bo gør, som er helt essentielt for Mew for mig. Mange guitarister kunne man forestille sig, ville vælge at dykke med ned i drømme-lydende i deres guitarspil, og fylde sangene op med Reverb, delays og Tremolo-picking en masse. Men det er dog mere undtagelsen end reglen for Bo, der oftest vælger at kontrastere alt reverben, med nogle utroligt tørre, og genialt snørklede riffs. Jeg har svært ved at tænke på mange danske mainstream-guitarister der har en så genkendelig spillestil, som Bos F.eks. “Special”, “Making Friends” eller “Snow brigade”. Dog kan han sagtens også agere kamæleon, og fylde præcis den rolle ud, sangen lige mangler, som på “Symmetry” eller “Water Slides”. I offentligheden var han oftest set som bandets rockstjerne, der kom med de arrogante udtalelser, et billede han i sammenhæng med sit exit fra bandet også havde lyst til at rette lidt op på. Netop hans nyere projekt “Turbolens” indikerer da også, at han også havde været medstifter af alle drømmene og fantasierne, og det uendelige fokus på barndommen, der havde fyldt en god del i Mews karriere. Mew er et band der bygger på kontrasterne, og uden Bo, føltes det bare pludselig som om, de har lidt mindre kontraster at bygge på, desværre… 

Det er også grunden til at jeg i denne artikel har omtalt Mew I datid i så høj grad. Ikke fordi jeg nødvendigvis skal dømme Mew helt ude, der er da bestemt også gode sange på “Visuals”, men den essens Mew har haft for mig, virker helt essentielt bare ikke til at eksistere helt på samme måde mere. Mew er simpelthen bedst, når hvert medlem konstant hiver hinanden i forskellige retninger, og de lander et sted midt-imellem, hvor der både var plads til drømme, til rock og til de helt helt skæve indspark.

 

Frengers er nok mit yndlings-Mew album, i hvert fald stærkt i konkurrence med ”And the Glass Handed Kites”. Det var i hvert fald det album, der introducerede mig til Mew, og som fik mig til for første gang at forelske mig i den blanding af det hårde og det bløde, som stadig er en stærk grundsten i deres musik for mig. Meget af den kontrast skyldes i særdeleshed produceren Rich Costey, der tidligere har haft samarbejdet med bla. Rage against the machine. Det var som havde bandet aldrig hørt om Distortion inden Frengers, hvorefter alle sangene så fik et heftigt lag på heraf. Faktisk var Frengers jo faktisk også et album bestående af ti sange, hvoraf seks af dem var genindspilninger af tidligere Mew sange, som bandet altså havde udgivet før, og det er det, jeg vil have fokus på i dag.

 

Det er nemlig en kæmpe hobby for mig at lytte til demoer af kunstneres sange, for at høre, hvilke ideer der var grundideen, og hvad for en karakter, sangen havde originalt. Det kan også sætte i perspektiv, hvor meget af sangen, der bliver skabt i studiet, og hvordan den sidste finurlige lille ide, nogle gange kan være det der redder en sang. I Mews tilfælde er det dog ekstra fascinerende, fordi der ikke bare er tale om demo kontra indspilning, men simpelthen to helt forskellige indspilninger af sangene, med oftest vidt forskellige udtryk og fokuspunkter. Dermed er begge versioner noget, bandet har villet stå nok ved til at ville udgive det som officielle versioner af sangene. 5 af de genindspillede sange på Frengers er originalt fra deres andet album “Half the world is watching me”, mens 1 er fra deres helt første album “A Triumph for man”. Jeg vil her gå igennem sangene en for en, og kigge på hvad der er blevet ændret på, og hvad de forskellige versioner kan, sat op imod hinanden.

 

156

Half the world is watching me – Frengers

Vi begynder med en af de sange, hvor forskellen nok er mest blændende. Bar lyt til Introerne! 156 i Frengers versionen fik 1. Pladsen på min top-10 her i sidste uge, og det var også den sang der for alvor startede min interesse i bandet. Dermed var det også den version jeg først hørte, og det er derfor helt vildt mærkeligt for mig at høre “Half the World” versionen. Faktisk syntes jeg mandolin-introen lyder utrolig godt, omend den ikke kan undgå at føles lidt påklistret, hvilket generelt meget er sådan jeg har det med hele sangen i den originale version. For mig lyder det ikke rigtigt som om hvert segment hænger sammen, fra de folkede vers, til pre-chorusset (der i min optik lyder lidt halvfjollet her) og til de rockede markeringer i omkvædet. Det er egentlig meget vellydende, men jeg kan godt forstå at bandet valgte at give sangen en mere samlet lyd anden omgang. Jeg er dog utrolig glad for at begge versioner eksisterer, da den originale repræsenterer en mere indieagtig version af bandet, end den som vi efterhånden bedst kender i dag.

