Oh my God

Så skriver jeg da næsten om noget halv-aktuelt. Lord Siva og Vera har annonceret at de vælger at stoppe deres samarbejde, Og det syntes jeg er ærgerligt, for jeg var faktisk virkelig lige faldet for deres stil. Jeg kunne virkelig godt tænke at have hørt noget alla et helt album fra dem, et helt værk. Jeg finder det særligt ærgerligt, fordi jeg aldrig rigtig syntes de kom efter de to voldsomt stærke singler de lagde ud med. “Room for Love” og “Party Angel”, omend de var gode sange, var nok lidt skuffende for mig. “Kisses In The Wind” er fed nok, elsker særligt outroen, men den når heller ikke helt op på den detaljerigdom, den præcision, som duoen rammer på “Paris” og “Oh my God”.

 

For det er særligt i detaljen, at man finder det, der gjorde deres samarbejde helt specielt. Sangene var ikke særligt flashy, det var ikke sange med umiddelbare (undskyld mig) “oh my god”-øjeblikke, eller med en obvious grund til, at de skulle blive hits. I stedet var det growers, som langsomt udfoldede sig for i hvert fald mig, og viste sig at gemme på en masse geniale produktionsdetaljer, og vokal-takes. Sange hvor nuancerne, og forfinelsen af hvert element var det, der stod i spidsen. Her står særligt “Oh My God” frem som en perle for mig, som den slags sang, der nok var bedst 27. Gang jeg hørte den. Vera har selv pointeret i interviews, hvor meget han elsker Lord Sivas vokal på sangen, hvilket jeg ikke forstod til at starte med. Den gjorde jo ikke umiddelbart noget særligt, der var ikke nogen åndssvage power-fraseringer, eller wow-falset øjeblikke. Men vokalen sejrer i den enorme kontrol den besidder, og den perfekt indlevede måde hver sætning bliver betonet på.

Den starter med en knastør el-bas og en endnu tørrere vokal fra Lord Siva, der synger om et forhold hvor de glemmer at nyde det, mens han selv glemmer at synge toner på halvdelen af ordene. Langsomt ligges der flere instrumentale lag ind, og sangen når til dens omkvæd, hvor Siva’s endnu engang fantastisk indlevede vokal, leverer den dobbelt-betydning sangen fikserer på, med en “only one” både som den romantiske ide, men også som den mere sørgelige “jeg kan ikke få andet”. Hele denne kontrast mellem de romantiske idealer, og den mere desperate virkelighed, virker på mange måder til at være sangens fokuspunkt, omend teksten er vag nok til, at det er op til fortolkning. Der er noget nærmest hjemsøgende ved den desperation, Lord Siva udtrykker sangens titel med. Han formår virkelig at lægge mange betydninger ind i meget simple ord.

Noget af det der gennemgående var fedt ved deres musik, har også været den meget analoge lyd de beskæftigede sig med. Da de havde skrevet “Paris” besluttede de sig for at genskabe alt det instrumentale med et live-band. Blæret nok at de selvfølgelig så “bare” lige ringer til gutterne fra Liss, og fik dem til at indspille den. Deres musik var fyldt med både akustiske og elektriske guitarer, og den gloriøse el-bas, der heldigvis er ved at udforske en helt ny rolle inden for den moderne pop-musik (og som nok bliver næste indlægs tema) På “Oh My God” indgår der endda også en fløjte i c-stykket, samtidig med at de finder de helt gamle analoge synth-lyde frem.

 

Og hvilket C-stykke! I moderne pop syntes jeg ofte C-stykker bliver lidt en eftertanke, lidt en slags “hvad skal vi lige få tiden til at gå med inden næste omkvæd”. Måske fordi det obligatoriske drop gør, at sangen ikke rigtig har tid til et ordentligt c-stykke. Men “Oh my God” lykkedes i at introducere et kort, men ekstremt effektivt c-stykke. Der både udvider sangen musikalsk, og skærper sangens lyriske fokus, med linjen “We got no fathers, we got no love”. Altså kommer sangen til at handle om et forhold mellem to folk, der er vokset op i et hjem uden en særlig forståelse for hvordan man viser affektion, og som derfor også får svært ved at være i et romantisk forhold med hinanden. Det giver sangen et mere intenst, dystert fokus, og det er præcis det et godt c-stykke kan. Introducere et helt nyt element i sangen, som hænger sammen med alt vi hidtil har fået fortalt, samtidig med at det giver et nyt perspektiv på det. Mere af det i moderne pop tak!

 

Alt I alt, kunne jeg nok bare rigtig godt lide Lord Siva og Vera sammen, fordi de lavede rigtig producer-musik. Producer-sanger duoen er en stor trend i Danmark, og det er da en af de ting, der kan gøre en halv-englændinge fyr som mig lidt halv-stolt. For i en pop-verden, hvor produktionen gradvist bliver mere og mere en del af sangskrivningen, giver det virkelig god mening at skabe et navn ved kombinationen af en specifik producer og en specifik sanger. Derudover er Ukendt, Benal, Phlake og Lord Vera tilfældigvis også bare lige skaberne af noget af det bedste danske musik i nyere tid. Som aspirerende producer, er det ekstremt motiverende at se musik, der promoverer de små nuancer i bare at udvælge de helt rigtige vokal-takes, kombineret med tilbageholden men vel-udvalgt instrumentation, og en ekstrem kontrol af en sangs dynamik. Så selvom du har hørt dem tusinde gange, så gå da lige tilbage og hør dem endnu engang, og se om du ikke stadig har masser af detaljer tilbage at finde, i deres fantastiske pop-verden. Hvis ikke andet, kan du bemærke at Paris tydeligvis har stjålet dets riff fra Mirror to the Moon.

https://drive.google.com/file/d/1Ak-QyYkUPOJHjP3asRuj99y04qp3hqQ9/view?usp=sharing