Jeg har de sidste mange måneder gået og tænkt på særligt ét emne. Det er et emne, som ved første øjekast, er meget baseret i ren teknik og nørderi, men selvom du måske ikke er super inde i ting som redigering af musik, click-track og auto-tune, synes jeg alligevel, du skal prøve at læse med. For jeg vil i hvert fald prøve at forklare, hvorfor jeg mener, det er relevant.

 

Jeg tror, jeg skal starte med at prøve at forklare hvordan jeg ser mig selv som musiker. Jeg står nemlig et meget mærkeligt sted. Jeg er bassist, producer og oftest meget involveret i de tekniske aspekter af en proces. Men på samme tid er jeg ikke verdensmester inden for nogen af disse felter, og min tilgang til mixing, setups og alting er meget præget af en kunstnerisk indgangsvinkel. Jeg er ligeglad med, at vores Gemini Inc. album på mange punkter er mixet “forkert”, idet det for mig er det mixet perfekt. Eller, i hvert fald på den måde, hvor jeg føler, det bedst udtrykker det, det skal.

 

Og derfor går jeg også op i nogle ting, som mange andre teknikere måske ikke nødvendigvis ville gå op i. Kort sagt skriver jeg det her indlæg, fordi der er så mange ting i den “almene” tilgang til produktion af både musik – men også liveshows – som jeg har gået og studset over i lang tid nu. Jeg tror ikke, det almene menneske forstår hvor meget redigering af musik, der efterhånden er “påkrævet” i den moderne musikbranche, så lad mig prøve at beskrive det. For at tage udgangspunkt i band-baseret musik, er det her helt normalt:

 

• Man tager mange takes på en sang, ofte også flere på bare ét enkelt stykke af sangen, for at få det helt perfekt. Hvis man ikke kan spille eller synge hele stykket perfekt, bliver det nogle gange skåret op i endnu mindre bider. Når denne proces så er færdig, udvælger man, og det bliver nogle gange helt ned til én tone ad gangen.

• Herefter kvantiserer man. Det vil sige, at man ændrer på timingen, altså hvornår en tone eller et slag kommer, helt ned til millisekunder for at få det helt perfekt. Det er meget forskelligt hvad tilgangen er til den proces, men det er ikke unormalt at det bliver kvantiseret til bare at passe perfekt til metronomen, og dermed også fjerne den naturlige “feel” det måske er sunget eller spillet med.

• Hvis noget er ude af tune, bliver det så rettet ved hjælp af Pitch Correction, også kendt som Autotune. Det kender de fleste til med vokaler, men det gøres også rigtig ofte med instrumenter. Autotune har i en årrække været kontroversiel, og havde også en “hård fødsel”, men har efterhånden fået et hjem som en nødvendighed i moderne musik.

• For at sørge for at sangen aldrig lyder “nøgen”, ligger man flere spor af vokal eller guitar oveni hinanden, og fylder måske også ud med en masse små elektroniske lyde. For at sangen kan føles tættere på at være lige så hårdtslående som en elektronisk sang, fylder man det der hedder samples på trommerne, og lægger måske en diskret synth-bas på, så sangen har lige så meget bund, som hvad end Travis Scott lige har udgivet.

 

 

Alt dette giver et resultat, som på mange måder er “perfekt”, og for at det kan lyde lige sådan live, bruger man derfor In-ear høretelefoner til sin lyd, så man også kan få en metronom deri. Det gør at man aldrig spiller for hurtigt, for langsomt eller ændrer tempo i løbet af sangen. Da man har et konstant tempo, bliver det også nemmere at bruge back-track, eller som den ufaglærte måske stadig kender det, playback. På den måde kan sangen have de elementer af ekstra keys, vokal og guitarer, som giver den den samme fylde live som på indspilningen.

Hvis du er musiker, gætter jeg på, at du allerede nu har en forudindtaget holdning til disse ting, og måske allerede er klar til at være frustreret over, hvad jeg skal til at skrive om dem. Og dét er én af de ting som har været frustrerende for mig. For jeg syntes der er rigtig meget to lejre. Enten er det den lidt boomer-agtige holdning, at alle disse ting er hvad der gør, at moderne musik ikke er “rigtig musik”, og at det ikke har været det siden hvem end, der har den holdning, var ung. Ellers er det en form for kritisk “voks nu op”- attitude, der siger, at alle disse ting bare er sådan det er, og at man er for naiv, hvis man stiller spørgsmål ved det. Til boomeren vil jeg starte med at sige, at med mindre vedkommende var ung i 60’erne, har vi været i gang med at redigere musik til at lyde mere “perfekt” lige siden, og at det måske er lidt naivt at mene, at lige præcis dén mængde vi gjorde det i, da du var ung, var den rigtige. Og så ville jeg også sige noget andet, men det vender jeg tilbage til senere. Til den kritiske, eller måske dig, der bare ikke forstår hvorfor jeg har et problem, vil jeg starte med et sidespor (hvis du keder dig, kan du lave et drukspil, og drikke hver gang, du syntes jeg lyder forældet):

 

Jeg begyndte for et par år siden at bemærke en tendens i tråd med at elektronik fyldte mere og mere i vores samfund. Smartphones og jobs der udelukkende forgik online. Jeg begyndte særligt at bemærke hvordan jeg sjældnere og sjældnere fik en naturlig grund til at interagere med mennesker i min hverdag. Alting blev selvbetjening, bestil til døren osv. Hvis jeg ville, kunne jeg sagtens leve i månedsvis, uden nødvendigvis at blive konfronteret med at møde et menneske IRL. Og, som introvært, kunne jeg mærke, at jeg lænede mig meget op af at udnytte de muligheder. Min telefon blev en ressource til at undgå small-talk, om det var på gymnasiet, i bussen eller noget tredje. Jeg er også en del af den generation, hvor jeg kan mærke, at afslapning, for mig, dybest set indeholder en skærm. Jeg kan sagtens tage en lur ude i solen, sidde lidt med en god bog eller lignende, men det er faktisk et behov for mig og mit energi-niveau, på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen, at sidde i freden af min computerskærm. Måske er det ikke sådan for nogen, men jeg tror at mange ville opdage, hvis de testede sig selv, at de har det på samme måde. Mine batterier bliver simpelthen bare opladt af det. Og både som troende, men også bare som humanist, syntes jeg, det er forkert. Det er selvfølgelig et helt andet blog-indlæg, men jeg vil bede dig om at gå med på præmissen af, at vi ikke skal ende som dem i Wall-e. Hvis ikke, ved jeg ikke, hvordan du kommer helskindet igennem resten af det her.

 

Men jeg tror også at flere af os er kommet i kontakt med netop dét igennem Corona. Pludselig opdager vi, at vi mangler noget, når vi lever et liv, hvor alting er online-interaktion, levering til døren osv. Der er noget i interaktionen med mennesker, som ikke kan erstattes af noget andet. Og selvom det på så mange måder er vildt fedt hvad teknologi kan gøre for vores samfund, vil jeg også bede dig være med på præmissen om, at hvis vi ikke er opmærksomme, tager vi flere og flere skridt imod Wall-E-land. Godt så.

