Med en titel så prætentiøs som “10 baslinjer der har formet mig som bassist”, kunne det nemt lyde som om jeg prøver at puffe min egen status som bassist op. Det er egentlig overhovedet ikke det jeg prøver på, det er mere bare ment som et engangsbillede af, hvor langt jeg nu var kommet i foråret 2020, og dele nogle tanker om bassistens rolle med dig. Derudover opfordre dig til, hvis du er musiker, at reflekterer over hvilke sange, der har formet dig og din unikke stil.

 

1. Magic (Ghost stories – 2014 – Spillet af Guy Berryman – Opdaget af Søren Vistisen februar 2015)

Jeg tror nogle mennesker har forskellige “felter” de har fokus på inden for musik. Rytmik, Melodi, Harmoni, Sound. Felter som de særligt bemærker når de lytter til musik, og som de særligt er gode til at udføre selv. Af disse tror jeg måske selv jeg mest har sound. Før jeg rigtig gik op i musik, var det altid hvis en sang havde en særlig lyd, at jeg særligt bemærkede den. Dengang vidste jeg nok ikke om det var en guitar, en synth eller en blokfløjte der skabte lyden, men den satte sig fast i mig, og gjorde noget ved mig. Da jeg i starten af 2015 særligt begyndte at gå op i musik, var jeg usofistikeret nok til at Coldplay var min store introduktion til musik. Det må du godt hade mig for. Men særligt deres sange “Midnight” og “Magic” fra Ghost stories, havde en stor effekt på mig. Til at starte med vidste jeg nok ikke at det var en bas der spillede introen til Magic, igen, det kunne være en blokfløjte for alt jeg forstod. Men da jeg så i starten af mit efterskoleophold fik vist hvordan man spillede den på bas, sad jeg så i et godt stykke tid for mig selv og spillede den inde i skolens musiklokale. Det at jeg sad med en bas, blev så blod i vandet for musiklærerne, som opdagede at jeg havde den mindste interesse for bas, og straks gjorde mig til bassist på sammenspilsholdet. Så i bogstaveligste vis ville jeg nok ikke have spillet bas hvis ikke for denne sang. Derudover tror jeg meget godt den demonstrerer hvor min tilgang til bas kom fra. Nemlig bare fokussen på klangen af el-bassen som et instrument, og hvilke måder man kan bruge dens tekstur på.

 

2. With or without you (Joshua tree – 1987 – Spillet af Adam Clayton – Opdaget af Søren Vistisen April 2015)

Så jeg gør det ikke ligefrem nemt for mig selv, hvis den her liste skal virke sofistikeret. Men en klassisk smøre, bassister har fyret af sted siden skiveskåret brød, er den gode gamle “det handler ikke om at spille noget vildt, det handler om understøtte sangen”. Jeg går selv frem og tilbage med hvordan jeg lige helt præcist forholder mig til det koncept. Et riff kan sagtens være kompliceret både ift. Rytmik og melodi, og samtidig ikke distrahere fra sangen men tværtimod, understøtte den. Det er dermed ikke tilfældigt at citatet ofte kommer fra bassister, som måske lidt prøver at forsvare, at de egentlig ikke kan spille så vilde ting. Men andre gange, er der virkelig noget rart over en bas, der bare spiller de dælens ottendedele der. Indenfor den kategori syntes jeg den her sang er en af de bedste eksempler. Bassen spiller konstant de samme fire toner, som ottendedele, sammen med trommerne, der stort set heller ikke skifter groove gennem hele sangen. Det giver et fantastisk grundlag for Edge’s guitarlir, og Bono’s hjerteudvrænginer. Simpliciteten gjorde også at jeg, da jeg stadig var af relativ usofistikeret musiksmag på mit efterskoleophold, endnu engang bare kunne dykke ned i lyden af en bas, og den rare bløde tekstur den har på dette nummer.

 

3. Hysteria (Absolution – 2004 – Spillet af Chris Wolstenholme – Opdaget af Søren Vistisen Juli 2015)

Som sagt var jeg lidt usofistikeret. Derfor var min første musikalske lyst, selvfølgelig bare at være så blæret som muligt. Og måden man gjorde det på, tænkte jeg, var at spille de høje lead-riffs, dem som larmede helt vildt. På med distortion, og så skulle man bare spille hurtigt. Nu kan jeg godt kigge tilbage på den periode med en hvis pinlig fornemmelse. Dog synes jeg stadig at min hoved-inspiration indenfor den stil, Hysteria, er en utrolig stærk sang, og et legendarisk bassriff. Tænkte der har været mange gennem tiden der, ligesom jeg, bare gerne ville være Chris Wolstenholme. Riffet er hurtigt, volder distorted og særligt tredje takt i det, indeholder en uundgåeligt fed melodi. 

