Jeg er kristen. Jeg er også kæmpe Kanye West fan. Derfor burde det glæde mig utroligt meget, når han udgiver et album der hedder Jesus is King. Meget af min kristne omgangskreds har netop haft den reaktion, at det er for sindssygt fedt at Kanye endelig er fuldt ud på “vores side”. Men som en alt for dedikeret fan, der har brugt lidt for meget af mit liv på at følge med i

Kanyes, er der en masse ting ved det der forstyrrer mig. Det har altid været en hobby for mig at se Kanye interviews, da den mand oftest når at sige utroligt meget på en time. Utrolig meget interessant og udfordrende, og utroligt meget virkelig dumt. Men op til Jesus is King udgivelsen, vil jeg faktisk sige, at jeg syntes jeg har hørt ham sige mere dumt, end jeg ellers syntes han plejer.

Særligt har hans omtalen af hans tidligere musik forstyrret mig meget. For han har omtalt albums som Yeezus og Life of Pablo, som nærmest at være djævlens værker. Og dette skulle også umiddelbart være logisk. Jeg havde selv den holdning til særligt Yeezus i lang tid, at det var et værre misfire i Kanyes diskografi, og at det var ubrugeligt for mig at høre Kanye lave sange som “I Am a God” eller “I’m in it”. Det var ikke musik, jeg egentlig havde lyst til at lytte til. Men så opdagede jeg podcastet “Watching the Throne”, et podcast som er dedikeret til at analysere Kanyes musik, og det fik mig til at få øjnene op for nye lag i Yeezus. Podcastet går ud fra den antagelse, at Kanyes sange ofte ikke er skrevet fra hans eget perspektiv, men er skrevet fra karikaturer af hans egen persona, så sange som “I’m in it” f.eks. bliver til en udforskning af, hvordan det ville se ud, hvis hans “Id”, tog fuldkommen over. “I Am a God” Virker ved første lyt til at være ubærlig arrogant, men hvorfor slutter en Brag-rap sang, som den gør? Med lyden af fodskridt der kommer mod en, mens Kanye panisk hiver efter vejret og skriger. Fordi det ikke bare er en simpel brag-sang, men en udforskning af hvordan hans frygt for at blive udryddet af et racistisk medie-billede, får ham til at prøve at “puffe sig selv op” og virke mere macho end han egentlig er. Albummet, der hele vejen igennem ser Kanye vende sig mod meningsløs sex, slutter også med Bound 2, der har fokus på hans potentielle redning, i form af Kim Kardashian. Det føltes fuldstændigt oprigtigt, og peger mod et niveau af dybtfølt kærlighed for et andet menneske, som mange af dem, der kritiserer hans forhold til en så omtalt reality-stjerne ikke lige ville forstå.

Det er et vidunderligt narrativ, og som from kristen knægt, ville jeg end ikke have lyst til at censurere en eneste detalje, end ikke orgasme-lydende der bliver brugt så offensivt i “I’m in it”. For ligesom med alt andet, hjælper mørket med at klargøre lyset. Det faktum, at han på ingen måde holder igen med at detaljere den afgrund han som celebrity nemt kan komme til at leve i, gør, at ideen om at han kunne frelses fra den rammer så meget hårdere. Det er det samme koncept på Life of Pablo, som sætter gospelsangen “Ultralight Beam” op mod linjer om “bleached assholes” allerede en sang efter på albummet. Med Life of Pablo, har det altid interesseret mig, at nogen ser albummet som et bevidst “kontrolleret” indblik i hans rodede sind, og alle de selvmodsigelser det indeholder, mens andre ser det som ganske enkelt være et selvmodsigende, rodet album. Hele vejen igennem er det dog endnu engang fyldt med bønfaldelser til Gud om, at han må se hans rodede liv og redde ham ud af det, særligt på sange som Saint Pablo.

Jeg nåede i månederne op mod udgivelsen af Jesus is King at forelske mig ret fuldkomment i Watching the Thrones fortolkninger af Kanyes musik, og det flyttede Yeezus til at være et misfire, til at være nok Kanyes andenbedste album for mig.

Desværre, virker det bare ikke længere til at Kanye selv ser de dybder i de albums. Når han nu omtaler Yeezus-perioden i interviews, siger han, at han dengang var “Styret af djævlen”, og han har udtalt at han nu ikke længere vil performe de sange som vi kender dem, da han kun vil spille musik der “gør guds rige større”. Og det sårer mig faktisk lidt, da jeg som kristen, der, ligesom ALLE, kæmper med lyster og fristelser, virkelig værdsatte at denne kamp blev portrætteret så kompromisløst, og forfriskende detaljeret.