 

Tilbage til musikken. Jeg tror, det er vigtigt, at vi indenfor alle felter af vores samfund er med til at gøre opmærksom på kvaliteten i det menneskelige, det uperfekte, fejlbarlige og samtidig uerstattelige. Tænk f.eks. på photoshop-debatten ift. modeller og skønhedsidealer, og jeg tror, du vil have meget nemmere ved at se hvor jeg kommer fra. Det er et felt hvor de fleste af os ville være enige i, at perfektionen ikke er det værd, ift. hvordan det påvirker vores selvopfattelse, og skaber et urealistisk forhold til kropsidealer. Mit felt er så musik, og jeg har gennem mine evner og interessefelter, fået meget ansvar ift. hvordan vi redigerer og præsenterer musik. Som sagt er mange inden for de tekniske felter, af 100% naturlige og forståelige årsager, mest bare interesseret i at skabe det mest “perfekte” produkt muligt. På den måde kan de få et godt ry og få mere arbejde. Og derfor er der hverken tid eller grund til at tænke så samfundsmæssigt over den proces.

 

Men jeg tror, at det er vigtigt, at vi i vores medier – særligt i disse år – får en stærk repræsentation af hvordan mennesker faktisk er. Hvordan et menneske ser ud (modelbranchen, sociale medier), hvordan de snakker (film, tv og podcast) og også hvordan de lyder. Om de synger eller spiller et instrument. Men jeg synes, så stadig faktisk, at det er svært – og det er der mange grunde til.

 

Ét er, at jeg, ligesom så mange andre, ikke ved om jeg har “råd til” at tænke på den måde. Jeg var den, der redigerede Downtown July’s EP “Amor Fati”, og tog et aktivt valg om ikke at kvantisere trommer, og kun kvantisere andre elementer, der hvor de aktivt sprang ud og ødelagde noget af sangens flow. Jeg prøvede at lytte efter den timing de forskellige elementer havde, og lære at forstå hvornår de blev brudt. Jeg brugte ikke en skid Pitch-correction, ligesom jeg heller ikke gjorde det på hele Gemini albummet (selvom det oftest er pitch-correction, hvor jeg syntes at møde “voks nu op” tankegangen). Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke, om jeg skød mig selv i foden. Skulle jeg have gjort lyden mere mekanisk perfekt, brugt tromme-samples, fyldt ekstra elementer ind, frem for at gå efter lyden af fem mennesker, der står og spiller i et rum (en lyd, som man finder INGEN steder på moderne hitlister)? Så kunne EP’en måske have blevet et større hit. Og så kan jeg jo altid tænke, at jeg kunne tage den her kamp, når vi var kommet på toppen, og måske ligesom Minds, kunne gøre hvad der passede os, og sætte trends ved at gøre det. Måske.

 

Eller med det liveshow, vi lige nu er i gang med i Gemini Inc. På albummet er det ikke ualmindeligt, at der er 100 eller 200 spor på én sang. Der er supermange ekstra lyde, og mærkelige effekter. Den umiddelbare løsning ville være at spille med click, og så kunne gøre disse elementer på playback (som jeg syntes, vi burde kalde det, da back-track bare er en “pænere” måde at sige det på). Men i stedet for, kører vi uden click, og kun med de lyde vi selv kan stå og fremmane på scenen. In-ears giver god lyd, men har den sideeffekt, at det er sværere at høre publikum. I den mest direkte forstand en måde at miste kontakt med mennesker på. Og jo, der er løsninger for dette, som gør at dygtige professionelle som f.eks. Dua Lipa, kan bruge click, backtrack, in-ear og stadigvæk have kontakt med publikum. Men kæft, hvor ser jeg også mange fucke op ved at glemme at have kontakten. Og jeg oplever rigtig ofte, at når jeg har spillet med bands som Downtown eller Gemini, er en af de mest tilbagevendende kommentarer: I var virkelig til stede.

Men igen; Det er vildt svært. Og jeg tror, jeg allerede nu har skrevet for meget, der for det til at lyde som om, jeg synes, jeg er en helgen. For selvom jeg ikke redigerer musik lige så meget som alle andre, redigerer jeg det stadigvæk. Jeg er oftest mest utålmodig med hvad end jeg selv har spillet eller sunget. Kvantiserer det, pitcher det, hele molevitten, for jeg gider ikke høre på “lyden af mig”. Jeg er jo ikke helt tight, og min sangstemme utrolig begrænset. Og jeg foreslår jo ikke, at alt musik bare skal til at lyde u-tight. Jeg foretrækker jo stadig musik, der lyder godt. Og som sagt er jeg vokset op i en generation, hvor definitionen for hvad der lyder godt, er ekstremt påvirket af redigering og maskine-agtig perfektionisme. Vi kommer nok ikke til at se et band som The Police, der står tre mand uden noget ekstra, og spiller hele stadioner op, igen lige foreløbig. Og jeg kan ikke afskrive musik, der gør brug af alle disse kneb, for så skulle jeg godt nok afskrive alt for meget af det, jeg elsker.

 

Så det må være noget med en fin balance, og noget som jeg må finde ud af sammen med andre. Jeg håber, at jeg har startet nogle tanker i dig i hvert fald. At du tager stilling til disse konkrete eksempler, hvis du er musiker. Hvis du ikke er musiker, at du tænker over, om du, i dit felt, kan være med til at sørge for, at vi ikke hopper for langt over mod Wall-E-land (den film udkom, da jeg var 8. Den har virkelig gjort indtryk på mig, okay!?). Og mest af alt, at du gør mig kendt, så jeg kan have indflydelse på hele musiklandskabet, og få det til at lyde præcis, som kun jeg syntes det burde!

 

Tak, hvis du er nået hertil. Nyd en god kop kaffe.

Lidt forsinket på den, men bedre sent end aldrig vel. Jeg har altid været glad for at se tilbage på det sidste år i løbet af Januar, og hvilke film, albums og sange der har gjort indtryk på mig. Det er en lidt halv-nørdet fascination, men jeg eeeelsker top ti lister. Og derfor går jeg også måske lidt for meget op i at få dem helt præcist rigtige. Så efter lang tids overvejelser og venden og drejen, har jeg fået skabt en liste over de ti sange, jeg nød allermest i 2020.

 

Og lad os lige få alt det klassiske ud af vejen; ja ja, 2020 var et mærkeligt år, corona osv. Jeg har stort set ikke set en eneste af denne slags lister, der ikke relaterer sangene utrolig meget til den situation vi har stået i dette år. Og det har da også for os alle sammen, påvirket hvordan vi lytter til musik ekstremt meget. I et hvilket som helst andet år var “Folklore” med Taylor Swift nok ikke blevet et kæmpe hit på den samme måde, og vi har nok alle lige nydt introvært-musik den lille smule ekstra. Men for at befrie dig og mig så meget fra det som muligt, vil jeg prøve at holde Corona-referencerne på et absolut minimum. Prøve i hvert fald.  

 

10. Zack Villere – For the rest of my life

Zack Villere er en helt særlig slags kunstner. En ægte “one in a million”. Han inspirerer mig for sindssygt, med hans ekstreme selvsikkerhed i hans lyd og univers. Og så udgiver han i ny og næ bare nogle sange som har et niveau, jeg ikke helt forstår, hvordan man kan være på. Efter en lille pause fra den slags sange, syntes jeg han vendte rigtig stærkt tilbage med “For the rest of my life”. Han har en helt særlig måde at skrive tekster på, som virker totalt ubearbejdet og ærlig i deres små skævheder. “For the rest of my life” handler om de ting han har misset ud på i livet, på grund af hans jagt efter en musikkarriere. Nok også et emne der rammer et sted hos mig. Hans nærmest lidt bøvede men samtidig følsomme stemme, kører udtrykket hjem, omringet af et lækkert simpelt trommebeat, og hans altid lidt ustemte guitarer. 

