Frengers – og historien om de mystiske genindspilninger

Frengers er nok mit yndlings-Mew album, i hvert fald stærkt i konkurrence med ”And the Glass Handed Kites”. Det var i hvert fald det album, der introducerede mig til Mew, og som fik mig til for første gang at forelske mig i den blanding af det hårde og det bløde, som stadig er en stærk grundsten i deres musik for mig. Meget af den kontrast skyldes i særdeleshed produceren Rich Costey, der tidligere har haft samarbejdet med bla. Rage against the machine. Det var som havde bandet aldrig hørt om Distortion inden Frengers, hvorefter alle sangene så fik et heftigt lag på heraf. Faktisk var Frengers jo faktisk også et album bestående af ti sange, hvoraf seks af dem var genindspilninger af tidligere Mew sange, som bandet altså havde udgivet før, og det er det, jeg vil have fokus på i dag.

 

Det er nemlig en kæmpe hobby for mig at lytte til demoer af kunstneres sange, for at høre, hvilke ideer der var grundideen, og hvad for en karakter, sangen havde originalt. Det kan også sætte i perspektiv, hvor meget af sangen, der bliver skabt i studiet, og hvordan den sidste finurlige lille ide, nogle gange kan være det der redder en sang. I Mews tilfælde er det dog ekstra fascinerende, fordi der ikke bare er tale om demo kontra indspilning, men simpelthen to helt forskellige indspilninger af sangene, med oftest vidt forskellige udtryk og fokuspunkter. Dermed er begge versioner noget, bandet har villet stå nok ved til at ville udgive det som officielle versioner af sangene. 5 af de genindspillede sange på Frengers er originalt fra deres andet album “Half the world is watching me”, mens 1 er fra deres helt første album “A Triumph for man”. Jeg vil her gå igennem sangene en for en, og kigge på hvad der er blevet ændret på, og hvad de forskellige versioner kan, sat op imod hinanden.

 

156

Half the world is watching me – Frengers

Vi begynder med en af de sange, hvor forskellen nok er mest blændende. Bar lyt til Introerne! 156 i Frengers versionen fik 1. Pladsen på min top-10 her i sidste uge, og det var også den sang der for alvor startede min interesse i bandet. Dermed var det også den version jeg først hørte, og det er derfor helt vildt mærkeligt for mig at høre “Half the World” versionen. Faktisk syntes jeg mandolin-introen lyder utrolig godt, omend den ikke kan undgå at føles lidt påklistret, hvilket generelt meget er sådan jeg har det med hele sangen i den originale version. For mig lyder det ikke rigtigt som om hvert segment hænger sammen, fra de folkede vers, til pre-chorusset (der i min optik lyder lidt halvfjollet her) og til de rockede markeringer i omkvædet. Det er egentlig meget vellydende, men jeg kan godt forstå at bandet valgte at give sangen en mere samlet lyd anden omgang. Jeg er dog utrolig glad for at begge versioner eksisterer, da den originale repræsenterer en mere indieagtig version af bandet, end den som vi efterhånden bedst kender i dag.

 

She came home for Christmas

A Triumph for man – Frengers

Den her er faktisk en af de lidt sværere. Stryger-arrangementet fylder mere i den originale, hvilket klæder den meget fint. Dog irriterer instrumentationen i verset mig en god del, særligt guitarlyden går mig lidt på. Frengers versionen er på mange måder en meget ren version af sangen, og kunne måske af nogen kritiseres lidt for at mangle kant. For mig er det dog også noget af det der gør den så fed, da det nok er en af de mest rendyrkede pop-rock bangers, Mew har lavet gennem tiden. Særligt i c-stykket though, føles det som om hvad der var en jævnt dårlig ide i den originale version, bliver “fikset” i Frengers versionen, og drejet til noget rigtig rigtig fedt, særligt gennem Jonas’ uimodståelige skrige-vokal. Dermed fungerer originalen mere som en fascinerende skitse af sangen, men er nok også en af de mest demo-agtige lydende af de originale sange. Hvis man hører den i kontekst af det originale album, føles den da også noget malplaceret der, nærmest som havde bandet skrevet en rigtig god sang, som de ikke rigtig kunne regne ud hvordan de skulle bruge endnu, og som de ikke rigtigt havde midlerne til at fuldføre. Til sidst, er det også spøjst hvordan originalen slutter med den noget mere groteske linje ”don’t touch her there, when he fucks her”

Comforting Sounds

Half the world is watching me – Frengers

Der er en renhed over versionen på Frengers, som er svær at slå. En meget simpel elegance. På Half the world versionen, kan man også finde demoversionen af comforting sounds, der viser hvor langt væk derfra sangen dog begyndte. Demoen inkluderer nogen af de mest irriterende keys- og guitarlyde Mew nogensinde har gjort brug af, efter min holdning. For mig at se, er versionen på Half the world, dermed også bare endnu et step på rejsen, til at få ”rigtigt styr på” hvordan sangen skulle lyde. Stereo-panoreringen er med i introen, og mange af tingene er ”rigtige” men dog er der stadig et par ting, der stopper den fra at blive det flotte værk, den er på Frengers.