Kanye kan ofte blive centrum i debatten, om hvorvidt man kan adskille kunsten fra kunstneren selv. Jeg har altid syntes det var lidt sjovt, da han aldrig selv prøvede på det. Hans musik har altid været centreret omkring kunstneren, altså ham selv, og derfor har jeg ikke kunnet se, hvorfor folk havde brug for at skille de to ting fra hinanden. Ja, han gjorde mange røvhuls-agtige ting, men hans musik handlede også om at udforske skellet mellem røvhullet og det gode menneske indeni ham. Men på det seneste har jeg selv haft brug for at kunne adskille kunsten fra kunstneren. For jeg vil så gerne, at Watching the Thrones fortolkninger er “rigtige”.

Og det kan så lede videre til et andet klassisk kunst-spørgsmål, det som jeg også har opkaldt dette indlæg efter. For hvem bestemmer hvad der er den rigtige fortolkning af et stykke kunst. Er det fuldstændig op til hvert enkelt individ at fortolke hvad et stykke siger ham, eller har kunstnerens intention en slags altafgørende magt over, hvordan stykket skal fortolkes. Det er et interessant spørgsmål, og et man kan have mange forskellige indgangsvinkler til. For mig er det yderst interessant, når det virker til at der i musikken opstår et lag, som kunstneren ikke selv intentionelt havde placeret der. Det var netop det emne, som nok på mange måder fik overtaget og fejlstyret min SRP, da det var det jeg pludselig fik lyst til at diskutere, selvom det ikke var det min opgave originalt handlede om. Derfor prøver jeg nok lidt på at gøre op for det, ved nu at prøve at fuldende mine tanker ved emnet.

Med min SRP, var emnet OK Computer, et album som, sammen med Kanyes udiskuterbart bedste album, My Beautiful Dark Twisted Fantasy, nok godt kunne betegnes som et slags “yndlings-album” for mig. Det der pludselige pirrede min interesse, mens jeg læste om albummet var, hvordan bandet selv havde en konstant trang til at underspille folks fortolkninger af albummet, og hvordan de oftest var helt forskudt fra de fortolkninger, folk havde af albummet. Op til udgivelsen af albummet, snakkede bandet om at have lavet et gladere album (hmm) og at de ikke havde en interesse i at lave et album som The Bends, der var baseret på Thom Yorkes personlige følelser (Hmmm). Thom Yorke insisterede i flere interviews på at de angstfyldte sange ikke på nogen måde skulle afspejle ham selv, men “kun” var karakterer. Nu er det jo ikke for at calle bullshit på den fortolkning. Men jeg har set Meeting People is Easy…

Det er derfor utroligt fascinerende for mig, at Radiohead formåede at leve en af de mest intense, og intime beskrivelser af angst og paranoia, jeg har oplevet, samtidig med at de ikke selv mente det var det de havde gang i. Det virkede faktisk til at der i mange år var en slagt jagt for Thom Yorke efter at skulle skjule sine følelsesmæssige ustabilitet i musikken, ved at gøre teksterne mere og mere abstrakte og fantasy-baserede, som f.eks. på Kid A, hvor sætningerne stopper med at give “traditionel mening”. Men det var nærmest som om, at angsten kun flød mere og mere op mod overfladen, jo mere Thom Yorke prøvede at skubbe den ned. Det tegner et billede af en kunstner, der på ingen måde er i reel kontrol af sin egen kunst, men i stedet for sidder fordrukkent bag rattet, og tilfældigvis rammer ind i at skabe utrolig smuk kunst, der indeholder et niveau af selvindsigt og kompromisløshed, der aldrig kunne være opstået “bevidst”. Den ide kan jeg rigtig godt lide.

Der tror jeg, jeg slutter for nu. Det er en masse tanker jeg lige har haft brug for at klatte op på en væg. Så må jeg lige se hvordan tankerne udvikler sig i de kommende uger, og om jeg får svar på, hvad dælen mit forhold nu skal være til albums som Yeezus.

Når man laver en liste over de “bedste sange” af 2019, og særligt når man laver den LIGE efter året er slut, er det på mange måder nok uundgåeligt, at man efterfølgende kommer til at opdage en sang og tænke “damn”, den skulle jeg have haft med på. Selv året 2020 er stadig ret ungt, og der er derfor stadig sikkert masser af guldklumpe fra 2019, jeg endnu ikke har opdaget, men hvis der er en sang, jeg bider mig selv lidt i tungen over, at jeg ikke fik med, er det nok denne.

Jeg kendte egentlig godt sangen da jeg lavede listen, og var også rimelig glad for den. Men som ugerne er gået, har sangen langsomt åbenbaret sig til at være et klassisk eksempel på en “grower”, altså den slags sang, der måske ikke blæser en omkuld til at starte med, men som langsomt bare gror mere og mere ind under huden på en.

Helt præcis hvad der skaber en “grower”, kan være sjovt at tænke over. For mig er det nok typisk sange som Phlakes “The Rascal”, sange der er rimelig low-key hele vejen igennem, uden noget element der virkelig står ud som “vildt”, men som gemmer på en enormt præcist indkapsling af en specifik følelse. Ellers er det sange som Bjorks “Hyperballad” sange som umiddelbart har rigtig mange mærkelige elementer, men som bare har et element, et hook, f.eks. som hæfter sig fast i hukommelsen, og langsomt opbygger en interesse i at dykke ned i resten af sangen.