Lyt også til: Zack Villere “The Fort”, Tom Rosenthal “If we all die tomorrow”, Gameboy98 “Flade Sko Ingen Aftryk”

9. Tom Misch Ft. Yussef Dayes – What kinda music

Jeg har faktisk aldrig været så meget til Tom Misch. Eller det var jeg i hvert fald ikke før i år. Det var super godt produceret og altid lækkert at høre på, men et eller andet ved det, gjorde det altid lige lidt for lounge, til at det var noget jeg kunne finde en grund til at høre i hverdagen. Der præsenterede What kinda music albummet, og særligt titelsangen, for mig, en ny kant, som gjorde at mine ører lyttede mere grundigt efter. Det dystre lydunivers passede simpelthen bare lidt bedre til min smag, og Misch mestrer det også med et virkelig stramt skåret arrangement. De onde synth-arpeggios, den dystre synth-bas og så de flyvende violiner der kommer og går i løbet af sangen. Og så skal det jo også nævnes at hele albummet er lavet i samarbejde med måske den fedeste trommeslager i live i dag, Yussef Dayes, som mestrer en form for balance mellem at være konstant underholdende og samtidig ikke stjæle rampelyset for meget. På en eller anden måde kunne man både lytte til bare trommerne fra hele albummet uden noget andet, samtidig med at de ikke ødelægger lydbilledet blandet sammen med de andre elementer.

Lyt også til: Tom Misch Ft. Yussef Dayes “Nightrider”, Hayley Williams “Shimmer”, Moses Sumney “Conveyor”

8. Gorillaz ft. Octavian – Friday 13th

Friday 13th føles på en mærkelig måde ikke rigtig som en Gorillaz sang. De har mange andre sange hvor den featurede kunstner også fylder nærmest hele sangen, men et eller andet over den her føles bare helt anderledes. De første fem sekunder af sangen er måske mine yndlings fra nogen sang i år. Den knuste råhed i Octavians stemme får mig hver gang, og rammer perfekt følelsen af at vågne om morgenen, med en følelse af at dagen ikke kommer til at bringe noget godt. Som sangen udvikler sig får du så gradvist den første kop kaffe, og indser at det hele nok skal gå, og at det i virkeligheden bliver en “beautiful day”. I slumrende sabbatår, kan jeg genkende mange morgener der fungerer på den måde. Sangen beskriver på den måde perfekt bevidstheden om at hver dag kommer til at indeholde både det gode, og noget lort. Og så elsker jeg bare Octavians stemme og performance på sangen. Den optimistiske lidt Dub-inspirerede produktion hjælper også med følelsen af den der kop kaffe, der lige får dig til at tage dig sammen, og komme en smule ud af dit eget hovede.

Lyt også til: Gorillaz Ft. Elton John og 6Lack “Pink Phantom”, Dominic Fike “Politics & Violence”, The 1975 “The Birthday Party”

 

7. Phlake Ft. Mercedes the Virus – Aliens need Love too

Endnu en kunstner jeg ikke var helt overbevist om før i år, men som i den grad fik mig konverteret. En af mine store fascinationer ved musik har altid været lyde, og blandingen af dem. Og på denne sang maler Phlake med en helt unik palette. Spansk guitar op mod Vocoder, 80’er synths og et lækkert mystisk saxofon sample. En perfekt sang til de introværte dage, der ikke nødvendigvis er mættet med følelsesindtryk, men hvor man mere bare føler at man lidt flyder rundt på en sky. Mads Bo’s vokal er også noget af det bedste jeg har hørt ham lave, og hans performance som Mercedes fungerer som en lille prik over i’et i sangens fortælling. Måden sangen bare konstant gror på, og introducerer nye elementer og ideer for dig, er noget af det, der tager mig tilbage til min allerførste fascination med musik, og hvor meget det lort egentlig lige kan.

Lyt også til: Phlake ft. Mercedes the Virus “URL’swhere”, Troye Sivan “Take Yourself Home”, Big Red Machine “No time for love like now”

 

6. Thundercat Ft. Ty Dolla Sign og Lil B – Fair Chance

Den her er nok lidt svær at komme igennem uden Corona-referencer. Da epidemien ramte var alt mit musik pludselig aflyst og det eneste jeg lavede, var min nogle gange utroligt lange vagter i hjemmeplejen. En af dem kom denne sang på for første gang mens jeg kørte rundt, og jeg tror jeg endte med at høre den ti gange i løbet af den dag. Den fangede bare al min træthed perfekt. Sangen, ligesom meget af albummet, virker til at være skrevet over den påvirkning Mac Millers død havde på Thundercat, og i den kontekst bliver den bare endnu sværere at høre. Alle tre performere gør et sindssygt stykke arbejde, fra Thundercats svævende falsetter, til Ty Dolla’s soulede fraseringer og så måske vigtigst af alt Lil B’s utroligt mærkelige vers. Et eller andet ved hans skæve sang-rap rammer bare lige det stykke hårdere, og det er højt oppe på listen over årets bedste features for mig. R.I.P Mac Miller, og tak for at du selv efter din død både har udgivet og inspireret til så meget stærk musik.

Lyt også til: Thundercat “Unrequited love”,  Mac Miller “Good Days”, Ty Dolla Sign Ft. alle “track 6”

 

5. Ganger – Pumper Mama

Jeg ved faktisk stadig ikke helt præcist hvad det er Ganger kan. På P3 bliver de hyldet som at være det mest eksperimenterede nyskabende musik nogensinde. Det ved jeg ikke nødvendigvis om de er. Men der er noget helt fantastisk alien over deres sangskrivning. Som om de kun er blevet introduceret til hvad musik er for et år siden, og på en fascinerende måde fejl-fortolker pop musik. Ellers er det måske egentlig bare at de laver pop, hvor de ikke er bange for at stille sangeren helt op i Front. Noget af det vigtigste i god pop er og bliver melodierne, og derfor er det også frustrerende hvor meget det nogle gange drukner i produktionerne i moderne pop. På den måde har Ganger virkelig fundet en vild måde at lave nogle interessante produktioner, der samtidig aldrig lader dig være i tvivl om at det er sangeren, der er i fokus. Og så skal det jo nævnes at Pumper Mama har det stærkeste omkvæd jeg har hørt i riiigtig lang tid. Første gang er det genialt, anden gang du hører det, er det en af de øjeblikke hvor du altid vil huske hvor du var præcis der. Prøv at tænk over det. De intenst intime vokaler der pludselig er helt oppe i dit hovede, kun understøttet af den tunge 808. Det minder mig af en eller grund om Kanye i dens nyskabelse, og jeg kan ikke lade være med at tænke at Thomas Bach Skaarup, gruppens primære sangskriver, har lyttet til en god del Kanye. Deres album er blandt det stærkeste danske musik i år, og jeg kan ikke vente med at høre flere fede fejlfortolkninger af musik fra dem i de kommende år.

