I,I var på mange måder et mærkeligt album for Bon Iver, og jeg går også utrolig meget frem og tibage med hvordan, jeg egentlig har det med det. For første gang føltes det ikke som om der skete et større sonisk kvantespring, som man skulle bruge tid til at forstå. Eller som om man her hørte noget musik, som på adskillige måder ville påvirke resten af musikbranchen og hvad folk ville lave de næste par år. Men det betyder selvfølgelig ikke, at albummet ikke var godt. Ganske enkelt var det bare en samling af en masse virkelig fede sange. At det kan være en skuffelse taler kun om det niveau af kunst, jeg er blevet vant til at få fra Justin og co. Men på Jelmore, var der alligevel i det små, en følelse af fornyelse, måske netop fordi sangen virker til at italesætte en følelse af at der ikke rigtig er sket noget. At verden på mange måder har stået i stilstand siden den dag Trump blev valgt, og 22 A million udkom. Den virker til at fange en følelse af forvirring over verden omkring ens, og ens egen stilstand. I klassisk Bon Iver stil, er det ikke noget jeg på nogen måder kan finde nogen reelle beviser på i selve sangen udover en enkelt “How long” linje… Men Bon Iver handlede for mig altid om den følelse der lå mellem linjerne, idet linjerne aldrig rigtig var til at forstå til at starte med. Det er i sandhed også sandt for Jelmore, som besidder nogle af de mest nonsens-agtige linjer i “bandets” historie. Men ganske enkelt var det den sang på albummet, som gav mig den samme utrolige følelse af, at det hele nok skulle gå som første gang jeg lyttede til 22, A Million.

I 2019 opdagede jeg Brockhampton. Det skete her i efteråret, og det er på mange måder det musik, som jeg sluttede året af med at være helt besat af, omend det måske er lidt pinligt sent at være hoppet med på vognen. Men der er simpelthen bare noget instinktivt fedt over, at høre 6 forskellige performere med hver sin unikke stil, stemme og flow performe over det samme beat, og den måde de spiller sammen på. Sugar fik mig interesseret i gruppen, men No Halo var på mange måder den sang, som fik mig til at hoppe hovedkulds ned i alt deres materiale med determination om at ville blive forelsket, og det blev jeg i den grad. No Halo rammer noget helt særligt for mig, grundet dens flotte guitar-baserede beat, dens hjemsøgende omkvæd med det simple refræn “I’m sure, I’ll find it” og ikke mindst, hvordan den lader alle seks medlemmer skinne. Matt Champions vers var f.eks smooth som silke, mens Joba’s dystre vers blev direkte fulgt op af Bearface’s intense levering, som virkelig giver sangen et kæmpe boost. Mange af sangene herpå bærer nok præg af, at 2019 var året hvor jeg blev student, og hvor jeg valgte at gå musikkens vej med mit liv. Jeg stoppede med at arbejde i et halvt år, og det var en tid, hvor jeg gik med mange ængstelige overvejelser om det nu nok ville gå. Hertil virkede No Halo’s refræn meget ægte, grundet den passion og dedikation den blev leveret på. Derfor var sangen ofte med til at motivere mig til at prøve hårdere. Måske lidt en kliche, men det er jo også en af de største kunste indenfor musik. At få klicheen til at fremstå som ny…

2019 startede ud med at give mig høje foreventninger til et helt særligt musikår, med to måneder propfyldt med fantastiske singler, og stærke albums. En af de singler var Harmony Hall, der fik mine forventinger til et nyt Vampire Weekend album helt oppe at køre. Albummet endte desværre med at være lidt af en skuffelse, med lidt for mange sange og ideer smækket sammen, til helt at fungere. Men det ændrer ikke på den fantastiske “comeback” single, Harmony Hall markerede sig selv som. Den havde elementer af den gamle lyd, men blandede den med et mere “poppet” mere direkte udtryk. Den føltes tidsløs, som om den lige så godt kunne have været skrevet af The Beatles, som U2 som Vampire Weekend. Simpelt nok sagt, var det bare en sang som var volder-rar at høre på. Nogle gange kan musik-anmeldelser komme til at dykke lige lovlig langt ned i alle mulige baggrundshistorier for musikken, og skjulte budskaber, og dermed glemme magien af en sang, der bare ganske simpelt er virkelig god. Fyldt med lækre riff’s og instrumentalt passager, det simpleste tromme-groove Vampire Weekend har forsøgt sig med til dags dato og en dejlig vokalmelodi, var Harmony Hall ganske simpelt bare en super-rar sang, der altid løftede mit humør.