I Gretels tilfælde er det nok på mange måder en blanding. Sangen har masser af riffs, der lige præcis formår at være for low-key til at man første gang hæfter sig fast på dem, men som langsomt sætter sig fast. Derudover har den en dælens mærkelig form, alt sammen centreret omkring et nærmest hjemsøgende hook.

I gymnasiet, var den del af musikanalyse, som altid føltes mest tung og unødvendig, for mig i hvert fald, nok formanalysen. Det interesserede mig sjældent særlig meget, om der lige var to vers inden omkvædet, eller om det var pop-form eller udvidet pop-form, der var tale om. Ift. Gretel, er det dog nok noget af det mest essentielle. Hvis man skulle forsøge at skrive den uortodokse form ned ville det nok se noget alla sådan her ud:

Gretel bygger, måske selvsagt, på den klassiske fortælling om  Hans og Grethe. Den er dog et lille twist på fortællingen, for hvor Grethe formåede at redde både hende selv og hendes bror i den klassiske fortælling, var hendes bror knap så heldig i sangens version. Og derfor sidder Grethe nu, mange år senere, og tænker tilbage på denne tragiske hændelse, fyldt med skam, både over at have ladet grådigheden overtale hende til overhovedet at have besøgt heksens hus, men særligt over ikke at have reddet sin bror. Symbolikken giver på mange måder måske sig selv; Ideen om barndomshændelsen, der sætter spor på resten af livet, men som man samtidig kæmper for at fortrænge med det simple mantra: “Nobody’s gonna push me off track”, altså, intet skal skubbe mig af det spor jeg er på her i livet, særligt ikke det jeg selv gemmer på inderst inde.

Da jeg første gang forstod dette, var der med det samme en tanke, der ramte mig; “Er det ikke lidt dumt skrevet?”. Jeg forstod ganske enkelt ikke, hvorfor det skulle være nødvendigt, at bruge en eventyr-historie, for så at skrive den om, i stedet for bare at beskrive den følelse man ville beskrive fra starten af. Hvorfor ikke lade sangen være baseret på noget mere jord-nært i stedet for at skulle forestille sig en version af Grethe med PTSD, over en beslutning hun aldrig tog i den historie alle kender hende for. Men så ramte det mig, og det var nok dette element der gav mig lyst til at skrive om denne sang.

Nøj, hvor findes der meget musik der handler om at huske tilbage på minder. Nogen gange kan man føle sig helt syg af den mængde pop der udelukkende handler “back in those days”. Det er på mange måder et utroligt udtømt emne. Men hvis der er en ting, jeg virkelig værdsætter, er det når en kunstner kan fange ikke bare følelsen af at huske tilbage på minder, men hvordan selve den process overhovedet fungerer og føles. Det er måske lidt en broget sætning, men;

Det er videnskabeligt bevist, at vi konstant rekonstruerer vores egne minder, konstant twister dem efter hvad vi har brug for de siger om vores nuværende situation. Som vi bliver ældre, bliver vores minder om barndommen langsomt lysere og lysere, vi fylder en følelse af at der ingen problemer var ind, ganske enkelt fordi vi ikke kan huske hvor problematisk og endegyldigt det var for os, ikke at måtte få det ekstra stykke kage der. I tilfælde af PTSD, ændrer vi endda nogen gange de originale minder radikalt, i et forsøg på at gøre dem til noget, vi kan leve med. Da jeg sidste år arbejdede på et Alkoholiker-hjem, oplevede jeg mange “løgner-historier”, som beboerne ganske trist skabte for, at gøre eksistensen mere til at holde ud.

I den forståelse giver det utrolig god mening, at Alex vælger at bruge et eventyr, da eventyr allerede har en stærk forbindelse med barndommen. Måske, i hans version af historien, var der slet ikke noget slik-hus, måske er det bare en detalje, der er blevet sat ind flere år senere, for at dække over hvad det i virkeligheden var Hans og Grethe fandt. Denne sans for en upålidelig fortæller, giver det hele et meget mere syret twist, og understøtter fantastisk de dystre, lettere disharmoniske guitarer.

Det er nok også forklaringen bag, at det har hjemsøgt mig så særligt, at det smukke omkvæd kun kommer en gang, og kun i midten af sangen, hvorefter sangen retningsløst vandrer rundt derfra. Vi er i en upålidelig tankestrøm, der angstfyldt og paranoidt kæmper for at fortrænge de dystre minder fra barndommen, samtidig med at fortælleren kæmper for at bevare sin sanitet, og på et tidspunkt nærmest beder “daddy don’t let em put me down”. Pludselig midt i det hele, hopper al den rodede instrumentation og de manipulerede stemmer så ud, for at give os “the moment of clarity”, hvor vi bare kommer helt ind på Gretel, der ganske enkelt synger “I don’t wanna go back”. Den akustiske guitar er jordnær, og Alex’s stemme ærlig og oprigtig. Vi er inde ved kernen af følelsen, og der er noget nærmest bekræftende over at kunne gentage det mål-sikre statement.