 

She came home for Christmas

A Triumph for man – Frengers

Den her er faktisk en af de lidt sværere. Stryger-arrangementet fylder mere i den originale, hvilket klæder den meget fint. Dog irriterer instrumentationen i verset mig en god del, særligt guitarlyden går mig lidt på. Frengers versionen er på mange måder en meget ren version af sangen, og kunne måske af nogen kritiseres lidt for at mangle kant. For mig er det dog også noget af det der gør den så fed, da det nok er en af de mest rendyrkede pop-rock bangers, Mew har lavet gennem tiden. Særligt i c-stykket though, føles det som om hvad der var en jævnt dårlig ide i den originale version, bliver “fikset” i Frengers versionen, og drejet til noget rigtig rigtig fedt, særligt gennem Jonas’ uimodståelige skrige-vokal. Dermed fungerer originalen mere som en fascinerende skitse af sangen, men er nok også en af de mest demo-agtige lydende af de originale sange. Hvis man hører den i kontekst af det originale album, føles den da også noget malplaceret der, nærmest som havde bandet skrevet en rigtig god sang, som de ikke rigtig kunne regne ud hvordan de skulle bruge endnu, og som de ikke rigtigt havde midlerne til at fuldføre. Til sidst, er det også spøjst hvordan originalen slutter med den noget mere groteske linje ”don’t touch her there, when he fucks her”

Comforting Sounds

Half the world is watching me – Frengers

Der er en renhed over versionen på Frengers, som er svær at slå. En meget simpel elegance. På Half the world versionen, kan man også finde demoversionen af comforting sounds, der viser hvor langt væk derfra sangen dog begyndte. Demoen inkluderer nogen af de mest irriterende keys- og guitarlyde Mew nogensinde har gjort brug af, efter min holdning. For mig at se, er versionen på Half the world, dermed også bare endnu et step på rejsen, til at få ”rigtigt styr på” hvordan sangen skulle lyde. Stereo-panoreringen er med i introen, og mange af tingene er ”rigtige” men dog er der stadig et par ting, der stopper den fra at blive det flotte værk, den er på Frengers.

Symmetry

Half the world is watching me – Frengers

Nogle gange går jeg alt for meget op i musik, og sådan noget her, og har en intenst brug for at nørde og diskutere hver eneste detalje. Andre gange er jeg faktisk også lidt mere normal, og tager det chill. F.eks. går jeg egentlig ikke så meget op i hvilken af de her to der er bedst. Forskellene er ikke rigtig kæmpestore, og begge versioner er egentlig bare en rimelig dejlig sang. Half the world, præsenterer den i en lidt mere low-key opsætning og lyder nærmest lidt som akustisk studie-hygge. På Frengers bliver den lidt mere storslået og episk. Begge ting fungerer faktisk ret godt.

Am i Wry? No

Half the world is watching me – Frengers

For lige at vende tilbage til at være mig selv, vil jeg til gengæld sige, at alle der syntes Half the world versionen er bedre, må være skingrende gale. Det her er nok den eneste af sangene, hvor jeg vil mene, at der er en version der bare ER bedre. Sangen har nærmest præcis samme arrangement i begge versioner, men produktionen fungerer bare på et helt andet niveau på Frengers. Den er meget nuttet i ”Half the world”, men jeg kan nærmest ikke forestå, at sangen skulle være blevet skrevet med de guitar- og trommelyder, og ikke dem man hører på Frengers.

Her voice is beyond her years

Half the world is watching me – Frengers

Her har vi nok den sang, hvor begge versioner kan allermest for mig. De kan begge noget vildt forskelligt. Her føles originalen vitterligt også som originalen for mig, den er altså ikke blevet ramt af “jeg hørte den anden først” -effekten. For der er bare noget virkelig passende over instrumentationen og formen i “Half the world” versionen. Sangens formål er at være hjemsøgende, og der er noget meget fascinerende over de to forskellige tilgange hver version tager til det. ”Half the world” har form som et længere opus, starter med at foreshadowe pre-choruset, og minder mig derfor strukturelt set næsten om en Cristopher Nolan film. Den har også en fin lille klaver-outro på. Frengers versionen er markant kortere, og bliver derfor mere hjemsøgende, gennem at man har lyst til lidt mere. At forstå fortællingens mystik lidt mere, at blive i følelsen lidt længere. Derudover bærer den produktionsmæssigt mere præg af, you guessed it, Distortion, og der er noget virkeligt poetisk over guitarens lyd for mig, særligt i omkvædene. Den mængde rumklang der er smidt på, for det til nærmest at lyde som skrig der kommer langt fra, og bliver enormt billedskabende. Begge versioner opnår derfor på samme måde at fortælle en hjemsøgende, mystisk fortælling, men på vidt forskellige måder. Dygtigt band, hvad kan man sige…