Som tidligere nævnt, bærer denne liste nok på mange måder præg af meget af den angst for fremtiden, jeg følte i løbet af 2019, og af at musik på mange måder skulle bruges til at berolige mig selv. Nogle gange er den bedste måde at gøre det på for mig, bare at dykke ned i følelsen. Føle angsten og bekymringen 100%. Det hjalp Destiny af School of X mig med på rigtig mange måder, særligt lige i den periode, hvor jeg skulle flytte hjemmefra, og ikke ligefrem havde det helt behageligt med det. Den blide guitar, sammenkoblet med en endnu blidere vokal, var som et varmt tæppe for mig. Produktionen er minimal, men det gør også at alle de virkemidler, som bliver brugt, rammer på en helt særlig måde. De vokale manipulationer, den blide bas og det mærkelig instrument, som lyder som en utrolig mærkelig blanding af sax, guitar og vokal. Ganske enkelt bare en fantastisk velsignelse til de nogle gange lidt for lange køreture, og de triste efterårs-aftener.

Novra, hvor har det gjordt mig glad at opleve Blaue Blume komme tilbage. Dansk Musik har simpelthen brug for disse titaner af musik, til konstant at skubbe grænser og skabe smukke følelsesudladninger. Blaue Blume er den slags kunstner, som hver gang de laver et album rammer en ny lyd så perfekt, at man lidt ønsker de bare ville blive i den lyd resten af deres karriere. Det gør det nogle gange svært for nostalgikere som mig helt at følge med, som det f.eks. var dengang de udgav den ultra-poppede “Ebony” som var flere mil væk fra deres fantastiske Sygzy-plade. Med tiden indså jeg selvfølgelig, at Ebony også var en genial sang, og dermed nok en vigtig lektie om at turde give slip, eller sådan noget i den stil. Med Morgensol, tog det dog stort set ingen tid, før jeg fangede den nye lyd, som også på mange måder gennemgående er den nye lyd på pladen. Musikken havde en utrolig billedskabende effekt, den salgs der, kombineret med det rigtige sæt høretelefoner, kunne sende en helt væk til drømmeland. Fyldt med mærkelige knitrende lyde og støjsamples, en rungende synth-bas og små elektroniske trommesamples, rammer musikken perfekt den intimitet og fintfølenhed som Jonas’ tekst så flot udtrykker. Den salgs fintfølenhed, hvor ethvert sanseindtryk rammer helt særligt, og hvor solopgangen nærmest får en til at græde. Den fintfølenhed kendte jeg selv alt for godt, og det var derfor nærmest rørende, da den udkom som den første sang ovenpå Jonas’ offentlige stress-sammenbrud, som havde sat bandet på pause i to år. En slags erkendelse af sin egen sårbarhed og følsomhed. Det lift sangen til sidst får med trommerne, og den konstante akustiske guitar, er simpelt nok bare det sidste pynt, på en smuk følsomhed-kage.

Det var dog måske lidt en fejl for Blaue Blume, at udgive album samme dag som When Saints Go Machine. For selvom Swimmer på mange måder var et album med mange innovationer, kommer det nemt til at blegne en smule i sammenligningen, med et af de mest innovative albums jeg har hørt i hele dette årti. For at bruge et alt for kliche udtryk, er When Saints forud for sin tid. Det betyder ikke nødvendigvis at dette album er lyden af fremtiden, tværtimod ville det overraske mig meget, men det er en lyd som peger mod noget nyt, noget som jeg aldrig har hørt før. Den fuldstændig kaotiske struktur, med forsanger Nikolaj Manuel Vonsild, der umiddelbart retningsløst vandrer fra den ene melodiske ide til den anden, med en skramlende autotune-effekt sat på, som skaber en helt ny karakter. Noget som ikke er helt menneskeligt, men som samtidig føltes bekendt. De dystre synth-flader, de mange manipulerede vokaler, og de intense, men samtidige fuldstændig mønster-løse trommer, der dukker op ud af det blå og dominerer sangen. Sangen skaber, meget på samme måde som Morgensol, en følelse af at forsvinde væk til et helt andet univers. I dette tilfælde er det bare et gennemført mystisk univers, hvor man på en og samme tid ikke forstår hvad der foregår, men også bliver mystisk rørt over det hele, og hvor den tekst, man ikke engang rigtig forstår, føles helt essentiel, med mystiske linjer som; “Said all is fair but love was never supposed to be war” og “If you betray me, you’ll be faithfull to another”. Samtidig med at man ikke forestår præcist hvad plottet er, bliver man fuldt ud revet med, og lever sig ind i sangens univers.