Til sidst skal det selvfølgelig også lige nævnes, at sangens form er lettere Palindromisk, altså at den anden halvdel af sangen, er den første halvdel, bare baglæns. Dette kunne man sikkert også dykke virkelig fedt ned i. For mig hjælper det mest af alt med at give en følelse af at historien er sat i en ramme-fortælling, en ramme-fortælling som ganske vist starter og slutter med en forskruet version af omkvædet, hvilket igen hjælper med følelsen af at vi oplever historien, som den bliver husket, ikke som den nødvendigvis skete.

Hvis du virkelig lige har læst alt dette, takker jeg dig inderligt! Det er ikke ligefrem den slags indlæg, som umiddelbart skaber en forskel, eller som udfordrer dig til en eller anden ny livstil eller kur eller et eller andet. Men derimod indkapsler det meget fint hvad jeg ved med denne blog, finde noget kunst (for mig oftest musik) som jeg syntes er fantastisk, og så dykke ned i at dele med dig, hvorfor jeg syntes det er fantastisk.

Jeg har altid haft lidt et sjovt forhold til Jacob Collier. Manden er utvivlsomt helt absurd musikalsk talentfuld. Sådan, helt absurd, til det punkt hvor han knuser alt ens ego og selvsikkerhed. Potentielt nok blandt en top ti mest talentfulde musikere nogensinde, hvis man nu skulle overskue at lave sådan en. Og helt hvordan han er nået hertil er lidt af et mysterium. Hvor meget er medfødt talent, hvor meget er bare virkelig god arbejdsmoral? Som aspirerende musiker, der hele tiden prøver at lære mere, er han både utroligt inspirerende, og utroligt provokerende. Ideen om at nogen bare kan være født med de evner han har, og at du aldrig vil kunne gøre noget for selv at nå dertil. Og det ville nok være noget man altid kunne debattere. Det hjælper ikke at det for ham altid har en kæmpe legende lethed. Det er ligesom bare noget han lige gør at lave de vildeste tone- og taktartsskift, akkompagneret af kæmpe orkestrale arrangementer, overdådige harmonier og sprøde soloer på alt fra trommer til bas til klaver. Det hele er bare sjovt for ham, og oftest vil han da også gerne indbyde sit publikum til at være med i hans leg, som om de på nogen måde kan følge med.

I lang tid ville jeg gå rundt og ikke rigtig gide dykke ned i ham, da jeg mere så ham som noget for musik-snobbede venner. Mit argument ville typisk være, at alt dette talent ikke bød ud i gode sange. Den påstand har selvfølgelig altid bare haft det lille problem, at det er en løgn. For som Djesse Vol. 2 i dette år virkelig åbnede mine øjne op for, er han i sandheden også en stor sangskriver. På mange måder bærer albummet også præg af en lidt mere rolig sangskrivning end mange af hans tidligere værker, men ved nærmere gennemlytninger, har jeg egentlig fundet, at han altid har været utroligt god til at blande de musikalske eksperimenter ind i sangene på en måde hvor de understøtter dem virkelig flot.

En af mine venner bliver oftest irriteret på ham, og kommer typisk med udråb som “hvorfor behøver han at lave det der harmonikskift der” eller “det er jo ikke nødvendigt for sangen”. Men det syntes jeg egentlig mister utrolig meget hvad ånden af alt hans musik er. For hele Jacobs kunstneriske udtryk, virker til for mig, altid at have handlet om at male et billede af en uendelig stor verden, med uendeligt mange muligheder, og hvor der altid venter endnu et eventyr på dig. Og på den måde giver det utrolig god mening, at han også ser og bearbejder musikken på denne måde, som en verden, hvor alt er muligt. Ja, man kan skrive utroligt fede sange uden at lave alle de “tricks” han typisk fylder sine sange op med. Men man kan også skrive utroligt fede sange med dem. Og når han kan, hvilket man jo nok også må indrømme, at der er meget få andre der kan i samme grad, kan jeg godt forstå, at man bare slet ikke kan lade være.

Men.

Samtidig har han også altid været “derovre”. Han har altid føltes som noget musik, som var utrolig spændene at lytte til, og som kunne inspirere ens hverdag og løfte den lidt op. Men hans musik er samtidig aldrig rigtig blevet personligt for mig. Det siger utrolig meget, at jeg foretrækker Frank Oceans cover af “Moon River” på trods af at Jacobs teknisk set er en langt større musikalsk præstation. 800 spor inde i hans Logic-fil, rent og skær A cappella og på tværs af flere tonearter, og endda skubber kammertonen rundt, og alt det besvær opnår stadig aldrig at fascinere mig på samme måde som måden hvorpå Frank synger “Chasing after our rainbows end”.