King Christian

Half the world is watching me – Frengers (Deluxe edition)

Til sidst skal denne sang også bare lige nævnes, da det nok er det mest radikale Mew har genindspillet en af deres sange overhovedet, selvom genindspilningen (desværre) kun kom med på deluxe-versionen af Frengers. Og begge versioner fungerer så vanvittigt godt! Half the world er fantastisk hygge-pop, marker virkelig hvor dælens catchy det hook lige er, og har en let fjollet energi over sig. Da de så genindspillede sangen, fjernede de alt swinget, simplificerede vers, skrev et par nye stykker, og smed et heftigt lag Coldplay-guitar ovenpå. Hvilket også gør at omkvædet fungerer sindssygt godt, samtidig med at de nye stykker fungerer vanvittigt godt. Mew forstod her virkelig at tage et godt hook, og så malke det Maks muligt, til at få to forskellige vildt fede sange ud af det.

 

Alt i alt kan jeg da helt klart mærke, at mine holdninger bærer præg af, at Frengers-versionerne var dem jeg hørte først. Oftest syntes jeg bare de er lidt mere direkte, mindre rodede i lyden og mere hårdtslående. Dog er der utrolig mange sjove finurligheder i de gamle versioner, som også giver dem en elskværdighed, og jeg kan da helt klart også godt forstå folk der mener, at det her er “den rigtige Mew”, uden så meget klassisk-rock lyd, og med en på sin vis, mere innovativ tilgang til sangene. Men ultimativt syntes jeg nemlig, disse innovative opbygninger, keys og vokal-melodier kun bliver endnu bedre krydret, når der også lige kommer en omgang rigtig rock-trommer og distortion-guitar på.

Håber du selv får lyst til at dykke lidt ned i det, og kommenter da endelig, og mind mig på, at jeg tager fucking fejl.

Så er det blevet Marts måned, og jeg har besluttet mig for at Marts skal være Mew måned, som en slags opvarmning til deres koncert på Northside i år, og fordi Mew er en af mine yndlings bands. 

Når det er sagt, har jeg faktisk et utroligt kompliceret forhold til Mew, som jeg har til så mange af mine yndlingskunstnere. Jeg tror på mange måder jeg “holder med” mine yndlingskunstnere, på samme måde som mange holder med f.eks. Et fodboldhold. Nogen gange er jeg utrolig stolt, som når de lige laver Frengers, andre gange synes jeg de misser målet fuldstændig. Mew har en måde at bruge keyboards på, som oftest frustrerer mig grænseløst, uden at jeg helt forstår præcist hvorfor, og samtidig har de en tendens til at synes de skal være mere komplicerede, end jeg egentlig syntes de behøver være. Den slags band, der nogen gange gør ting, udelukkende fordi der ikke er andre, der gør dem, og fordi de er komplicerede eller svære at forstå. Men når Mew er gode, er de så åndssvagt gode. Og det vil jeg her udpege ti sange, der er rigtig gode eksempler på, som min officielle start på hvad der forhåbentlig bliver et super-glædeligt Mew-marts. Ligesom med min Blaue Blume liste, skulle der gerne være noget til både fans, og helt nybegyndere, så dyk ned, og responder endelig!

10. Satellites

Mew har nogle gange, særligt for at undgå Prog-labellet, beskrevet deres musik som “indie-stadion pop”. Det er et label, som også indfanger meget godt, hvad jeg nok bedst kan lide, når de laver. Satellites er på mange måder nok en af de mest stadion-agtige sange, Mew har skrevet, med dens mange kraftige, simple markeringer og episke omkvæd. Den tager dig dog også gennem utrolig mange soniske skift, fra de flotte harper i starten, til de skæve guitarriffs omkring 2.18, og igennem funky vers til storslåede omkvæd. Det er ganske enkelt bare en super-flot sang, med en meget detaljerig produktion. Meget modigt valgte Mew faktisk i 2012, tre år før sangen udkom, at slutte et roskilde-set af med at debutere en meget ufærdig version af sangen, som dog er meget fascinerende at lytte til, med en meget flot trompet rolle, som er det jeg har linket til forneden.

9. Comforting sounds

Shocking, I know. Men Comforting sounds er simpelthen ikke min yndlings Mew sang, og jeg hader faktisk lidt narrativet om, at det er deres ultimative sang. For mig er det ikke engang deres bedste afslutningsnummer på en plade, men mere om det senere. Jeg hader lidt det narrativ fordi, at den på så mange måder faktisk er ret ikke-Mew-agtig, i hvert fald ift. Hvordan jeg ser Mew. Der er ingen vilde tromme-innovationer fra Silas Graae, og sangen mangler lidt nogle af de skæve indslag, som nu alligevel er grunden til at jeg elsker Mew så meget. Det var meget tid at bruge på at skrive om en sang, som alligevel er min niende yndlings Mew sang. Men det er den selvfølgelig stadigvæk, for det er jo stadigvæk en blændende god sang. Hvis du så vil vide hvorfor, kan du nok enten bare høre den, eller hører ca. Alle andre nogensinde snakke om den, inklusive ca. Alle andre top ti Mew lister nogensinde. 