 

4. Them changes (The beyond/where giants roam – 2015 – Spillet af Stephen Bruner Jr. – Opdaget af Søren Vistisen januar 2016)

…I et helt andet hjørne, af “se mig, jeg spiller lead” stilen, har vi så Thundercat, som jeg allerede opdagede i min efterskoletid, men som jeg har haft en kæmpe fase med de sidste par måneder, og som nu klart er en af mine klart største inspirationer. Den her sang eksploderede dog min hjerne på efterskole, da jeg ganske enkelt bare ikke vidste at man kunne gøre alt det her på en bas. Han spillede akkorder, krydret med licks der var hurtigere end noget jeg endnu havde hørt, alt med en super-wah’et lyd, som jeg heller ikke havde hørt før. Når jeg ser live-videoer med Thundercat, fascineres jeg stadig af, hvordan han konstant skifter “rolle” i sit basspil, og formår at fylde så meget i en sang. Funk var bestemt ikke den første genre jeg begyndte at høre, men den her sang var en virkelig stærk gateway, ind i den fantastiske verden af funk- og leadbas. Instrumentet åbnede sig ligesom op for mig, og mine ambitioner steg kraftigt. 

 

5. Can’t stop (By the way – 2002 – Spillet af Hr. Flea – Opdaget af Søren Vistisen Oktober 2017)

Så sker der lige et større spring i tid, ift. Hvornår jeg opdagede nye aspekter af bassen. Når jeg tænker tilbage på det kan jeg ikke lige helt huske hvad jeg lavede, men nok ligegyldige ting som at bruge tid på gymnasiet. Men i starten af 2.G kom jeg med i et cover-band, hvor vi spillede en masse Red Hot og Muse. Det band som senere hen blev til Mirror to the Moon. Heri spillede vi bla. Can’t stop. Jeg havde i lang tid, syntes at Flea var meget sej, for han kunne jo slappe en hel masse, og det var jo meget cool. Men med Can’t stop, begyndte min process, med at lægge mærke til, hvor meget fedt man kunne spille når man ikke spillede riffs. Det skete da jeg skulle lære bassen til omkvædet, som jeg umiddelbart ikke havde lagt mærke til, og opdagede at han spillede den fedeste melodi. Langsomt gik det op for mig, hvor meget fedt Flea faktisk spillede, alle de steder man ikke lagde mærke til det. Hvor intelligent skrevet hans bas er i sange som “Can’t stop”, “Goodbye Angels” og “otherside”. Der begyndte jeg at syntes var meget sejt, at man som bassist kunne spille alle de diskrete ting, som folk ikke engang vidste, var det der gjorde at de kunne lide sangen. I stedet for at være et larmende riff, kunne man være den perfekte understøttelse til det. Jeg vidste at Flea havde spillet trompet før han spillede bas, og jeg syntes det var ret cool, at hans baslinje i omkvædet på mange måder mindede om en trompet-melodi, hvilket startede min fascination med at tage inspiration fra andre instrumenters melodier, i mit basspil. 

 

6. Paranoid android (Ok computer – 1997 – Spillet af Colin Greenwood – Opdaget af Søren Vistisen December 2018)

Egentlig kunne jeg godt kopiere meget af det samme, jeg skrev til Can’t stop til denne sang. At bassister kunne spille de mest komplicerede, vidunderlige melodier, når folk “ikke kiggede”. I Paranoid’s tilfælde, var det dog bare en endnu større opdagelse for mig, da jeg havde været helt vild med sangen i flere år, da jeg opdagede hvor mange små, diskret flotte melodier Colin fyrede afsted under resten af sangen. Min liste er ikke super-sofistikeret, og den klassiske baslærer ville nok fremhæve James Jameson eller måske Paul McCartney til at demonstrere denne slags basspil, men det var den søde generte Colin, der fik mig til virkelig at forstå det. Han spiller selvfølgelig det ikoniske riff ved 2.25, men i stykket lige efter ved 2.34, spiller han en egentlig, efter min mening, meget mere imponerende og flot baslinje, som hopper rundt i 7/4 taktarten, og foreshadower nogle af de melodier der senere vil komme i sangen. Det gik også op for mig, hvor diskret Colin’s stil havde formet Radioheads mere rockede sange, gennem at han altid spillede med fingrene og aldrig med plektre. Forskellen på plektre og finger, begyndte at gå op for mig, og jeg valgte først stædigt at melde mig ind i “plektret er noget lort”-klubben.