Måske skyldes det hans musikalske gudestatus, at han på en eller anden måde virker uopnåelig og derfor urelaterbar? Eller bare, at han bruger hele sit liv på musik, og derfor ikke ligefrem oplever den slags oplevelser som netop kan gøre ens musik relaterbart. Okay, nu har jeg også trukket den ud længe nok, pointen med denne artikel er egentlig at det skiftede her for nyligt.

Jeg sad med nogle gutter, og vi havde lavet en masse forskellig musik. Da vi så ville til at lave noget i det mere følsomme hjørne, satte en af dem live-versionen af Jacobs “Ocean Wide, Canyon Deep” på. Meget uskyldigt gjort som sådan, men sangen ramte mig på en helt uforudsigelig måde. Jeg endte med at sidde limet til at skærmen, både af fascination, og også i et forsøg på at gemme hvor vådt området omkring mine øjne så småt var ved at blive.

Fra de første akkorder var sangen som et chok. Akkorderne var melankolske men også rene, på en måde som man sjældent hører fra Collier. Helt simple, nærmest poppede, i hvert fald meget mere følelsesmæssigt ladede, end jeg var vant til at høre fra ham. Fra han så starter sangen, er der fra de første par toner noget jeg ikke vil mene at have hørt i hans stemme før. En sagte ægthed, som fortæller lytteren, at man her hører en mand synge om noget, han virkelig har oplevet, virkelig har følt. Denne grad er ægthed er i sandhed lige så svær at mestre som en hvilken som helst bas-solo eller taktartsskift. Det er det, som gør “For Emma, Forever Ago” til så vanvittigt et album på trods af, at det bare er et par sange optaget dårligt med dårlige guitarer i dårlige akustikker. Og det er det som har gjort, at jeg nok aldrig rigtig har defineret mig selv som decideret Collier-fan, da det er noget af det jeg vægter allerhøjest i musik, og al kunst generelt. Følelsen af at jeg oprigtig hører en kunstner fortolke og fortælle mig deres følelser.

Det er jo ikke fordi jeg ville påstå at Jacob i resten af sin musik decideret lyver om sine følelser. Jeg tror faktisk virkelig på at han er en oprigtig kunstner, og derudover er det også lidt en dum ide at lege “Nu mener jeg man hører den her kunstners ærlige følelser, og nu mener jeg ikke man gør”-leg. F.eks. kan “Paradise” med Coldplay sagtens føles lige så “ægte” for dem, som “See you soon” gør, selvom det på ingen måde er sådan jeg hører dem. Og det er måske på mange måder den leg jeg leger med denne artikel. Men lad mig så omformulere det en smule: JEG hører i “Ocean Wide” en sårbarhed i Collier, som jeg ikke har opfanget i hans musik før. Lidt som at se Superman bløde, på en eller anden måde. Han er altid bare klar på verden, den slags person som virker til at kunne omformulere alle sorger til at være en “learning experience” eller bare en dele af livet. Som godt kan beskrive kærligheden, dens glæder og dens sorger, men som aldrig virker til helt at føle den og udtrykke.

Det hjælper selvfølgelig også, at det bliver fortalt så smukt. I hele Djesse albumsnes fokus på “livets rejse” giver det utrolig meget mening, at det er den manglende frihed til at opleve denne rejse, som gør at han splitter med en person. Fordi han dybest set tror at hun, uden ham, vil være friere til at opleve alt det fantastiske livet har at byde på. “Go spread your wings, tell me what you see” Bliver sunget med en blanding af både fascination, taknemmelighed og samtidig bitterhed over at være nødt til at lade denne person gå. En viden om at man gør det rigtige, men et ønske om at man ikke var nødt til det.

Denne fortælling fortsætter på tværs af sangen, med drømmene om alt det de kunne opleve sammen, forståelsen for at de skal opleve dem hver for sig, i ny og næ blandet sammen med det desperate kald på, om de nu ikke alligevel kunne opleve det sammen. Mens Maro (som ikke skal glemmes og i sandhed også benådiger sangen med en englestemme, og vidunderligt melankolsk guitar) og Jacob synger frem og tilbage til hinanden, understøtter det udvidede arsenal af Harmonik, som kun Collier besidder, også sangen på flotteste vis. I stedet for at distrahere fra sangens udtryk, beriger skiftene den med flere facetter og nuancer, og udvider det kæmpe spænd af følelser Jacob udtrykker. Jeg bliver faktisk kun mere forbløffet mens jeg sidder her og skriver om det og opdager, at jeg ikke rigtig kan beskrive det lige så flot som sangen selv gør. Så, hvis du ikke allerede har gjort, gå nu ind og lyt til den!

