(sandy) Alex G – Gretel

Når man laver en liste over de “bedste sange” af 2019, og særligt når man laver den LIGE efter året er slut, er det på mange måder nok uundgåeligt, at man efterfølgende kommer til at opdage en sang og tænke “damn”, den skulle jeg have haft med på. Selv året 2020 er stadig ret ungt, og der er derfor stadig sikkert masser af guldklumpe fra 2019, jeg endnu ikke har opdaget, men hvis der er en sang, jeg bider mig selv lidt i tungen over, at jeg ikke fik med, er det nok denne.

Jeg kendte egentlig godt sangen da jeg lavede listen, og var også rimelig glad for den. Men som ugerne er gået, har sangen langsomt åbenbaret sig til at være et klassisk eksempel på en “grower”, altså den slags sang, der måske ikke blæser en omkuld til at starte med, men som langsomt bare gror mere og mere ind under huden på en.

Helt præcis hvad der skaber en “grower”, kan være sjovt at tænke over. For mig er det nok typisk sange som Phlakes “The Rascal”, sange der er rimelig low-key hele vejen igennem, uden noget element der virkelig står ud som “vildt”, men som gemmer på en enormt præcist indkapsling af en specifik følelse. Ellers er det sange som Bjorks “Hyperballad” sange som umiddelbart har rigtig mange mærkelige elementer, men som bare har et element, et hook, f.eks. som hæfter sig fast i hukommelsen, og langsomt opbygger en interesse i at dykke ned i resten af sangen.

I Gretels tilfælde er det nok på mange måder en blanding. Sangen har masser af riffs, der lige præcis formår at være for low-key til at man første gang hæfter sig fast på dem, men som langsomt sætter sig fast. Derudover har den en dælens mærkelig form, alt sammen centreret omkring et nærmest hjemsøgende hook.

I gymnasiet, var den del af musikanalyse, som altid føltes mest tung og unødvendig, for mig i hvert fald, nok formanalysen. Det interesserede mig sjældent særlig meget, om der lige var to vers inden omkvædet, eller om det var pop-form eller udvidet pop-form, der var tale om. Ift. Gretel, er det dog nok noget af det mest essentielle. Hvis man skulle forsøge at skrive den uortodokse form ned ville det nok se noget alla sådan her ud:

Gretel bygger, måske selvsagt, på den klassiske fortælling om  Hans og Grethe. Den er dog et lille twist på fortællingen, for hvor Grethe formåede at redde både hende selv og hendes bror i den klassiske fortælling, var hendes bror knap så heldig i sangens version. Og derfor sidder Grethe nu, mange år senere, og tænker tilbage på denne tragiske hændelse, fyldt med skam, både over at have ladet grådigheden overtale hende til overhovedet at have besøgt heksens hus, men særligt over ikke at have reddet sin bror. Symbolikken giver på mange måder måske sig selv; Ideen om barndomshændelsen, der sætter spor på resten af livet, men som man samtidig kæmper for at fortrænge med det simple mantra: “Nobody’s gonna push me off track”, altså, intet skal skubbe mig af det spor jeg er på her i livet, særligt ikke det jeg selv gemmer på inderst inde.

Da jeg første gang forstod dette, var der med det samme en tanke, der ramte mig; “Er det ikke lidt dumt skrevet?”. Jeg forstod ganske enkelt ikke, hvorfor det skulle være nødvendigt, at bruge en eventyr-historie, for så at skrive den om, i stedet for bare at beskrive den følelse man ville beskrive fra starten af. Hvorfor ikke lade sangen være baseret på noget mere jord-nært i stedet for at skulle forestille sig en version af Grethe med PTSD, over en beslutning hun aldrig tog i den historie alle kender hende for. Men så ramte det mig, og det var nok dette element der gav mig lyst til at skrive om denne sang.

Nøj, hvor findes der meget musik der handler om at huske tilbage på minder. Nogen gange kan man føle sig helt syg af den mængde pop der udelukkende handler “back in those days”. Det er på mange måder et utroligt udtømt emne. Men hvis der er en ting, jeg virkelig værdsætter, er det når en kunstner kan fange ikke bare følelsen af at huske tilbage på minder, men hvordan selve den process overhovedet fungerer og føles. Det er måske lidt en broget sætning, men;

Det er videnskabeligt bevist, at vi konstant rekonstruerer vores egne minder, konstant twister dem efter hvad vi har brug for de siger om vores nuværende situation. Som vi bliver ældre, bliver vores minder om barndommen langsomt lysere og lysere, vi fylder en følelse af at der ingen problemer var ind, ganske enkelt fordi vi ikke kan huske hvor problematisk og endegyldigt det var for os, ikke at måtte få det ekstra stykke kage der. I tilfælde af PTSD, ændrer vi endda nogen gange de originale minder radikalt, i et forsøg på at gøre dem til noget, vi kan leve med. Da jeg sidste år arbejdede på et Alkoholiker-hjem, oplevede jeg mange “løgner-historier”, som beboerne ganske trist skabte for, at gøre eksistensen mere til at holde ud.

I den forståelse giver det utrolig god mening, at Alex vælger at bruge et eventyr, da eventyr allerede har en stærk forbindelse med barndommen. Måske, i hans version af historien, var der slet ikke noget slik-hus, måske er det bare en detalje, der er blevet sat ind flere år senere, for at dække over hvad det i virkeligheden var Hans og Grethe fandt. Denne sans for en upålidelig fortæller, giver det hele et meget mere syret twist, og understøtter fantastisk de dystre, lettere disharmoniske guitarer.

Det er nok også forklaringen bag, at det har hjemsøgt mig så særligt, at det smukke omkvæd kun kommer en gang, og kun i midten af sangen, hvorefter sangen retningsløst vandrer rundt derfra. Vi er i en upålidelig tankestrøm, der angstfyldt og paranoidt kæmper for at fortrænge de dystre minder fra barndommen, samtidig med at fortælleren kæmper for at bevare sin sanitet, og på et tidspunkt nærmest beder “daddy don’t let em put me down”. Pludselig midt i det hele, hopper al den rodede instrumentation og de manipulerede stemmer så ud, for at give os “the moment of clarity”, hvor vi bare kommer helt ind på Gretel, der ganske enkelt synger “I don’t wanna go back”. Den akustiske guitar er jordnær, og Alex’s stemme ærlig og oprigtig. Vi er inde ved kernen af følelsen, og der er noget nærmest bekræftende over at kunne gentage det mål-sikre statement.

Til sidst skal det selvfølgelig også lige nævnes, at sangens form er lettere Palindromisk, altså at den anden halvdel af sangen, er den første halvdel, bare baglæns. Dette kunne man sikkert også dykke virkelig fedt ned i. For mig hjælper det mest af alt med at give en følelse af at historien er sat i en ramme-fortælling, en ramme-fortælling som ganske vist starter og slutter med en forskruet version af omkvædet, hvilket igen hjælper med følelsen af at vi oplever historien, som den bliver husket, ikke som den nødvendigvis skete.

Hvis du virkelig lige har læst alt dette, takker jeg dig inderligt! Det er ikke ligefrem den slags indlæg, som umiddelbart skaber en forskel, eller som udfordrer dig til en eller anden ny livstil eller kur eller et eller andet. Men derimod indkapsler det meget fint hvad jeg ved med denne blog, finde noget kunst (for mig oftest musik) som jeg syntes er fantastisk, og så dykke ned i at dele med dig, hvorfor jeg syntes det er fantastisk.