Så kom den endelig. Sangen der gjorde at jeg ikke længere bare kunne gå rundt og sige ”måske en dag” til min passion for at skrive om musik. Jeg har ellers gået rundt med den i lang tid. Jeg bruger ca. 90% af min bevidste tilstand på at tænke på musik, om jeg læser om, spiller, lytter til eller ser videoer om det. Jeg tænker og funderer konstant over hvad der gør godt musik godt, hvilke fraseringer, formuleringer eller produktionsteknikker der gør en sang interessant, og hvad forskellen er på noget der bare lyder godt, og noget der betyder noget er. Så jeg har i det seneste stykke tid kraftigt overvejet om den der jobannonce på Soundvenues hjemmeside, omend jeg 0 erfaring har, skulle være noget for mig. Jeg kunne starte med at skrive om Radiohead og angsten. Eller Kashmir og smerten. Sigur Ros og sproget uden ord, eller Peter Gabriels perfekte blanding af kreativitet og 80’er-pop. Men en helt almindelig dag går jeg på toilettet på mit gymnasie, og hører over toiletterne’s ny-installerede højtalere en sang der ved første lytning bare lyder rar. Og som jeg så forsvinder fuldstændig væk i til punktet, hvor jeg kørende hjem på motorvejende fanger mig selv i tonedøvt bare at skrige mine lunger ud.

For her gør Tue West simpelthen noget, for mig at se, fucking utroligt. Han skriver en sang, der sætter ord på det ikke at kunne sætte ord på sig selv. Det skal siges at jeg, som mange musik-nørder, er støbt sammen til at være utrolig tilbageholden, ift. At kunne sætte ord på alle de syrede processer der sker i mit hovede. Og der ramte Tue en helt utrolig nerve i mig. ”Vent på mine sange” er for mig et løfte. Det skal her siges at jeg hører tekst i musik som det jeg vil, og som det jeg hører musikken understøtte. Du kan sige at Frank Oceans ”Chanel” er en LGBT-anthem så meget du ved, for mig er der bare ikke et fiber af sangen der ikke oser af tristhed, grundet Frank’s pinte optræden og de dystre klaverakkorder. Derfor bliver omkvædets skift til dur for mig til en understøttelse af at Tue her lover, at hans partner skal vente og høre hans følelser som musik, før de kan give mening. At alt det uforløste i det forhold som er gået for hurtigt, nok skal give mening når først han bare kan sætte det i sammenhæng af musik.

Fuck mig.

Hvis bare jeg kunne slippe afsted med det noget oftere. Men det er ikke en sund måde at leve på. Endnu en af mine helte, Mr. James Blake, erfarede på ”Meet you in the maze”, at ”music can’t be everything”, hvorefter han i år har udgivet sit mest oprigtigt lykkelige album, samtidig med at man desværre også kan mærke at musikken har fået mindre opmærksomhed. Den kunstneriske sjæl, og evnen til at kunne udtrykke sig 100% ærligt på 3-5 min. Perfekt pop, er ikke et fri-kort fra at skulle kunne sætte ord på sig selv.

Og det ved Tue også godt. Derfor har han skabt sangen til at være et harmonisk monster, af skift fra angst til håb til sorg og til sidst frustration. Mod sangens slutning udstøder Tue et skrål så oprigtigt, at det fanger hele situations frustration til et punkt hvor der ikke længere behøves bruges ord. Mens jeg nu er ved at afslutte en gymnasietid, der har ofte har været præget af føle sig for indelukket til at kunne sætte ord på sig selv, rammer det simpelthen et sted der ellers plejer kun at være reserveret til Kasper Eistrup eller Thom Yorke’s endeløse hjertepiner.