2019 – De ti Bedste Sange

Jeg vil vælge, at starte min nystartede musik-blog ud med en liste over de ti bedste sange i 2019. Det skyldtes bla. at det er en fuldstændig unaturlig obsession for mig at rangere musik i denne slags lister, et mystisk behov for at skulle sammenligne musik, som jeg må indrømme der er noget lidt halv-spændene over at offentliggøre. Derudover er det en meget god måde for dig, som ny læser, at få en ide over hvad jeg godt kan lide af musik, og hvilken slags musik, der i sandhed fanger mig. Så kom med, og lad os sammen dykke ned i ti fantastiske perler fra det foregående år!

10. Tyler, the creator – EARFQUAKE

9. Bon Iver – Jelmore

I,I var på mange måder et mærkeligt album for Bon Iver, og jeg går også utrolig meget frem og tibage med hvordan, jeg egentlig har det med det. For første gang føltes det ikke som om der skete et større sonisk kvantespring, som man skulle bruge tid til at forstå. Eller som om man her hørte noget musik, som på adskillige måder ville påvirke resten af musikbranchen og hvad folk ville lave de næste par år. Men det betyder selvfølgelig ikke, at albummet ikke var godt. Ganske enkelt var det bare en samling af en masse virkelig fede sange. At det kan være en skuffelse taler kun om det niveau af kunst, jeg er blevet vant til at få fra Justin og co. Men på Jelmore, var der alligevel i det små, en følelse af fornyelse, måske netop fordi sangen virker til at italesætte en følelse af at der ikke rigtig er sket noget. At verden på mange måder har stået i stilstand siden den dag Trump blev valgt, og 22 A million udkom. Den virker til at fange en følelse af forvirring over verden omkring ens, og ens egen stilstand. I klassisk Bon Iver stil, er det ikke noget jeg på nogen måder kan finde nogen reelle beviser på i selve sangen udover en enkelt “How long” linje… Men Bon Iver handlede for mig altid om den følelse der lå mellem linjerne, idet linjerne aldrig rigtig var til at forstå til at starte med. Det er i sandhed også sandt for Jelmore, som besidder nogle af de mest nonsens-agtige linjer i “bandets” historie. Men ganske enkelt var det den sang på albummet, som gav mig den samme utrolige følelse af, at det hele nok skulle gå som første gang jeg lyttede til 22, A Million.

Lyt også til:

Big Red Machine – Gratitude

Swamp Dogg – I’ll pretend

Francis and the lights – Take me to the Light

8. Brockhampton – No Halo

I 2019 opdagede jeg Brockhampton. Det skete her i efteråret, og det er på mange måder det musik, som jeg sluttede året af med at være helt besat af, omend det måske er lidt pinligt sent at være hoppet med på vognen. Men der er simpelthen bare noget instinktivt fedt over, at høre 6 forskellige performere med hver sin unikke stil, stemme og flow performe over det samme beat, og den måde de spiller sammen på. Sugar fik mig interesseret i gruppen, men No Halo var på mange måder den sang, som fik mig til at hoppe hovedkulds ned i alt deres materiale med determination om at ville blive forelsket, og det blev jeg i den grad. No Halo rammer noget helt særligt for mig, grundet dens flotte guitar-baserede beat, dens hjemsøgende omkvæd med det simple refræn “I’m sure, I’ll find it” og ikke mindst, hvordan den lader alle seks medlemmer skinne. Matt Champions vers var f.eks smooth som silke, mens Joba’s dystre vers blev direkte fulgt op af Bearface’s intense levering, som virkelig giver sangen et kæmpe boost. Mange af sangene herpå bærer nok præg af, at 2019 var året hvor jeg blev student, og hvor jeg valgte at gå musikkens vej med mit liv. Jeg stoppede med at arbejde i et halvt år, og det var en tid, hvor jeg gik med mange ængstelige overvejelser om det nu nok ville gå. Hertil virkede No Halo’s refræn meget ægte, grundet den passion og dedikation den blev leveret på. Derfor var sangen ofte med til at motivere mig til at prøve hårdere. Måske lidt en kliche, men det er jo også en af de største kunste indenfor musik. At få klicheen til at fremstå som ny…

Lyt også til:

Brockhampton – Bleach

Kevin Abstract – Peach

Flume – Levitate

7. Vampire Weekend – Harmony Hall

2019 startede ud med at give mig høje foreventninger til et helt særligt musikår, med to måneder propfyldt med fantastiske singler, og stærke albums. En af de singler var Harmony Hall, der fik mine forventinger til et nyt Vampire Weekend album helt oppe at køre. Albummet endte desværre med at være lidt af en skuffelse, med lidt for mange sange og ideer smækket sammen, til helt at fungere. Men det ændrer ikke på den fantastiske “comeback” single, Harmony Hall markerede sig selv som. Den havde elementer af den gamle lyd, men blandede den med et mere “poppet” mere direkte udtryk. Den føltes tidsløs, som om den lige så godt kunne have været skrevet af The Beatles, som U2 som Vampire Weekend. Simpelt nok sagt, var det bare en sang som var volder-rar at høre på. Nogle gange kan musik-anmeldelser komme til at dykke lige lovlig langt ned i alle mulige baggrundshistorier for musikken, og skjulte budskaber, og dermed glemme magien af en sang, der bare ganske simpelt er virkelig god. Fyldt med lækre riff’s og instrumentalt passager, det simpleste tromme-groove Vampire Weekend har forsøgt sig med til dags dato og en dejlig vokalmelodi, var Harmony Hall ganske simpelt bare en super-rar sang, der altid løftede mit humør.