8. Water Slides

Water Slides skulle tage lang tid om at gro på mig, men har til gengæld heller ikke stoppet med det siden, og er nu så god at jeg, helt blasfemisk, tør nævne den som en sang, der er bedre en “Comforting Sounds”. Der er bare noget helt utroligt fascinerende over den for mig. Der er ikke en eneste ide i sangen, jeg forstår hvordan bandet har fået, og den føles på en mystisk måde utrolig tidsløs. Omkvædet særligt kunne være skrevet hvornår som helst, og føles helt genreløst. Det er blandt andet det Mew kan for mig, når de er helt gode. Få den slags ideer, som jeg simpelthen ikke kan fatte hvor kommer fra. Sangens produktion er også meget finurlig, med mange spøjse lyder, holdt fast en kraftigt mikset, men meget simpel bas, og en guitarlyd, jeg ville sælge min lillebror for at genskabe. Jeg kommer nok til at bruge megen tid endnu på at dykke endnu mere ned i denne sang dog, om det er det geniale harpsichord i pre-choruset, Kimbras feature i omkvædet eller de gennem-autotunede harmonier der svæver rundt i baggrunden. Mew spillede også sangen i sammenhæng med deres koncert med “Copenhagen Philharmonic”, og beviste hvor tidsløs og medrivende en sang de faktisk har skrevet her.

7. She Spider

Hvis der var et Mew-album, man skulle sammenligne med Radiohead (et konstant mål for alt musik for mig) var det nok Frengers. Og hvis der var en sang, der skulle sammenlignes, skulle det nok være She Spider, en af Mews mest dystre sange til dato. Sangen balancerer i starten kontrolleret mellem behag og ubehag i dens flotte guitarfigurer, indtil den lige pludselig tager fusen på dig, og skruer spontant op for dynamikken, med gennem baskende trommer. Den super støjende guitar-solo omkring 2.52 er også et klart high-light for mig. Det er faktisk meget fascinerende hvor mange forskellige følelser Mew arbejder med i deres musik, og denne sang når da også både at få dig til at føle at det hele nok skal gå, og at intet overhovedet skal gå. 

(Ps. Bare fordi jeg er en spade:)

 

6. Special

Endnu en af de sange, der gør mig lettere målløs over hvor gode Mew virkelig kan være når de er gode. Ligesom Blaue Blume, elsker Mew selv at beskrive sig selv som pop, og der er der også noget nærmest MGP-agtigt over baslinjen (hvilket jeg vil holde fast i er en kompliment). Samtidig er guitarriffet opfindsom på en måde, kun Mads Bo kan skrive. Sangen formår dermed både at have helt klare referencer, samtidig med at den føles gennemgående original. En af Mews største styrker er også, at de kan gøre utrolig simple grooves utroligt groovy, uden at jeg helt forstår hvordan de gør det. Der er bare et eller andet over groovet i Special, der bare svinger helt uforståeligt godt. 

5. Wheels over me

Jeg havde på en vens anbefaling i lang tid ladet være med at høre de to første Mew-albums, idet der angiveligt ikke skulle være noget af værdi i dem. Da jeg hørte Wheels over me, følte jeg mig stærkt forrådt. Jeg elsker den slags sange, hvor jeg få fem sekunder inde i sangen kan fornemme, at jeg kommer til at død elske dem. De helt tørre, helt clean guitar, der bliver strummet opfindsomt har et særligt sted reserveret i mit hjerte. Det opfindsomme trommebeat, syrede pre-chorus og særligt trompeten i andet vers, er med til at skabe en fest af musikalske krydderier, som samtidig leveres med en stor følelsesmæssigt intenstitet fra forsanger Jonas Bjerres sider. Hermed balancerer den også mellem følelsen af solskin, og af at du sidder alene indenfor mens andre folk er ude i den solskin. Der er meget rodet i deres første to albums, men på Wheels over me, formår de lige at lade være med de dumme ideer, og kunne fylde sangen op med bare-bones musikalsk lækkerhed. 