Lyt også til: Ganger “DNA”, Ariana Grande Ft. Ty Dolla Sign “Safety net”, The Japanese Hours Ft. Justin Vernon “Dionne”

4. Jacob Collier Ft. Mahalia og Ty Dolla Sign – All I Need 

Som du kan se ikke min yndlingssang fra i år, men jeg er overbevist om at det måske har været den vigtigste. At Jacob Collier bevægede sig ind i Pop-verdenen var utrolig spændende at følge med i. For selvfølgelig, hvis du ikke ved det, er han jo nok blandt de mest musikalske mennesker der nogensinde har gået på denne Jord. Sådan, top tre materiale. Og derfor har hans univers altid været præget af en ekstrem legesyghed, og på mange måde utilgængelighed for alle der ikke lige er helt skarpe på musikteori. Men i 2020 ændrede det sig, og han bevægede sig officielt ind på mainstreamens spillehalvdel. Pludselig kunne man høre ham til studenterfester. Det havde lydt som en joke for et par år siden. Men at han så samtidig gjorde det uden på nogen måde at nedgradere hans musikalitet er det, der i sandhed gør det imponerende. All I Need indeholder alverdens harmoniske vidundere, bla. En transponering en kvart tone op. Alting er velspillet, og sangerne synger deres hjerter ud. Og på den måde viste han, at man ikke skal være bange for at turde udfordre poppen lidt mere på dette punkt. Måske kræver det i virkeligheden bare en endnu større musikalsk kompleksitet at blande de ting man kun lærer som jazzmusiker, med en lyd der kan forstås af selv den mest tonedøve. Og hvis man kigger på hitlisterne syntes jeg faktisk man kan se at det har haft en effekt. Der bliver gradvist udvidet mere og mere i hvilke harmonier man bruger, og på hvor grund-musikalsk det må være. Det har måske også været årsagen til at Charlie Puth turde springe ud som musikalsk i år. Jeg skal da ærligt også sige at jeg lige nu ikke har brug for at høre sangen en eneste gang til. Men det betyder ikke at jeg ikke kan værdsætte hvor meget jeg elskede den de første 80 gange jeg hørte den.

Lyt også til: Jacob Collier ft. Kiana Lede “In too Deep”, SZA “Good Days”,  Dua Lipa “Pretty please”

 

3. Slowthai ft. James Blake – Feel away

Det er faktisk lidt mærkeligt for mig at have både denne sang og Friday 13th på denne liste. For stort set alt det der gjorde at jeg elskede Friday 13th er det samme, som gør at jeg elsker “Feel away”. Rapperen, der lyder lidt slidt ned af alt livet har at byde på, det smukke sangfeature og balanceringen mellem træt bitterhed og optimisme. Noget ved Feel Away rammer bare endnu hårdere. Produktionen er så såre simpel, men de lidt forvrængede klaver-akkorder rammer bare et eller andet rigtigt for mig. Måden sangen mister al momentum og retning lige så snart James Blake træder ind, virker til at hoppe mellem 6 forskellige formled og samtidig slippe af sted med det. Nogle gange elsker jeg sange jeg ikke helt syntes fungerer meget mere end dem der bare er lidt kedeligt perfekte. Og derfor er der netop også noget ved hvor utilfredsstilende sangen slutter for mig. For det er ikke meningen at det er en sang der skal opsummeres på. Det er bare en masser følelser og tanker du kan klaske op på en væg, og så gøre med hvad du vil, uden et konkret narrativ eller nogen form for konklusion.

Lyt også til: Disclosure ft. Slowthai “My high”, Kehlani Ft. James Blake “Grieving”, Ja altså friday 13th og den her på repeat.

 

2. Moses Sumney – Gagarin

Moses Sumney er en af mine absolutte yndlingskunstnere, og han har bare en helt særlig måde at lave sange på, der skaber et helt lydunivers og fordyber dig fuldt ud i det. Gagarin er nok en af de bedste eksempler på dette, og den minder da også nogle steder mere om et stykke ambient-musik end en decideret sang. Bygget op omkring en svensk Jazz-sang, omarrangeret med skarpe synths, hvad der lyder som hval-samples og Moses’ jazzede melodi, der er pitchet ned så det næsten lyder mere som et instrument end en vokal. Og der skal det indrømmes at jeg bare er en kæmpe sucker for den slags ned-pitchede vokaler. Den længselsfulde, eksistentielle følelse sangen skaber er noget af det mest unikke jeg har hørt, og dens blanding af Jazz og ambient er genial. Det er nok den sang jeg allermest er “forsvundet ind i” i år, liggende på gulvet, fortabt og forundret over hvor stor verden er. En af mine venner beskrev det engang som det, kunstneriske mennesker nok får ud af at kigge på et maleri, og det er nok meget rigtig. Uden præcist at forstå hvilke, vækker den simpelthen bare en hel masse følelser i mig. 

Lyt også til: Moses Sumney “Me in 20 years”, Radiohead “Kid A”, Sharon Von Etten “Staring at a Mountain”

 

1. Taylor Swift ft. Bon Iver – Exile

Jeg har da klaret det rimelig godt uden at nævne den skide pandemi indtil videre, ik? Men Exile er nok den sang jeg kommer til at huske pandemien, og dette skøre skæve år, mest for. Mindet om den dag den udkom er så tydeligt for mig, hvordan jeg var forundret over bare at se den sammensætning stå på Spotify sammen. Og så hørte jeg den. Det simple klaver, og så Vernons knuste dybe røst. Jeg har ikke hørt ham lyde sådan på noget andet af hans tusinde projekter før. Faktisk har begge sangere jo før gjort kæmpe brug af et tykt lag af vokal-dubs og effekter. At høre dem levere så simpelt elegante vokal-takes var forfriskende. De kan jo faktisk synge! Exile føles som sådan en “klassiker” der sjældent bliver skrevet. Jeg har nævnt produktioner utrolig meget i løbet af dette indlæg, og produktionen er da også rigtig god her. Men endnu mere end det, føles det som den slags sang, der kunne stå i sangbøger og ville kunne noget med de fleste sangere. Men så kan den bare lige så meget mere med de her to. Begge lyder bedre end de har gjort i Årevis, og igen er melodierne bare helt i front, og perfekt velskrevede. Den måde de synger på kryds og tværs af hinanden i C-stykket er genialt, og de skulle da også vise sig at genbruge det lige så stærkt på næste sang sammen, “Evermore”. På trods af at det på sin vis “bare” er en simpel klaverballade, fanger jeg mig selv i at synes, at hvert næste sekund er det bedste stykke af sangen. Der er bare så mange highlights ift. Lyrik og vokaler, at jeg på en eller anden måde er mærkeligt hype når jeg hører denne simple sang. Måske skyldes noget af det også at sangen faktisk reelt stiger i tempo på en så levende vis, som også sjældent høres i moderne musik i dag. Sangen ville aldrig være opstået hvis ikke for pandemien, og var for mig den sang der havde mest at sige ind i den periode. Og derfor har jeg også valgt den som årets sang.

Lyt også til: Fucking hele Folklore og Evemore.

 

Hvis du kunne lide denne her liste, og tilfældigvis godt kunne tænke dig at den var på 50, frem for ti, anbefaler jeg da lige at give min 2020 playliste et lyt. Jeg syntes i hvert fald der er noget godt musik der.

Så er året snart ved at være ovre, og hvilket mærkeligt, spændende og vildt år det har været. Jeg kom rigtig i gang med at jage min musiker-drøm, samtidig med at landet lukkede ned, og koncerter blev aflyst på stribe. I starten af året havde jeg et mål om at slå de 40 koncerter jeg fik spillet i 2019, og i starten virkede det faktisk nemt overkommeligt. Forårsplanerne var booket med masser af fede koncert-bud, og bla. Med Emma Hørlyck var vi virkelig ved at ramme en “upcomming-bølge”. Oh well…

Men derfor vil jeg også gerne lige skrive dette indlæg for at se tilbage på hvad jeg så har fået opnået i løbet af året, og også for at du kan få et overblik over hvilket musik jeg har været med til. Tit har jeg svært ved at forklare folk i min hverdag hvad jeg egentlig laver af musik, og hvilke projekter jeg egentlig har gang i. Derfor vil jeg gerne samle ti sange, som jeg syntes viser noget af det forskellige jeg laver.

