Så blev det Langfredag, og påsken er nu i fuld gang. Eller… Under omstændighederne tror jeg aldrig der har været en påske i min livstid, der føles mindre som påske. Mine kristne arrangementer mangler, mine lejre mangler og dermed for mig desværre en stor del af påskens stemning. Og det går mig faktisk rigtig meget på. For påsken er en hjørnesten i min tro, på mange måder den tid på året, hvor jeg kraftigst mærker min tro, og dens betydning i mit liv. Hvis man skulle måle det op på dumme måder, kunne man nok godt sige, at jeg er ca. 20% mere kristen i og omkring påsken. Hvilket man selvfølgelig ikke skal

Men som jeg løber en tur skærtorsdag aften, og er sur over min “mangel på påske” kommer den her sang til mig. Sufjan Stevens’, en af mine yndlingskunstnere, “To be alone with you”. Sangen kommer til mig, fordi den for mig fanger essensen af hvad kristendommen handler om. Og det på en meget, “bullshit-løs” måde. Jeg har altid elsket Sufjans måde at skrive om tro på, fordi han ikke er en “kristen” kunstner. Han har en tro, men den holder ham ikke tilbage fra at skrive om hvad som helst, og vigtigst af alt, er han altid i konflikt med den. Ligesom de fleste ofte er. Ligesom jeg er. Han kan beskrive frustration på Gud som få andre kan, som han f.eks. gør i “Casimir Pulaski Day” hvor han synger:

 

“All the glory when he took our place

But he took my shoulders and he shook my face

And he takes and he takes and he takes”

 

Ikke ligefrem en søndagsskole måde at beskrive Gud på. Derfor ringer det også så meget mere rent for mig, når han beskriver Gud som kærlig, fordi jeg kan mærke at han ikke bare gør det for at være “ordentlig”. To be Alone with you, ringer derfor utrolig rent som et ægte portræt af en af troens store mysterier. Han beskriver det, som jeg syntes er mest essentielt i troen, nemlig det intime møde med en stor og almægtig Gud. Ikke hvilke regler den Gud skulle have, og ikke have, ikke hvad man som kristen skal syntes om x og y, hvordan man “burde” leve, men at troen handler om kærlighedsrelationen mellem skaberen af alt, og så lille mig. 

 

Vi starter med første vers, hvor Sufjan beskriver hvad han ville gøre, for at kunne være alene med Gud. Den her slags løfter, tror jeg mange kristne kan relatere til. “Gud, se hvor meget jeg ikke ville gøre, for at jeg kunne møde dig, før jeg kunne se at du var ægte” Jeg ville svømme på tværs af en hel sø. Jeg ville sælge mine sko. Allerede her virker setuppet lidt indirekte klart, i det lidt komiske ordvalg. Men for os, for mig, føles de her løfter store. Jeg går ikke lige umiddelbart ud i morgen og sælger mine Yeezys for at møde Gud, jeg svømmer nok ikke engang lige på tværs af Almind sø. Men jeg ville altså gøre det. 

 

Desperationen i sangen er tydelig, med Sufjans lavmælte vokal, og de intime guitarer. Man kan mærke længslen efter at søge det der er større end en selv, længslen efter bare at få et øjeblik alene med det. Som vi dog skifter ind i anden vers, bliver perspektivet helt klart. “You gave up a wife and a family”. På Genius (Som bestemt også kan have nogle kloge fortolkninger af sange) står denne linje beskrevet som at der måske er tale om et homoseksuelt forhold, hvor den anden mand opgav hans kone for at kunne jage et forhold til Sufjan. Sufjans tekster hentyder ofte indirekte til en åben seksualitet, og selvom det måske for nogen er kontroversielt at blande den kristendommen, med kærligheden for Jesus, syntes jeg indirekte den fortolkning fanger en hel essentiel pointe. 

 

Nemlig at Jesus opgav heterosexualiteten, eller rettere bare, hele sin seksualitet for at elske os. Han var et menneske, han kunne få lyster, endda blive forelsket, noget ingen af os ville være villig til at opgive. Det potentielle liv med en elskede, kone og børn. Men som Sufjan synger i næste linje; “You gave your goals”. Jesus opgav et helt potentielt menneskeliv, som han stensikkert havde været vildt god til, what med “superkræfter” og alvidenhed. Men han valgte at lade livet, for at kunne elske hver og en af os. En af troens mange modsætninger bliver her også fanget i sangen, som er at jeg tror på at vi hver og især er “den eneste ene” for Gud. På den måde kan kristendommen ofte godt lide at modstride matematikken, og vores indre sans for logik. 

 

Til sidst slutter Sufjan af med linjen “I’ve never known a man who loved me”. Intet menneske har elsket ham, på den måde, han oplever, Jesus elsker ham på. Den kærlighed er større end en seksuel kærlighed, større end en menneskelig kærlighed. Større end alle de tomme løfter vi kan komme med for at erklære vores kærlighed. Os menneskers kærlighed til hinanden er, på sit bedste, en afspejling af den kærlighed Jesus har for os. En afspejling af alt han ville gøre for os. Hvis du som ikke kristen læser det her, håber jeg derfor ikke du misforstår mig, når jeg siger, at jeg beder til at du en dag må opleve den kærlighed.

 

Håber du har nydt det hvis du læst det, kristen eller ikke kristen, og ønsker dig en supergod Påske, og alt vel her i denne mærkelige tid!