4. Louise Louisa

Så kommer der den slutsang, som jeg syntes er en større sang end Comforting sounds. Louise Louisa er en mere udfordrende rejse af en sang, som starter ud med det militante tromme-groove og langsomt introducerer element efter element herfra, med en utrolig “less-is-more” kontrol. Fra starten af sangen er der bare en helt særlig stemning, som om at det ikke bare er enden på et album, men et liv. Jeg får altid gåsehud hver gang Jonas i andet vers synger “what a day i’ve had, and now it’s over” fordi der et eller andet lag i leveringen af den meget simple linje, der bare rammer mig helt særligt. Da sangen så “stopper” første gang bliver vi tager med en i en arena-klar støj fest, der beviser hvor effektfuldt det kan være, at inkludere elementer i ens musik, der “misser” slagene. Det bliver helt særligt episk gennem den måde, Silas’ trommer langsomt sakker bagud fra resten af musikken og til sidst bare helt kollapser. 

Men sangen er endnu ikke over, og det er nok her jeg vil sige, at den spiller det trumfkort, der gør den bedre end Comforting sounds fra mig. For i stedet for det helt store klimaks, ender vi i synth-flader, mens Jonas synger de smukke linjer:

“I’m in a car

I don’t know where we are headed for

Stay with me

Don’t want to be alone”

Når jeg hører dette stykke, og kigger på et ur samtidig sker der noget helt særligt. Det er som om musikken effektivt sløver tiden ned for mig, til det punkt hvor jeg ikke tror på at det egentlig optager de sidste to minutter af sangen. Det rammer en helt eksistentiel grundangst i mig, frygten for bare at blive efterladt alene, på den rejse livet er, uden at vide hvor i alverden man skal hen.

3. Introducing palace players

Og så videre fra det følsomme essay om eksistentialisme, til motherfucking prog-pop. Jaer!!! Mange af mine venner er blevet utroligt irriteret på mine forsøg på at vise dem, at det her er den bedste sang nogensinde. Men det er det altså bare. Den har ganske enkelt bare en helt særlig swagger over sig, i dens fuldstændig kogte groove, og mærkelig snørklede guitar-figurer. Det groover for mig på en måde, som meget lidt andet musik kan, og slå endnu engang et slag for, hvorfor man ikke skal kvantisere musik. Melodilinjerne er også konsekvent utroligt fængende, og sangen hiver da også nogle gange sig selv ud af sin egen kogthed og mere over i bandets stadion, reverb-elskende side, som i det storslåede breakdown til sidst. Et lille skud-ud til gæstenDamon Tutunjian baslinje på sangen, som han spillede, da bandet indspillede dette album uden sin indtil da faste bassist, Johan Wohlert. 

2. Am i Wry?

Am i Wry? Er nok lidt det bedste calling-card for hvad Mew kan som band, hvilket de da også selv har udtalt flere gange. Sangens intro er nok en af de bedste starte på en sang til dato for mig, med chugsene over fingerspillet, da glider hen i den alternative strum-rytme, som leder videre i kaos, og over i sangens vers. Sangen er på den måde konsekvent gennemført komponeret, og balancerer hele tiden på grænsen mellem tilgængelighed og eksperimentering. Rich Costeys produktion på Frengers er noget af det bedste der er sket for bandet, efter min ydmyge mening, og særligt Am i Wry? Og min nummer et-sang, formår han at løfte utroligt meget fra de versioner, bandet havde udgiver inden Frengers pladen. Am i Wry har nok nogen af mine yndlings guitar-lyde, og er bare den slags sang, jeg nærmest altid kan høre.

1.  156

Utroligt nok, selvom den er en af deres største hits, ser jeg sjældent 156 dukke op, når andre folk laver denne slags lister. Det finder jeg særligt utroligt, da jeg syntes det ikke bare er deres bedste sang, men nok en af de bedste rocksange overhovedet. Det er endnu engang Frengers-versionen jeg vælger (Næste uges indlæg bliver om opdateringer på sangene heri), hvor sangen bare fungerer på en helt uforklarlig måde. Stemningen er intens fra første tone, og slipper dig aldrig. Den dystre fortælling, set fra en stalkers perspektiv bliver intenst fortalt, og sangen er, ligesom Am i Wry, gennemgående bare fyldt med perfekt guitar og trommelyd, i hvert ift. Min smag. Brugen af støjsamples i versene er også et genialt touch, ligesom tamburinen er over Silas Graaes omtågende skæve trommer i Pre-chorusset. Men det er ganske enkelt også bare en helt åndssvagt god pop-rock sang, som spiller på det bedste fra begge genre, og spiller perfekt op af den 00’er rock lyd, der nok er en af de største milepæle i min musiksmag. Hvis jeg ikke allerede har gjort det klart kan jeg opsummere min kærlighed for sangen og Mew ved at sige, at Mew er et band der kan få helt enestående originale ideer, samtidig med at de kombinerer utroligt poppede elementer med stærke eksperimenterende ideer, og forstår præcis hvordan disse krydderier skal balanceres. Glædelig Mew-marts, håber du finder noget der behager dig!