1. The Crisis

I starten af året, fik vi udgivet vores debut-EP med Mirror to the Moon. Det blev indspillet ude ved Mørkværk året før, og mixet i løbet af det næste halve år. Det var en vildt spændene process for mig, da jeg aldrig havde prøvet at være i et professionelt studie, og det tog både meget tid, og meget energi og evner at få lavet det produkt vi gerne ville. Sangene havde i sig selv allerede også blevet skrevet over en lang demokratisk process, hvor vi nogen gange kunne gå så vidt som at have et skænderi over en enkelt 16-del. For eksempel C-stykket i denne sang, var også resultatet af en masse rykken frem og tilbage. Det var en hård process, men når jeg kigger tilbage på det, er jeg virkelig stolt af det færdige resultat vi fik ud af det, og hvor varieret musikken er. Her syntes jeg også Crisis er vildt fedt at lytte tilbage på, da den har en fed tung bas, med følsomme vokaler og et stort sounds-scape univers rundt om.

2. Med Tiden mod mindet med dig

I efteråret 2019 mens vi gik i gang med at lave Emma Hørlycks-debut album, boede jeg i Bryrup og havde mange aftener hvor jeg ikke ligefrem lavede særlig meget. En af dem sad jeg så og tænkte på, at jeg syntes det var vildt ærgerligt hvis albummet kun skulle lyde som et band-album, og vi ikke kunne tage flere midler i brug for at skabe den lyd der bedst understøttede hendes musik. Jeg var meget inspireret af bla. Johnny Greenwood fra Radiohead, der selv skrev stryger- og blæserarrangementer til deres musik. Så jeg ringede til Emma og sagde, at det ville jeg nu gøre, og så gik jeg egentlig bare i gang. Det var en process med mange svær skridt da man selvfølgelig skulle finde musikere, og finde ud af hvilke arrangementer der passede til hvilke sange. Men når jeg ser tilbage på det, var det også vanvittig fedt. Hele dage med instrumentalister i min lejlighed, og så den sidste store slutdag, hvor top-dygtige musikere stod i Århus Symfonisal og indspillede roller jeg havde skrevet på min mac i min seng. Vanvittigt.

Jeg har altid været meget åben over for Emma om, at jeg syntes Med tiden er den bedste sang hun har skrevet. Nok meget fordi jeg stadig ikke helt forstår hvad teksten handler om, men at lyden af de ord, med den melodi, og de Interstellar-agtige akkorder bare vækker rigtig mange følelser i mig. Derfor var det også vigtigt for mig at det var den sang hvor mit arrangement var aller-fedest. Og den fik da bestemt heller ikke for lidt. Celloer, violiner, fløjte, saxofoner sat gennem radio-filtre, bue på el-bas, og de kollapsende trompeter mod slutningen af sangen. Men jeg er virkelig stolt at resultatet, og hvordan sangen bare gror og gror, indtil elementerne til sidst kollapser og efterlade dig alene med Emma’s smukke og skrøbelige stemme.

3. I Can’t

Så kommer den første af en af de sange, der ikke er lavet ind i nogen særlig sammenhæng. Men jeg har tit bare lavet musik sammen med tilfældige af mine venner, fordi det også er vigtigt for mig , at huske at lave noget musik, som jeg kun laver for at lave det, uden nogen særlige planer for hvordan og hvornår det skal udgives. Der havde jeg helt tilbage i start-Januar en weekend med nogle af mine gutter, hvor vi fik lavet denne mærkelige, mærkelige sang. Meget inspireret af When Saints go machine’s album So Deep, lavede jeg først musikken til, så skrev Mads en tekst inspireret ud fra de ideer musikken skabte. Han tog så et vokal-take, vi tog det måske om en enkelt gang eller to, men så sad jeg resten af tiden bare og legede med Vocoder effekten, og ændrede melodierne på det han sang, satte nogle harmonier på og så videre. Jeg vender stadig ofte tilbage til sangen, fordi jeg syntes dens billedeskabende univers, og løse lidt digte-agtige form siger mig noget. Så gå da lige ind og lyt til den, hvis du ikke har fået det gjort.

4. Fuld Kontrol

I Februar kort inden alting gik galt, nåede vi at komme i studiet og indspille med Downtown July. Hold kæft hvor er jeg egentlig glad for at vi nåede det. Det var hos en hyggelig mand der hed Jesper, og som havde en utrolig fed tilgang til indspilningsprocessen. Det vigtigste var at fange lyden af et sammenspillet band, og derfor indspillede vi instrumenterne live, hvor kun vores trommeslager, David, havde metronom i ørerne. Da vi så kom til mixingen var der en masser rod frem og tilbage med hvordan man bedst fangede den dynamiske live-lyd. Lang historie kort, endte det med at jeg, efter flere selvtillids kriser, og hjælp fra Hans Lagoni (Som bestemt skal nævnes for at have reddet rigtig meget af min musik i år) selv mixede den, og dermed var det en stor milepæl for mig, da det var første gang jeg udgav noget på Spotify og over det hele, som jeg selv havde mixet. Jeg havde simpelthen ikke troet på at jeg kunne gøre et godt nok arbejde til, at det ville være værd at lytte på. Men fra fuld kontrol og frem, har jeg stået for at mixe utrolig meget af det musik jeg har udgivet. 

5. Adam

Som Corona-tiden skød i gang begyndte jeg at blive alvorligt rastløs. Jeg var lige flyttet ud af min lejlighed og hjem til mine forældre igen, og med en begrænset mængde af ting man kunne lave, anede jeg ikke hvad jeg skulle tage mig til. Så jeg tog i sommerhus med mine kammerater Jonas og David, og begyndte at lave en masse musik, endnu engang uden et specielt behov for at bruge det til noget specifikt. Musikken skulle laves bare for at lave musik. Jeg har i Gemini’s instagram detaljeret en masse om Adam’s tilblivelses-process, så hvis du er interesseret kan du læse med der. Sangen kan endnu engang beskrives som noget af en milepæl, da jeg også producerede og mixede sangen selv. Det var derfor også kæmpe-stort da Good Because Danish skrev et indlæg om sangen, og roste den så meget, også for netop arrangementet og produktionen. Gemini Inc er gået hen og blevet et virkelig vildt projekt og vores album er nu færdigt og kommer ud til Januar. Shit jeg glæder mig. Vi var rimeligt enige om at Adam skulle være første sang vi udgav, da den trods den atmosfæriske produktion og lidt syrede ideer, også havde noget ekstremt catchy over sig. Men følg med i Gemini, jeg syntes selv det er noget af det mest spændende i verden at vi skal udgive det album. Men selvfølgelig gør jeg også det.

6. Kan ik

Jeg har altid været utroligt glad for at bruge min tid på at lave beats. Beats i alle stilarter også, og særligt at sample ting. Uf, jeg elsker at sample ting. Bare gå til min soundcloud for at høre det. I starten af højskolen fik jeg lavet dette beat. Det var en lidt specielt rytmik jeg bare havde gået og haft i kroppen over flere dage, så da jeg så fik den indspillet, fik jeg hurtigt lavet arrangement omkring den. Jeg valgte at eksperimentere med at bruge min egen stemme og så pitche den ned, så det lød som en eller anden person jeg ikke helt kendte. Skal måske også indrømme at jeg da prøvede at lave et rap-vers selv. Det blev et rimelig dårligt vers. Så jeg hev fat i Mads, og bad ham skrive noget, og han kom op med noget, som jeg syntes passede perfekt ind. På kort tid, syntes jeg vi fanger følelsen af den dag der, der bare er den helt forkerte dag, og hvor der ikke lige er nogen der skal forstyrre dig. 