Lyt også til:

Vampire Weekend – Sunflower

Peoplemover – When this feeling fades

Junius Meyvant – Neon Experience

6. School of X – Destiny

Som tidligere nævnt, bærer denne liste nok på mange måder præg af meget af den angst for fremtiden, jeg følte i løbet af 2019, og af at musik på mange måder skulle bruges til at berolige mig selv. Nogle gange er den bedste måde at gøre det på for mig, bare at dykke ned i følelsen. Føle angsten og bekymringen 100%. Det hjalp Destiny af School of X mig med på rigtig mange måder, særligt lige i den periode, hvor jeg skulle flytte hjemmefra, og ikke ligefrem havde det helt behageligt med det. Den blide guitar, sammenkoblet med en endnu blidere vokal, var som et varmt tæppe for mig. Produktionen er minimal, men det gør også at alle de virkemidler, som bliver brugt, rammer på en helt særlig måde. De vokale manipulationer, den blide bas og det mærkelig instrument, som lyder som en utrolig mærkelig blanding af sax, guitar og vokal. Ganske enkelt bare en fantastisk velsignelse til de nogle gange lidt for lange køreture, og de triste efterårs-aftener.

Lyt også til:

The Tallest man on Earth – I love you, it’s a Fever dream

Mø – New Years Eve

Vancouver Sleep Clinic – Bad Dream

5. Blaue Blume – Morgensol

Novra, hvor har det gjordt mig glad at opleve Blaue Blume komme tilbage. Dansk Musik har simpelthen brug for disse titaner af musik, til konstant at skubbe grænser og skabe smukke følelsesudladninger. Blaue Blume er den slags kunstner, som hver gang de laver et album rammer en ny lyd så perfekt, at man lidt ønsker de bare ville blive i den lyd resten af deres karriere. Det gør det nogle gange svært for nostalgikere som mig helt at følge med, som det f.eks. var dengang de udgav den ultra-poppede “Ebony” som var flere mil væk fra deres fantastiske Sygzy-plade. Med tiden indså jeg selvfølgelig, at Ebony også var en genial sang, og dermed nok en vigtig lektie om at turde give slip, eller sådan noget i den stil. Med Morgensol, tog det dog stort set ingen tid, før jeg fangede den nye lyd, som også på mange måder gennemgående er den nye lyd på pladen. Musikken havde en utrolig billedskabende effekt, den salgs der, kombineret med det rigtige sæt høretelefoner, kunne sende en helt væk til drømmeland. Fyldt med mærkelige knitrende lyde og støjsamples, en rungende synth-bas og små elektroniske trommesamples, rammer musikken perfekt den intimitet og fintfølenhed som Jonas’ tekst så flot udtrykker. Den salgs fintfølenhed, hvor ethvert sanseindtryk rammer helt særligt, og hvor solopgangen nærmest får en til at græde. Den fintfølenhed kendte jeg selv alt for godt, og det var derfor nærmest rørende, da den udkom som den første sang ovenpå Jonas’ offentlige stress-sammenbrud, som havde sat bandet på pause i to år. En slags erkendelse af sin egen sårbarhed og følsomhed. Det lift sangen til sidst får med trommerne, og den konstante akustiske guitar, er simpelt nok bare det sidste pynt, på en smuk følsomhed-kage.