 

7. The pot (10,000 days – 2006 – Spillet af Justin Chancellor – Opdaget af Søren Vistisen august 2019) 

…Som jeg var i et lille stykke tid, indtil jeg under indspilningen af Mirrors første EP fik en god del tæsk, og skulle spille med plektre på størstedelen af sangene. Jeg blev ret vild med den tekstur en plektre havde på en bas, og den rå slagkraft der lå i det. Det eksploderede da jeg hørte Tools the Pot, en sang som jeg egentlig ikke har en større grund til at have med på denne liste, men som det på en eller anden måde bare ville føles forkert ikke at inkludere. Den er en milepæl for mig, og motiverede mig til at øve så meget mere. Det fascinerede mig også, hvor meget den kunne bære hele sangen, uden at der var nogen særlige effekter på, eller at det var et voldsomt melodisk riff. Den var bare spillet hamre fedt, og highlightede for mig, hvor vigtigt det netop var at være opmærksom på den feel man spillede med. 

 

8. Panini (7 Ep – 2019 – Spillet af Denzel Baptiste – Opdaget af Søren Vistisen Oktober 2019)

…Og så mistede jeg alle muligheder for at fremstå sofistikerede. Men hear me out. Jeg er “opvokset som bassist” i en periode hvor synth-bassen langsomt har domineret popmusikken mere og mere, og skræmt os til at flygte lidt væk fra pop-musik. Men da jeg så videoen bag skabelsen af beatet, blev jeg faktisk virkelig imponeret af den teknik producerduoen “Take a Daytrip” havde taget i brug. De forklarer det lidt bedre end jeg selv kan, men basalt set brugte de en synth-bas til at give sangen det rigtige “oomf” til the club, samtidig med at de så havde en lidt mere melodiøs baslinje til at spille, som man ville kunne høre på højtalere, der ikke har nok bund til at spille synth-bassen. Den måde at bruge el-bassens tekstur på tiltalte mig meget, da det nemlig fremhæver den superfede tekstur en el-bas har, uden at behøve give den ansvaret for den bund, som skal være så obligatorisk kraftig i moderne pop og hip-hop. Jeg har selv kopieret det en del gange, og er virkelig blevet vild med den effekt det har. 

 

9. Portrait of Tracy (Jaco Pastorius – 1976 – Spillet af Jaco Pastorius – Opdaget af Søren Vistisen Marts 2020)

Og så ryger den her også i kategorien af “det vidste jeg ikke var muligt”. Hvis du ikke har hørt den, vil jeg starte med at sige, at ord ikke gør den retfærdighed, og at du bare selv skal høre det og opleve den. Jaco’s brug af harmonics er ikke set siden, og det er for mig at se nok noget af det største jeg nogensinde har hørt nogen opnå på en bas. I Corona-tiden har jeg haft mere tid end nogensinde før til at blive en rigtig bas-nørd, og nørde Wooten, Pastorius, Palladino og Thundercat, og er dermed også blevet vild glad for hele den verden det er, at spille en hel sang kun på bas, med alt hvad man kan lave af harmonics, akkorder og flotte fraseringer til melodien. Portrait of Tracy har der været milepælen for, hvad man kunne opnå inden for det. Ikke alene er det teknisk imponerende hvad han præsterer, men det er også bare en utrolig smuk melodi, som kun udvides i smukhed gennem bassens tekstur. I dag ville man måske have indspillet den gennem flere lag, og lavet harmonics og baslinje i forskellige takes, med forskellig mixing, men netop det, at den bare er et one-take giver den en helt særlig karakter, hvor melodiens renhed nogen gange begrænses af bassens evner, men på den smukkeste måde. 

10. En stærk kliche

For at vælge at følge en stærk kliche, har jeg ikke nogen sang nr. 10 endnu. Corona tiden har virkelig åbnet min tilgang til instrumentet op på en helt ny måde, og jeg har haft mere tid til at øve end nogensinde før. Derfor er jeg i høj forventning til hvad jeg vil finde i fremtiden af særlige baslinjer. Jeg er på jagt efter inspiration, og hvis du har nogle særlige baslinjer, som har inspireret dig på en særlig måde, ville jeg elske at høre dem, og høre hvad i dem der har inspireret dig. Håber du kommer godt igennem Corona tiden, og at du får brugt tid på det, du elsker.

https://open.spotify.com/playlist/0CMUEcY75v4uoO2T9srJZg?si=4xkY5NADQQGOWey-MsZvVQ