7. Walk with me

Noget af det jeg ser meget op til i mine musikalske idoler som Kanye, Vernon eller Damon Albarn, er deres vilde evner til at kombinere lyde der måske ikke lige umiddelbart fungerer sammen. Det syntes jeg selv også er noget af det spændende ved Gemini’s musik, hvor elementer fra alle genre kombineres til at skabe noget, der forhåbentlig er helt nyt. Jeg havde fundet på bas-riffet for lang tid siden, faktisk til en indspilning for Emma Hørlyck. Den sidste aften i vores sommerhus-tur, dykkede Jonas og jeg så ned i at lave et arrangement til Riffet. Rent lyd-teknisk kan det nogen gange være svært at have en sang med et bassriff som dette, da en bas’ “job” er at udfylde de dybe frekvenser. Hvis den ikke gør det, skal der så være noget andet i arrangementet der gør det. Det var sjovt at lege med. Som tidligere nævnt endte sangen også med at blande meget fra forskellige stilarter med Vocoder, lettere jazzede trommer, kortvarige banjo-udbrud og et rap-vers fra selveste MC Jonas. Videoen var også utrolig fed at filme og se blive skabt. Vi havde den dag lige vundet en musikkonkurrence med Mirror to the Moon, så vi var godt glade, og jeg blev nærmest ekstatisk da jeg så hvor godt danserne fangede sangens udtryk, og de forskellige dynamik-skifte i løbet af sangen.

8. Conversations

Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg tit været ret frustreret over min stemmes begrænsede evner. Jeg kan tit føle at jeg har utrolig meget på hjerte som jeg ville udtrykke, hvis jeg bare havde evnerne og teknikken til at kunne gøre det. Men nok også meget på grund af det, er meget af min musikalske karriere endt med at handle om at understøtte andres udtryk. Og det er jeg faktisk utrolig glad for! Men der er da også de aftener hvor jeg ville ønske at jeg bare selv kunne udtrykke noget lige så dybfølt. En dag sad jeg på højskolen og lavede noget house-agtig instrumental som jeg syntes var ret grineren. Bassen kom på, trommerne gav sig selv, og det hele gik utrolig hurtigt for sig. Jeg fandt så på at sample Shiloh Dynasti, da jeg syntes der var et eller andet rigtig skørt over at bruge hende i denne genre af musik. Som det element så udviklede sig, begyndte jeg at trænge til en mandestemme til at akkompagnere hende, lidt ligesom XXXTentacion ofte har gjort. Jeg fandt så ud af at jeg jo egentlig sagtens kunne synge den rolle selv, og begyndte så at lege mere og mere med min stemme ind i den sammenhæng, og udviklede et helt nyt stykke der skulle komme efter techno-stykket. 

Syntes også meget godt sangen fanger mit forhold til sangtekster. Oftest krummer jeg tæer over tekster, der har et tydeligt budskab til dig, eller som bruger alle mulige overbrugte metafor. Faktisk generelt, kan jeg bedst lide tekst hvis den kun giver mig nogle af puslespilsbrikkerne, og så tvinger mig til at regne resten ud selv. Her synes jeg også samplet var spændende at lege med, da det er en utrolig kort sætning, som så alligevel rummer så meget, som kan betyde så meget forskelligt, og endda kan høres forkert på så mange fede måder, som udvider betydningen, at jeg ikke har tænkt mig at skrive hvad det er her. Jeg er utrolig stolt over at have lavet en sang med musikvideo, som en slags “solo-artist” og som på sin egen mærkelige måde, viser hvad der foregår inde i mit mærkelige hoved.

9. For now

Faktisk indspillet for lang tid siden, tilbage i efteråret 2019, var For Now en sang som Lærke og jeg i lang tid gik og havde for os selv, og vores venner. Vi havde ikke som sådan noget særligt projekt vi skulle bruge den til, og havde rigeligt at se til med Downtown July. Men da vi så fik filmet nogle musikvideoer, og fik lavet dem færdige, besluttede vi os for, at både vores sange “For now” og “Better days” skulle deles. Begge sange var skrevet i en vildt nem, fri og decideret hyggelig process, hjemme i min lejlighed i Bryrup, hvor vi bare sad med min mac og kørte derudaf. Fandt på tekst ideer over smøger sammen, legede med at indspille et kæmpe lag af vokaler og jokede med alle mulige åndssvage ting. Så selvom TRZY-projektet ikke er noget vi lige har de største tanker med, ift. Fremtiden, syntes jeg det er vildt fedt at have fået lavet disse to sange, og særligt denne musikvideo, lavet af Anna-Sofie med Louise Vester som danser. At nogen har lavet noget der er så fedt til ens musik, uden at man overhovedet var til stede mens de gjorde det, føles vildt fedt.

10. Et Sted

Og som en lille tidlig julegave, vil jeg også lige dele denne her sang med jer. Den blev lavet på højskolen, og rigtig meget af den har jeg egentlig slet ikke rørt ved. Man kunne næsten sige at jeg kun har spillet på rumklang på denne sang. Men jeg synes virkelig det er en perle. Med Frederiks lækre vokal, flotte tekst og endda hans skrøbeligt smukke trompetspil, indover dejlige guitar-figurer fra Martin, syntes jeg at den her sang kan rigtig rigtig meget. Da jeg hørte den første gang, tænkte jeg bare, at den her skulle jeg være med til at videreudvikle på, på en eller anden måde. Meget har processen har egentlig også bestået i ikke at gøre ting, i og med at jeg ikke havde lyst til at gøre noget der ville skade sangen på nogen måde. Instrumenter blev tilføjet og fjernet igen. Men det er endt med at blive en fantastisk melankolsk og rar dyne man kan lægge sig ind under i en af de mindre fede juletider vi har haft. 

Hvilket år det har været. Alt i alt fik jeg lavet en masse fed musik, og at kunne se tilbage på alle disse vidt forskellige projekter og sange, føles i sandhed virkelig rart. Håber du har nydt at følge med, og at du fortsat vil følge med ind i et nyt år. Jeg lover fed musik en masse, og i hvert fald et album eller to. Eller tolv. Vi får se.

I dag er der 10 år siden Kanye West udgav sit mesterværk, My beautiful dark twisted fantasy. Det var det album der tog mig fra at være musik-interesseret til at blive obsessed. Det er et album der stadig konstant inspirerer hver gang jeg laver musik. Og det er, kun med konkurrence fra OK Computer, et album jeg ville beskrive som mit yndlingsalbum mange dage på året. Jeg elsker den ekstremt dybe produktion, Kanyes uendeligt catchy vers, og hans geniale brug af features. Meget er allerede blevet sagt om dette album, og hvordan Kanye indtog en rolle som organisator af en lang liste kunstnere og producere. Af min viden, er det stadig eneste gang Bon Iver og Nicki Minaj har været med på samme sang. Eller Elton John og Fergie. John Legend og Chris Rock. Meget godt er dog allerede blevet sagt om dette aspekt af albummet. Faktisk er der allerede sagt så meget om dette album, at det kan være lidt svært overhovedet at finde en original indgang til albummet. Dog tror jeg alligevel lidt jeg har noget nyt at sige om det. En ny vinkel på det. Nemlig Kanye’s brug af hans naturlige sangstemme.