Symmetry

Half the world is watching me – Frengers

Nogle gange går jeg alt for meget op i musik, og sådan noget her, og har en intenst brug for at nørde og diskutere hver eneste detalje. Andre gange er jeg faktisk også lidt mere normal, og tager det chill. F.eks. går jeg egentlig ikke så meget op i hvilken af de her to der er bedst. Forskellene er ikke rigtig kæmpestore, og begge versioner er egentlig bare en rimelig dejlig sang. Half the world, præsenterer den i en lidt mere low-key opsætning og lyder nærmest lidt som akustisk studie-hygge. På Frengers bliver den lidt mere storslået og episk. Begge ting fungerer faktisk ret godt.

Am i Wry? No

Half the world is watching me – Frengers

For lige at vende tilbage til at være mig selv, vil jeg til gengæld sige, at alle der syntes Half the world versionen er bedre, må være skingrende gale. Det her er nok den eneste af sangene, hvor jeg vil mene, at der er en version der bare ER bedre. Sangen har nærmest præcis samme arrangement i begge versioner, men produktionen fungerer bare på et helt andet niveau på Frengers. Den er meget nuttet i ”Half the world”, men jeg kan nærmest ikke forestå, at sangen skulle være blevet skrevet med de guitar- og trommelyder, og ikke dem man hører på Frengers.

Her voice is beyond her years

Half the world is watching me – Frengers

Her har vi nok den sang, hvor begge versioner kan allermest for mig. De kan begge noget vildt forskelligt. Her føles originalen vitterligt også som originalen for mig, den er altså ikke blevet ramt af “jeg hørte den anden først” -effekten. For der er bare noget virkelig passende over instrumentationen og formen i “Half the world” versionen. Sangens formål er at være hjemsøgende, og der er noget meget fascinerende over de to forskellige tilgange hver version tager til det. ”Half the world” har form som et længere opus, starter med at foreshadowe pre-choruset, og minder mig derfor strukturelt set næsten om en Cristopher Nolan film. Den har også en fin lille klaver-outro på. Frengers versionen er markant kortere, og bliver derfor mere hjemsøgende, gennem at man har lyst til lidt mere. At forstå fortællingens mystik lidt mere, at blive i følelsen lidt længere. Derudover bærer den produktionsmæssigt mere præg af, you guessed it, Distortion, og der er noget virkeligt poetisk over guitarens lyd for mig, særligt i omkvædene. Den mængde rumklang der er smidt på, for det til nærmest at lyde som skrig der kommer langt fra, og bliver enormt billedskabende. Begge versioner opnår derfor på samme måde at fortælle en hjemsøgende, mystisk fortælling, men på vidt forskellige måder. Dygtigt band, hvad kan man sige…

King Christian

Half the world is watching me – Frengers (Deluxe edition)

Til sidst skal denne sang også bare lige nævnes, da det nok er det mest radikale Mew har genindspillet en af deres sange overhovedet, selvom genindspilningen (desværre) kun kom med på deluxe-versionen af Frengers. Og begge versioner fungerer så vanvittigt godt! Half the world er fantastisk hygge-pop, marker virkelig hvor dælens catchy det hook lige er, og har en let fjollet energi over sig. Da de så genindspillede sangen, fjernede de alt swinget, simplificerede vers, skrev et par nye stykker, og smed et heftigt lag Coldplay-guitar ovenpå. Hvilket også gør at omkvædet fungerer sindssygt godt, samtidig med at de nye stykker fungerer vanvittigt godt. Mew forstod her virkelig at tage et godt hook, og så malke det Maks muligt, til at få to forskellige vildt fede sange ud af det.

 

Alt i alt kan jeg da helt klart mærke, at mine holdninger bærer præg af, at Frengers-versionerne var dem jeg hørte først. Oftest syntes jeg bare de er lidt mere direkte, mindre rodede i lyden og mere hårdtslående. Dog er der utrolig mange sjove finurligheder i de gamle versioner, som også giver dem en elskværdighed, og jeg kan da helt klart også godt forstå folk der mener, at det her er “den rigtige Mew”, uden så meget klassisk-rock lyd, og med en på sin vis, mere innovativ tilgang til sangene. Men ultimativt syntes jeg nemlig, disse innovative opbygninger, keys og vokal-melodier kun bliver endnu bedre krydret, når der også lige kommer en omgang rigtig rock-trommer og distortion-guitar på.

Håber du selv får lyst til at dykke lidt ned i det, og kommenter da endelig, og mind mig på, at jeg tager fucking fejl.