Lyt også til

Blau Blume – Swimmer

James Blake – Lullaby for my Insomniac

Frank Ocean – In my room

4. When Saints go Machine – So Deep

Det var dog måske lidt en fejl for Blaue Blume, at udgive album samme dag som When Saints Go Machine. For selvom Swimmer på mange måder var et album med mange innovationer, kommer det nemt til at blegne en smule i sammenligningen, med et af de mest innovative albums jeg har hørt i hele dette årti. For at bruge et alt for kliche udtryk, er When Saints forud for sin tid. Det betyder ikke nødvendigvis at dette album er lyden af fremtiden, tværtimod ville det overraske mig meget, men det er en lyd som peger mod noget nyt, noget som jeg aldrig har hørt før. Den fuldstændig kaotiske struktur, med forsanger Nikolaj Manuel Vonsild, der umiddelbart retningsløst vandrer fra den ene melodiske ide til den anden, med en skramlende autotune-effekt sat på, som skaber en helt ny karakter. Noget som ikke er helt menneskeligt, men som samtidig føltes bekendt. De dystre synth-flader, de mange manipulerede vokaler, og de intense, men samtidige fuldstændig mønster-løse trommer, der dukker op ud af det blå og dominerer sangen. Sangen skaber, meget på samme måde som Morgensol, en følelse af at forsvinde væk til et helt andet univers. I dette tilfælde er det bare et gennemført mystisk univers, hvor man på en og samme tid ikke forstår hvad der foregår, men også bliver mystisk rørt over det hele, og hvor den tekst, man ikke engang rigtig forstår, føles helt essentiel, med mystiske linjer som; “Said all is fair but love was never supposed to be war” og “If you betray me, you’ll be faithfull to another”. Samtidig med at man ikke forestår præcist hvad plottet er, bliver man fuldt ud revet med, og lever sig ind i sangens univers.

Det er sang som for mig, skaber en følelse ud af spænding til det kommede årti, og alle de musikalske innovationer der venter!

Lyt også til:

Dawn Chorus – Thom Yorke

I don’t Tell – When Saints go Machine

Jon Hopkins – Emerald Rush

3. Arianna Grande – Ghostin

Jeg kender ikke den her følelse. Det er noget af det mest fantastiske ved musik, at man kan finde en situation eller en følelse, som man på ingen måder kan relatere til, men hvor man, når sangen er omme, nærmest føler man selv har oplevet. Her kommer Arianna Grande ind, en kunstner, som nogle af dem, der kender mig, nok ikke lige ville regne med at finde på denne liste. Men Ghostin er en sang som efterlod mig lettere målløs første gang jeg hørte den. Arianna har været igennem mere end rigeligt i sin tid i rampelyset, med både et forfærdeligt terror-angreb og en nu død eks med sig i rygsækken. Og følelsen af at føle skyldfølelse overfor sin nutidige partner, grundet ens intense afsavn af sin afdøde tidligere partner, er ganske enkelt ikke en følelse jeg har hørt beskrevet før. Der er en slags skamfuldhed i den intense lyst Arianna beskriver efter sin tidligere partner, det at drømme om at han stadig var her. Den tillid til at kunne komme igennem det, som hun alligevel udtrykker, viser både en enorm selvtillid og kærlighed til sin nuværende partner. Kun passende ender sangen i at udtrykke sig uden ord, med strygere der flyver op mod skyerne, sammen med passioneret smertes-sang fra Arianna. Lidt for meget af “Thank U, Next” albummet gik, efter min mening, med at beskrive hvor klar Arianna var på at give slip på sine forhold og bare have meningsløs sex, men Ghostin og aldeles også sangen “Imagine” stod for mig ud, som sange der beskrev en usandsynligt smertefuld situation, som jeg kun kunne forestille mig, hvordan det ville være at leve i.

Lyt også til:

Arianna Grande – Imagine

Mac Miller – 2009

Gundelach, Ary – Past the Building

2. James Blake – I’ll come too

Musikanmeldere/fanatikere (jeg er nok pt. tættere på den anden end reelt at kunne kalde mig selv for det første) kan nogen gange have tendens til lidt for meget at lege psykolog for en artist, og analysere hver af hans værker som en slags personlig rejse for denne kunstner. Det er dog nogen gange næsten lidt for svært at lade være, som med James Blake, der virker til tydeligt gennem hans diskografi, at portrættere en rejse fra den fremmedgjorte, isolerede musiker der ikke kunne forstå de fleste facetter af livet, i særdeleshed kærligheden, til den rolige mand “Assume Form” portrætterer.

A Colour in Anything sluttede med den fantastiske Meet you in the Maze’s linje: “Music can’t be everything”, et slags løfte om at han ville turde satse på relationen til andre mennesker, og hive sig selv lidt ud af sin egen boble. Det løfte er “Assume form” opfyldningen af fra første til sidste sang, og ingen sang på albummet forklarer bedre følelsen end “I’ll come too”, en sang hvorpå James Blake ganske enkelt er helt håbløst forelsket i sin partner, og beskriver glæden over endelig, endelig at have fundet den rigtige. Den ro der sænker sig i hele kroppen, når man bare ved, at man er havnet med den helt rigtige. Ligesom med “Ghostin” kan jeg nogen gange være i tvivl om hvor meget jeg ville nyde sangen separeret fra dens kontekst, men så lytter jeg igen, og forsvinder helt væk i produktionen, med dens smukke vokalsample, varme strygere blandet med de opvækkende Trap-trommer, som holder en fra helt, at falde i søvn. Ganske enkelt bare en sang, der gør mig helt utrolig glad og tilfreds hver gang jeg lytter til den.

Lyt også til:

James Blake – Can’t believe the way we Flow

Cody – I’ll ride with you

Labi Siffre – My Song

1. Flume – Friends