 

• Overordnet ville man kunne sige at albummets hovedtema er Kanye selv. Og om Kanye er en god mand, eller en grim mand. Det er lige der i titlen med “Beautiful dark twisted”. Kanye sætter konstant kontrasten mellem det smukke og det grimme op på albummet. På åbningsnummeret får vi et euforisk kor fra Justin Vernon og Teyana Taylor. Så skifter vi over til et totalt old-school hip-hop beat, Kanye uh-grynt og vers om at få “so much head, i woke up in sleepy hollow”. Den smukke “Blame Game”, ender med et rimelig frastødende comedy-bit fra Chris Rock. Kanye spiller konstant med rollen som det “monster” (pun intended) han på særligt dette tidspunkt blev set som i medierne. Jeg har altid lidt hadet når anmeldere fik vinklet albummet til udelukkende at være et svar på Taylor Swift-episoden, som skete lige forinden albummets tilblivelse. For jeg tror der er meget mere på spil, omend reaktionen på denne episode klart var et element i det. Kanye reagerer på det kollektive syn på ham som en egomanisk og lettere sindssyg mand. Til tider vælger han at anerkende den fuldt ud, som på førnævnte “Monster” eller “So Appalled”. Andre gange stiller han dog mere spørgsmålstegn ved den, og prøver under alle elementerne af sjofle linjer og støjende beats, at vise os sin mere menneskelige, skrøbelige side. Og spørge, om der er håb for tilgivelse, eller måske bare genoprettelse for en mand som ham. Og ind i det, syntes jeg det er spændende hvordan Kanye bruger sin naturlige sangstemme.

 

• Albummet kom lige efter 808’s and heartbreak, hvor Kanye (dengang kontroversielt, hvilket virker lidt åndssvagt nu) Skiftede rap ud med autotune-sang. Det blev meget omdiskuteret bla. Med den altid brugte, “Er det ikke bare fordi han ikke kan synge?” Kommentar, som må være autotunes irriterende fætter til familiefesterne. Og lad mig da sige, at jeg ikke tror eller mener Kanye har den bedste sangteknik set nogensinde. Hvad han til gengæld har, er en, i mine ører, naturligt flot klang, og evnen til at udtrykke rigtig meget stemning og følelse med sin stemme. Og særligt hans naturlige stemme. Han havde brugt den et par gange før i sin karriere, som på “Spaceship”. Senere i hans karriere er han også vendt tilbage til at bruge den rigtig meget, og det må siges at være en af de bedre elementer af “Ye” og “Jesus is King”-perioden. Men da han lavede MBDTF kunne man nok godt sige at der var en hvis “Hvorfor prøver han at synge når han ikke kan” stemning i luften.

 

• Og det tror jeg på sin vis er meget relevant ind i tematikken med hvorvidt Kanye er et godt eller grumt menneske. For jeg tror altid evnen til at synge flot, underbevidst har hængt sammen med det at være et “smukt” menneske. Hvis nogen kan levere en sang så smukt, kan de vel umuligt være et dårligt menneske? Det er nok også grunden til at vi har så svært ved at acceptere når sangere som Michael Jackson, pludselig får afsløret en skyggeside. Dermed har vi også en tendens til at bedømme et menneske som “grimt”, når de stiller sig op på en scene og ikke kan synge. Bare tænk på ham/hende der den der aften inde på karaokebaren den aften der. Og det er vel egentlig ret skørt. Sang handler om teknik, om at lære at bruge sin krop og sine muskler rigtigt, så hvilken forbindelse har det egentlig til at have “gode” værdier?

 

 

Og denne opfattelse leger Kanye med. På “Dark Fantasy” slutter han hans andet vers med at synge off-key med en irriterende overbevisning, så man kun kan tænke, at han ville have det skulle lyde præcist sådan. Lidt i samme stil gør han også i sine vers i “All of the Lights”, hvori han også spiller rollen af en far, der er blevet adskilt fra sin datter på grund af sin voldelige adfærd. Han spiller bevidst ind i det narrativ han ser blive skrevet omkring ham. Men på Blame Game er der så et øjeblik, som må være en af mine absolut yndlings på albummet. John Legend har sunget sangens omkvæddet. Mod sangens slutning får vi så først et digt reciteret fra internet-poeten Chloe Mitchell, hvorefter Kanye så selv begiver sig ud i at synge omkvædet, efterfulgt af et freestyle-agtigt “I can’t love you this much”. Det er ikke helt rent, og ville være svært at beskrive som skønsang. Men det er i en helt anden kontekst end før, og man får derfor også et andet indtryk af det. Som en ven, der gerne vil vise en en sang de har skrevet, men ikke lige helt har den bedste sang-teknik og ikke helt kan huske hvordan melodien går. Det er skrøbeligt, og på en måde meget intimt. Det er lyden af en uperfekt mand, der bare beder dig om at forstå hvor han kommer fra.

• Albummets hovedværk og, efter min mening, bedste sang må siges at være Runaway. Alle de temaer jeg snakker om er lige i dit hoved her. Kanye toaster for alle “Douchebags, Assholes” og synger om at sende Dick-pics. Pusha T rapper et vers, som Kanye skulle have bedt ham omskrive fire gange fordi det ikke var “asshole” nok. Umiddelbart fejrer Kanye hvilket røvhul han er. Men så gemmer de skrøbelige sider sig også. Både i sangens refrain “Run away fast af you can”. Kanye anerkender hvem han er, og erkender at det bedste for hans partner ville være, bare at holde sig langt væk fra ham. Og så lige efter Pusha’s egocentrerede og temmeligt sexistiske vers, kommer Kanye så med dette:

 

“Never was much of a romantic

I could never take the intimacy

And I know I did damage

Cause the look in your eyes is killing me”

 

• Da jeg vendte tilbage til at høre sangen, blev jeg faktisk overrasket over hvor meget Kanye bruger sin naturlige sangstemme. Nogle gange gør han den stadig bevidst grim, som når han synger om førnævnte dick-pics. Andre gange prøver han at frasere som en anden soul-sanger, men igen holdt tilbage af sin begrænsede sangteknik. Alligevel udtrykker det dog tydeligt det rigtige. Og så er der sangens slutning. Kanye bruger autotune nær så ofte som på hans tidligere “808’s and heartbreak” album. Faktisk gør han det stort set kun to gang. Jeg mener desværre ikke der er det store at fortolke i det i “Hell of a life”, generelt den sang på albummet jeg stadig kan have sværest ved at fortolke på. Men på Runaway er det et genialt øjeblik.

 

• Det skal siges at det dog ikke bare er autotune. Der er blevet sat en heftig mængde distortion på, så hans stemme nærmest lyder som en guitar-solo. Det siger nok om hvordan albummet skubbede til hip-hop genren, at dens vigtigste sang slutter med en tre-minutters autotune-solo. Men i sangens kontekst, og særligt set med fokus på tematikken om Kanyes godhed, er det et ekstremt rørende øjeblik. Jeg skal da ikke udelukke at jeg har grædt til det før. Hver vejrtrækning er super-kraftig, og desperation i hans stemme er klar. Under alle lagene af distortion kan man høre ham forsøge at få ordene frem, men de bliver oftest kvalt i mumlen og distortion. Han prøver desperat at udtrykke sig, men bliver holdt igen af ham selv, og de omgivelser der er omkring ham. Nogle gange nærmest skriger han på hjælp, men det virker nyttesløst. Og så er det alligevel som om sangen konkluderer, bare gennem måden melodien slutter på, at han finder en form for fred i ikke at kunne kommunikere ordentligt. I at han må acceptere hvem han er, og hvem han bliver set som. Ikke en fuldt ud tilfreds konklusion, men en bittersød accept, og skål til alle røvhullerne.