Det er sang som for mig, skaber en følelse ud af spænding til det kommede årti, og alle de musikalske innovationer der venter!

Jeg kender ikke den her følelse. Det er noget af det mest fantastiske ved musik, at man kan finde en situation eller en følelse, som man på ingen måder kan relatere til, men hvor man, når sangen er omme, nærmest føler man selv har oplevet. Her kommer Arianna Grande ind, en kunstner, som nogle af dem, der kender mig, nok ikke lige ville regne med at finde på denne liste. Men Ghostin er en sang som efterlod mig lettere målløs første gang jeg hørte den. Arianna har været igennem mere end rigeligt i sin tid i rampelyset, med både et forfærdeligt terror-angreb og en nu død eks med sig i rygsækken. Og følelsen af at føle skyldfølelse overfor sin nutidige partner, grundet ens intense afsavn af sin afdøde tidligere partner, er ganske enkelt ikke en følelse jeg har hørt beskrevet før. Der er en slags skamfuldhed i den intense lyst Arianna beskriver efter sin tidligere partner, det at drømme om at han stadig var her. Den tillid til at kunne komme igennem det, som hun alligevel udtrykker, viser både en enorm selvtillid og kærlighed til sin nuværende partner. Kun passende ender sangen i at udtrykke sig uden ord, med strygere der flyver op mod skyerne, sammen med passioneret smertes-sang fra Arianna. Lidt for meget af “Thank U, Next” albummet gik, efter min mening, med at beskrive hvor klar Arianna var på at give slip på sine forhold og bare have meningsløs sex, men Ghostin og aldeles også sangen “Imagine” stod for mig ud, som sange der beskrev en usandsynligt smertefuld situation, som jeg kun kunne forestille mig, hvordan det ville være at leve i.

Musikanmeldere/fanatikere (jeg er nok pt. tættere på den anden end reelt at kunne kalde mig selv for det første) kan nogen gange have tendens til lidt for meget at lege psykolog for en artist, og analysere hver af hans værker som en slags personlig rejse for denne kunstner. Det er dog nogen gange næsten lidt for svært at lade være, som med James Blake, der virker til tydeligt gennem hans diskografi, at portrættere en rejse fra den fremmedgjorte, isolerede musiker der ikke kunne forstå de fleste facetter af livet, i særdeleshed kærligheden, til den rolige mand “Assume Form” portrætterer.

A Colour in Anything sluttede med den fantastiske Meet you in the Maze’s linje: “Music can’t be everything”, et slags løfte om at han ville turde satse på relationen til andre mennesker, og hive sig selv lidt ud af sin egen boble. Det løfte er “Assume form” opfyldningen af fra første til sidste sang, og ingen sang på albummet forklarer bedre følelsen end “I’ll come too”, en sang hvorpå James Blake ganske enkelt er helt håbløst forelsket i sin partner, og beskriver glæden over endelig, endelig at have fundet den rigtige. Den ro der sænker sig i hele kroppen, når man bare ved, at man er havnet med den helt rigtige. Ligesom med “Ghostin” kan jeg nogen gange være i tvivl om hvor meget jeg ville nyde sangen separeret fra dens kontekst, men så lytter jeg igen, og forsvinder helt væk i produktionen, med dens smukke vokalsample, varme strygere blandet med de opvækkende Trap-trommer, som holder en fra helt, at falde i søvn. Ganske enkelt bare en sang, der gør mig helt utrolig glad og tilfreds hver gang jeg lytter til den.