 

Hvis du har fået videre blod på tanden for Mew, forstår jeg dig, og jeg er din ven! Derfor har jeg lavet denne fine lille playliste, der udvider top 10’en til en hel top 25’er 🙂

Jeg har altid været fascineret af bands, der skaber musik der lyder, som kommer det fra en form for urkraft. Hvor alle sammenligninger med andet nutidig musik på en eller anden måde virker lidt forkert, og ideen om at de skulle være inspireret af andet “jordisk” musik virker lidt tvivlsom. Særligt når denne “urkraft”-agtige stemning så bliver skabt af et band, der spiller noget så jordnært som bas, guitar og trommer. Der er for mig noget utroligt fascinerende over denne blanding af velkendt og totalt fremmed. Det er nok noget af det der har skabt min kærlighed til Sigur Ros, og det er i hvert fald sådan jeg ville beskrive det vidunderlige danske band, Blaue Blume. Blaue Blume må relativt set nok være en af de danske bands jeg er størst fans af. Relativt set, fordi de endnu ikke ligefrem har udgivet et kæmpe bjerg af musik, men jeg stadig føler at de, for mig, har en stor og udvidet diskografi, med en klar rød tråd og interessant historie. Utroligt mange af deres sange er allerede en slags klassikere i mit hjerte, og jeg har deres musik utrolig kært. Da Jonas (bandets forsanger) i 2017 annoncerede at han gik ned med stress, mærkede jeg selv det helt klart, og jeg kunne ikke lade være med at reagere som en slags Cristopher-fan, og gå rundt og tænke på, at jeg bare håbede alt det bedste for ham. Da de vendte tilbage sidste år, var det dermed også utrolig kærkomment fra min side. Jeg har hørt hele deres diskografi, og vil derfor gennem denne top ti både forsøge, bare at anbefalde de sange jeg syntes er bedst, men samtidig også give en form for indkapsling af hvad det er, jeg elsker så dybt ved dem. Dermed er dette indslag både for helt nybegynder inden for blaue-universet og til længervarende fans, der kan få lyst til at diskutere mine dumme holdninger med mig. 

10. Sobs   

Da “Bell of wool” udkom sidste år, kommenterede en af mine venner, at han syntes alle sangene på albummet var den samme sang. På trods af enkelte afstikkere, som mine honourable mentions “lovable” og “Vanilla”, kan jeg lidt godt se hvad han mener. Meget af albummet bevæger sig rundt i et land tåget ind i tykke synthflader, oftest uden trommer men besat af en overdådigt kraftig synth-bas, mens Jonas synger poetisk og fortabt rundt, og nogle stemme-manipulationer svæver lidt rundt i baggrunden. Hvis jeg dog skulle pege på hvilken sang der så er den bedste version af denne “ene” sang albummet er, ville jeg nok sige Sobs, som af uvisse grunde deler titel, med en EP, bandet udgav inden dette album. Den har en stærk anthemic kvalitet over sig for mig, særligt når vi når til c-stykket og Jonas proklamerer “i went to church, the sunday mass”. Blaue Blume benytter ofte meget løse sangstruktuer på dette album, og hvor jeg f.eks. syntes det skader en sang som “Vanilla” lidt, syntes jeg det fungerer helt perfekt på “Sobs”, som giver en, en følelse af, at man er med på en sonisk rejse, der ethvert tidspunkt kunne dreje ned ad en ny sidevej og introducere et nyt element. Derudover elsker jeg ganske enkelt at Blaue Blume vælger at pitche en allerede falset stemme en oktav op, som du kan høre ved 0.14. Et andet virkelig velkomment touch er brugen af den helt gennemchorusede el-bas, der fyldte så meget i bandets tidlige lyd. 

9. Ebony     

Da Ebony først udkom i 2017, var den ærligt talt en slags “Judas” øjeblik for mig. Jeg havde forelsket mig rigtig dybt i den lyd bandet havde på “Sygzy”-pladen, og hvordan det nærmest var Live-indspilninger, der bare samtidig skabte utrolig klare universer. Jeg havde ikke lyst til at bandet skulle eksperimentere med elektroniske virkemidler, særlig fordi 2017 var året, hvor alle bands begyndte at eksperiment på den måde. Blaue Blume havde allerde deres helt egen måde at eksperiment på, så hvorfor skulle de pludselig til at virke som alle andre. Med tiden var der dog en ting der nok bare ændrede min holdning. Ebony er en virkelig god sang. Den er et forsøg for bandet på at følge deres pop-aspirationer fuldt ud, og det lykkedes virkelig godt. Sangen har en hook af episke proportioner, endda med nærmest Phil-collins agtige trommefills, de superlyse stemme-manipulationer kan virkelig noget, og Blaue Blume er mestre i gode c-stykker (hvilket det bestemt ikke er første gang jeg kommer til at udtrykke i dette indslag. Særlig hvordan c-stykket genbruges efter sidste omkvæd (et trick de bruger gentagne gange til stor effekt) kan bare noget helt særligt. Bandet har altid været meget åbne om, at de ville definere sig selv som pop, og Ebony er nok det klareste argument i denne retning, på alle de rigtige måder!