 

• Men det er bare min tolkning af det. Jeg har før skrevet et andet indlæg om at jeg ikke tror Kanye selv tolker så meget på det han laver. At han egentlig bare kreerer ud fra sin underbevidsthed, og så gør det med sådan en åbenhed at det bliver utrolig spændende at tolke på. Men hvis du endnu ikke har hørt albummet, vil jeg simpelt nok anbefale dig at gøre det. Det er et af den slags album der skal opleves fra start til slut. Fordyb dig i den uendeligt komplekse produktion, de mange smukke øjeblikke, de mange virkelig mærkelige album og måske også lige bemærk tematikkerne på albummet. Jeg syntes i hvert fald det er det værd!

Jeg har jo egentlig godt kunnet lide Phlake i et stykke tid, på trods af at jeg bestemt ikke var den første til at hoppe med på vognen. Da de udgav “Pregnant” tilbage i 2016, havde jeg lidt for travlt med at gå på efterskole og være for god til Pop, og derudover syntes jeg ikke rigtig teksten lige hverken var særlig charmerende eller særligt sjov. Det var en dårlig start på mit forhold til dem. Men allerede med slash hours albummet, blev det meget bedre, og da de i 2017 udgav albummet “Weird Invitations” blev det en helt del bedre. Særligt sangen “Gazette” og dens flotte produktion tiltalte mig. Som single-forløbet til deres nyeste album “T.I.D.O.Y.S (The illegal download of your soul)” gik i gang, blev jeg også bare mere og mere imponeret over hvad de havde at byde på. En af grundene til at jeg blev det, var det feature de havde valgt at alliere sig med, Mercedes the Virus, som jeg syntes havde en vildt fed stil, og en meget original måde at synge på. Jeg var dog godt og grundigt forvirret over, hvorfor jeg ikke kunne finde flere informationer om hende, eller noget som helst andet musik hun havde lavet.

 

Med udgivelsen af det nye album, fik jeg, og mange andre så svaret, som nogen allerede havde smågættet på. Mercedes er sket ikke en separat artist, men er i virkeligheden bare Mads’ stemme, puttet gennem en effekt. Den slags “plot-twist” sammen med en udgivelse er rigtig guf på et sølvfad for anmeldere, der enten kan prise innovationen, eller fyre den klassiske “men det er slet ikke det folks fokus burde være på”-move. Det er selvfølgelig altid sjovt at være ham hipsteren, der kan pointere at folk kun lægger mærke til det store publicity stunt. I dette tilfælde vil jeg dog erklære mig uenig med Soundvenue, og konstatere at Mercedes-twistet ER det mest relevante ved Phlakes nye album.

 

Lad mig starte med at sige, at jeg syntes “T.I.D.O.Y.S” er et fuldstændig fremragende album. Den slags album der kan gøre mig lidt pinlig over, at jeg ikke har taget Phlake mere seriøst før nu, og den slags album, hvor det kan virke praktisk talt umuligt at skulle udvælge højdepunkter, da gennemsnitsniveauet bare er alt for højt. Produktionen er vanvittig, som når Phlake blander Spansk guitar med vocoder på den geniale “Aliens need love too”, eller på “URLswhere” der flyder over i pop-lækkerhed med dens synths, koklokker og mest af alt: Baaaaaaaaaaas. De leger med en masse forskellige elementer, og træder længere ud i samtlige retninger end før, samtidig med at lyden føles utrolig samlet. De har altid været den perfekte P3 kunstner med deres Moody stil, og endnu engang skuffer de bestemt ikke. 

 

Men som tidligere sagt, er Mercedes et helt essentielt element af albummet. Og jeg er rigtig glad for at de valgte at afsløre hendes identitet på den måde, de gjorde. For det fik i hvert fald mig til bare at tage hende seriøst som et reelt menneske, der kunne synge duetter om konflikter med Mads. Det fremmede illusionen om hendes “ægthed”, som for mig er en helt essentiel del af albummet. Phlake gør nemlig utrolig meget arbejde for at give hende mindst lige så uddybede motiver som Mads selv, som når hun på “Breathe U In” holder en længere monolog om hvor frustreret hun er på Mads. Eller når hun fremtræder selvsikker med sin rap på “Waited all summer”, og så samtidig helt sammenkoblet skrøbelig på “I Could”. På det lyriske plan bliver det også ekstremt nørdet på en sang som “Silly Dancer”, hvor hun direkte adresserer at hun er en skabelse af drengene, med linjerne “I’m a fantastic mistake. Your serendipity in the flesh” og derefter fortsætter ud i en variation af Mads’ omkvæd sunget med en overbevisende smerte:

 

“I’m your silly dancer

I’m doing this silly dance

For your entertainment

But you don’t even care”

 

Det er på en måde meget sci-fi agtigt, hvordan hun bevidst skal fremstå som en form for kunstig intelligens. At hun ikke engang fremstår som et menneske, men som en karakter, der bevidst om, at hun bare er en computer-skabning. Sammen med sangtekster der refererer “Aliens” og andre sci-fi begreber, leder det let tankerne hen på kunstig intelligens. En klassisk tematik i sci-fi og ift. Kunstig intelligens er, hvorvidt en robots følelser ville være mindre “virkelige” end et menneskes, da begge to jo bare af programmeringer på hver sin vis. Det samme gælder på en måde for dette album. Hvorfor skulle Mercedes følelser og motiver være mindre ægte end Mads’. Når man skriver sange, skriver man fra eget perspektiv, men alligevel altid på en modificeret vis. Så på sin vis, er hun i albummet isolerede univers, vel lige så ægte som Mads? Jeg er normalt ikke typen der skal kritisere anmeldelser, hver mand sin smag, men når soundvenue i sin anmeldelse skriver, at de ikke helt ved hvad det er Phlake vil udtrykke, vil jeg mene at det er netop dette, og at de nok bare lige skulle have givet albummet et par lyt til, og lidt mere refleksion. Tematikkerne gemmer sig diskret ganske enkelt i, hvor ægte Mercedes og Mads’ duetter føles.

Som en fodnote, er det også virkelig imponerende, hvor konsekvent de sælger illusionen i løbet af albummet, bare fra et rent teknisk perspektiv. Man ville kunne frygte, at det ville blive for tydeligt at det bare er Mads, “forklædt”, og hvis det var mig der havde lavet det, ville jeg f.eks. måske ikke turde lade dem synge på samme tidspunkt, som de f.eks. gør på “My Feature” ud af frygt for at det ville bryde illusionen. Men Phlake lader Mercedes synge, med al overbevisning om at man som lytter køber hende som en separat karakter. Og det gør man også. Det skifter hvor maskinel hun lyder, og på en sang som “URLswhere” er hun nærmest skræmmende overbevisende, til det punkt hvor jeg ikke er overbevist om at de ikke har haft en eller anden “rigtig” kvinde til at dubbe hende. 

 

Alt I alt, er det en innovation, der fortjener at man tager hatten af. Ikke mindst fordi de har gjort alt deres hjemmearbejde for at karakteren Mercedes både rent teknisk, og særligt lyrisk giver et ekstra lag til albummet, og hjælper dem med at udforske spændvidden mellem kunstigheden og menneskeligheden, på en måde som ganske enkelt ikke er blevet gjort før. Det er en imponerende tematik at fylde et pop-album med, som samtidig skal kunne spilles på P3, og at drengene slipper afsted med det, er grunden til at jeg syntes Phlake har sat en standard for album-oplevelsen i 2020, som jeg tror bliver svær for andre artister at skulle slå.