8. Mayhem      

 

Da jeg først begyndte at tilgive bandet for deres “lyd-skifte” på Sobs-ep’en, åbnede Mayhem sig op for mig som en slags bonus-gave. Det er en helt simpelt overdådigt flot sang, med et omkvæd der giver mig lyst til at svæve åndsvagt rundt på en eller anden mark, som var jeg med i en Terrence Mallick film. Jeg er et skræmmende syn, når jeg hører denne sang i høretelefoner, lad os sige det på den måde. Sangen giver mig lidt associationer (som tidligere nævnt, en sjælden ting i Blaue Blume land for mig) til både Sigur og dette måneds kommende tema, Mew, men kun ment positivt. Der er nogle meget feminine kvaliteter over “Mayhem” for mig, både i melodierne, men også i de fine synths der omringer Jonas i omkvædet. Jeg har altid også haft en kærlighed til sange der “mister” retningen og dykker ned i mystiske afgrunde, sådan som Mayhem gør i c-stykket. Særligt hvor flot de formår at tage dig med ud af afgrunden og med videre ind i det euforiske omkvæd igen, er virkelig beviset på et band, der ved hvad de laver. Særligt også lige et skud ud til brugen af pedal-bas teknikken i anden vers, og Jonas’ smukke fraseringer ved 3.30.

7. Buoyant forces     

Det er nok ikke sidste gang jeg kommer til at bruge ordene “følsomt” eller “intimt” i sammenhæng med Blaue Blume. Men de ord passer så sandelig på denne fine ballade, fra “Sygzy” albummet. Sangen starter ud med en fint strummet guitar, samtidig med at der hvisket kærligt og intimt. Sangen bygger sig så gradvist op, indtil den så pauser op, skifter taktart og forsvinder væk i endnu et blaue-omkvæd, der får mig til at tro at jeg kan danse ballet. Det er derudover altid en fryd at misse, præcis hvornår stilheden stopper og omkvædet rammer. Jonas vokal er altid smuk, men skal bare lige nævnes i sammenhæng med særlig denne sang. Der er en slags undrende kvalitet, samtidig med en utrolig klarhed og passion. Guitar-teksturerne i omkvædene er også et klart eksempel på hvad det var, jeg faldt pladask for ved Sygzy albummet.

6. Lost sons of boys

Blaue blumes univers er oftest som på sidste sang, utrolig besat af rumklang og flydende instrumentation. Dog kan bandet virkelig også noget, når de bliver mere stakkerede og konkret, som på denne tidlige perle fra deres karriere. Bandets trommeslager, som jeg på syndigt vis ikke har nævnt endnu, leverer et fantastisk trommebeat, stærkt akkompagneret af dystre basakkorder og en sirene-agtig guitar, som alligevel også giver sangen lidt flydene fyld. Nogle steder bliver sangen næsten decideret funky i omkvædet, mens den fra andet omkvæd og frem akkompagneres af metal-agtige guitar chugs, et interessant og velkommen element i Blaue Blumes univers. “Lost sons…” er noget af det mest dystre Blaue Blume har lavet, og den lykkedes i at lave den slags medrivende stemning, der sammen med høretelefoner er perfekt til dage, hvor man er lorte-frustreret, og har brug for at leve sig ind i en fortælling om, at man selv og Jonas er en eller anden slags troldmænd, der kan kaste ondskabsfulde sang-besværgelser over dem der har gjordt en ondt… Øhm, videre til næste sang. 

5. Thinking of Roxy

Det er ikke ligefrem teksterne, der er det allervigtigste for mig i Blume’s sange, selvom de nu også har skrevet mange mindeværdige linjer. På Thinking of Roxy, er teksten, og historien bag dog nok central for min kærlighed til sangen. Jonas var til en fest, hvor han så en pige han blev helt skudt i, og simpelthen valgte at smadre sin hånd ned i et glas for at få hendes opmærksomhed. Mens hun så følger ham til hospitalet husker han, på mærkværdig vis, endelig at føle den simple lykke han altid går og jager, selvom hans hånd er helt smadret til i glasskår. En lidt absurd fortælling, men samtid nok også en overraskende relaterbar fortælling for nogen af os. Sangen er besat af en romantisk og optimistisk ånd, samtidig med at den konsekvent føles 100% ægte og aldrig virker som en slags “kan i ikke lige skrive en kærligheds-sang” agtig ting. Både Jonas vokal, og bandets præstation formår også fintfølent at støtte fortællingen på vej.

4. Macabre

På mystisk vis, havde jeg aldrig samme “judas” øjeblik med Macabre som jeg havde med Ebony, selvom den i retrospekt er mindst lige så elektronisk, hvis ikke mere. Men jeg husker mest af alt bare, at Macabre var første gang bandet udgav noget nyt, efter mine efterskole venner og jeg var faldet for dem. Som vi gik forvirret rundt mod slutningen af 1.G, passede sangens udgivelse perfekt til den årstid, hvor solen også så småt begynder at titte frem, og vi pludselig begyndte at genfinde lidt håb. Det et også den følelse Macabre giver mig. Føleslen af håb og optimisme, samtidig med bevidstheden om at man er “bange for at miste alt jeg har”, en slags bevidsthed omkring den værdi, de ting man er omgivet af i sit liv har for en. Generelt er c-stykket, hvor sangen pludselig skifter fra engelsk til dansk, nok en af de mest intense ting bandet har produceret, særligt båret frem af intensiteten i Jonas’ stemme. Gennemgående er sangen bare utrolig medrivende produceret, der går sjældent fem sekunder uden en ny finurlig detalje, om det er synthsene, trommemaskiner, baggrundsvokalerne, eller Blaue Blumes vidunderlige bassist.

3. Morgensol

Jeg har allerede skrevet godt og grundigt om denne sang i mit “10 bedste sange fra 2019” indslag, hvor den i øvrigt kom på en 5. Plads. Gå endelig ind og læs det, men sidenhen har jeg nok meget simpelt fået indkredset min kærlighed til denne sang i, at den virkelig fanger følelsen af være følsom. Af at tage indtryk ind for lidt kraftigt, og af bare at være utrolig berørt over den smukke verden vi lever i. Den ramte mig på et meget vigtigt tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke helt kunne forstå at jeg skulle være så dælens introvert og følsom, som jeg var. Den hjalp mig på rigtig mange måder, med at slappe af, og lære at forstå, hvilken kæmpe styrke denne følsomhed var. 

2. Candy

Det var faktisk nok sværere for mig, at vælge mellem denne og Morgensol, ift. Anden og tredjeplads end det var at vælge en førsteplads. For samtidig med at morgensol har en utrolig personlig connection for mig, er Candy på mange måder alt det jeg elsker ved Blaue blume. Alle medlemmer leverer noget helt vidunderligt, om det er det kantslags-oversvømmede groove, Chorus-bassen (Chorus-bas er i øvrigt grunden til at jeg er single), guitarerne som flyver rundt mellem forskellige roller eller Jonas vidunderlige vokal. Når bandet første gang introducerer c-stykket efter anden omkvæd, har det antydninger af eufori. Når de anden gang vender tilbage til det, udløser alle de forventninger sig, og bandet tager dig med på en skamløst følsom rejse til drømmeland. Samtidig med de utrolig flotte facetter, formår Blaue Blume dog også at få noget af den dystre stemning fra “lost sons” ind i sangen, og netop denne kontrast er også med til at gøre Candy til så dælens god en sang.

1. New Years Eve

Jeg hader lidt mig selv lige nu. For altid, når jeg læser anmeldeleres lister over en kunstners bedste værker, går det mig på, når de nævner deres første sang eller album som deres bedste. Mest af alt nok bare, fordi jeg føler det føles lidt disrespektfuldt over for kunstneren, idet det lidt antyder at de ikke har kunnet finde på noget bedre siden. New years eve, er åbenbart den første sang Blaue Blume udgav, fandt jeg ud af i min research til dette opslag. Dog vil jeg forsvarer mig selv ved at klarificere, at det ikke er den version, men den stærkt overlegne version fra Sygzy, jeg her vælger. New years eve er virkelig, eksemplet på alt det jeg elsker ved Blaue Blume. Dermed får jeg først og fremmest bare lyst til at copy-paste alt hvad jeg har skrevet til de tidligere andre sange på denne liste, idet det stort set alt sammen passer på New years eve. Den er både følsom, intim, lille, storslåen, mystik, poppet og samtidig helt original. Hvert formled er gennemtænkt, og særligt den rejse sangen tager på fra c-stykket og frem gør mig målløs når jeg lytter. Hvordan der opbygger sig helt nye guitar-figurer, som så langsomt bygger op og tager dig over i komplet støjrock med Jonas forheksende vokal, som så tages videre over i sangens fantastisk poppede pre-chorus, indtil sangen tages helt hjerteskærnede langt ned til den smukke guitar-riff, og Jonas der opgivende synger “we lose our hips to the sound of apocalypse”. Det bliver så tomt, så stille, at det rammer som en kniv i hjertet