Mew Marts: De ti bedste sange

Så er det blevet Marts måned, og jeg har besluttet mig for at Marts skal være Mew måned, som en slags opvarmning til deres koncert på Northside i år, og fordi Mew er en af mine yndlings bands. 

Når det er sagt, har jeg faktisk et utroligt kompliceret forhold til Mew, som jeg har til så mange af mine yndlingskunstnere. Jeg tror på mange måder jeg “holder med” mine yndlingskunstnere, på samme måde som mange holder med f.eks. Et fodboldhold. Nogen gange er jeg utrolig stolt, som når de lige laver Frengers, andre gange synes jeg de misser målet fuldstændig. Mew har en måde at bruge keyboards på, som oftest frustrerer mig grænseløst, uden at jeg helt forstår præcist hvorfor, og samtidig har de en tendens til at synes de skal være mere komplicerede, end jeg egentlig syntes de behøver være. Den slags band, der nogen gange gør ting, udelukkende fordi der ikke er andre, der gør dem, og fordi de er komplicerede eller svære at forstå. Men når Mew er gode, er de så åndssvagt gode. Og det vil jeg her udpege ti sange, der er rigtig gode eksempler på, som min officielle start på hvad der forhåbentlig bliver et super-glædeligt Mew-marts. Ligesom med min Blaue Blume liste, skulle der gerne være noget til både fans, og helt nybegyndere, så dyk ned, og responder endelig!

10. Satellites

Mew har nogle gange, særligt for at undgå Prog-labellet, beskrevet deres musik som “indie-stadion pop”. Det er et label, som også indfanger meget godt, hvad jeg nok bedst kan lide, når de laver. Satellites er på mange måder nok en af de mest stadion-agtige sange, Mew har skrevet, med dens mange kraftige, simple markeringer og episke omkvæd. Den tager dig dog også gennem utrolig mange soniske skift, fra de flotte harper i starten, til de skæve guitarriffs omkring 2.18, og igennem funky vers til storslåede omkvæd. Det er ganske enkelt bare en super-flot sang, med en meget detaljerig produktion. Meget modigt valgte Mew faktisk i 2012, tre år før sangen udkom, at slutte et roskilde-set af med at debutere en meget ufærdig version af sangen, som dog er meget fascinerende at lytte til, med en meget flot trompet rolle, som er det jeg har linket til forneden.

9. Comforting sounds

Shocking, I know. Men Comforting sounds er simpelthen ikke min yndlings Mew sang, og jeg hader faktisk lidt narrativet om, at det er deres ultimative sang. For mig er det ikke engang deres bedste afslutningsnummer på en plade, men mere om det senere. Jeg hader lidt det narrativ fordi, at den på så mange måder faktisk er ret ikke-Mew-agtig, i hvert fald ift. Hvordan jeg ser Mew. Der er ingen vilde tromme-innovationer fra Silas Graae, og sangen mangler lidt nogle af de skæve indslag, som nu alligevel er grunden til at jeg elsker Mew så meget. Det var meget tid at bruge på at skrive om en sang, som alligevel er min niende yndlings Mew sang. Men det er den selvfølgelig stadigvæk, for det er jo stadigvæk en blændende god sang. Hvis du så vil vide hvorfor, kan du nok enten bare høre den, eller hører ca. Alle andre nogensinde snakke om den, inklusive ca. Alle andre top ti Mew lister nogensinde. 

8. Water Slides

Water Slides skulle tage lang tid om at gro på mig, men har til gengæld heller ikke stoppet med det siden, og er nu så god at jeg, helt blasfemisk, tør nævne den som en sang, der er bedre en “Comforting Sounds”. Der er bare noget helt utroligt fascinerende over den for mig. Der er ikke en eneste ide i sangen, jeg forstår hvordan bandet har fået, og den føles på en mystisk måde utrolig tidsløs. Omkvædet særligt kunne være skrevet hvornår som helst, og føles helt genreløst. Det er blandt andet det Mew kan for mig, når de er helt gode. Få den slags ideer, som jeg simpelthen ikke kan fatte hvor kommer fra. Sangens produktion er også meget finurlig, med mange spøjse lyder, holdt fast en kraftigt mikset, men meget simpel bas, og en guitarlyd, jeg ville sælge min lillebror for at genskabe. Jeg kommer nok til at bruge megen tid endnu på at dykke endnu mere ned i denne sang dog, om det er det geniale harpsichord i pre-choruset, Kimbras feature i omkvædet eller de gennem-autotunede harmonier der svæver rundt i baggrunden. Mew spillede også sangen i sammenhæng med deres koncert med “Copenhagen Philharmonic”, og beviste hvor tidsløs og medrivende en sang de faktisk har skrevet her.

7. She Spider

Hvis der var et Mew-album, man skulle sammenligne med Radiohead (et konstant mål for alt musik for mig) var det nok Frengers. Og hvis der var en sang, der skulle sammenlignes, skulle det nok være She Spider, en af Mews mest dystre sange til dato. Sangen balancerer i starten kontrolleret mellem behag og ubehag i dens flotte guitarfigurer, indtil den lige pludselig tager fusen på dig, og skruer spontant op for dynamikken, med gennem baskende trommer. Den super støjende guitar-solo omkring 2.52 er også et klart high-light for mig. Det er faktisk meget fascinerende hvor mange forskellige følelser Mew arbejder med i deres musik, og denne sang når da også både at få dig til at føle at det hele nok skal gå, og at intet overhovedet skal gå. 

(Ps. Bare fordi jeg er en spade:)

 

6. Special

Endnu en af de sange, der gør mig lettere målløs over hvor gode Mew virkelig kan være når de er gode. Ligesom Blaue Blume, elsker Mew selv at beskrive sig selv som pop, og der er der også noget nærmest MGP-agtigt over baslinjen (hvilket jeg vil holde fast i er en kompliment). Samtidig er guitarriffet opfindsom på en måde, kun Mads Bo kan skrive. Sangen formår dermed både at have helt klare referencer, samtidig med at den føles gennemgående original. En af Mews største styrker er også, at de kan gøre utrolig simple grooves utroligt groovy, uden at jeg helt forstår hvordan de gør det. Der er bare et eller andet over groovet i Special, der bare svinger helt uforståeligt godt. 

5. Wheels over me

Jeg havde på en vens anbefaling i lang tid ladet være med at høre de to første Mew-albums, idet der angiveligt ikke skulle være noget af værdi i dem. Da jeg hørte Wheels over me, følte jeg mig stærkt forrådt. Jeg elsker den slags sange, hvor jeg få fem sekunder inde i sangen kan fornemme, at jeg kommer til at død elske dem. De helt tørre, helt clean guitar, der bliver strummet opfindsomt har et særligt sted reserveret i mit hjerte. Det opfindsomme trommebeat, syrede pre-chorus og særligt trompeten i andet vers, er med til at skabe en fest af musikalske krydderier, som samtidig leveres med en stor følelsesmæssigt intenstitet fra forsanger Jonas Bjerres sider. Hermed balancerer den også mellem følelsen af solskin, og af at du sidder alene indenfor mens andre folk er ude i den solskin. Der er meget rodet i deres første to albums, men på Wheels over me, formår de lige at lade være med de dumme ideer, og kunne fylde sangen op med bare-bones musikalsk lækkerhed. 

4. Louise Louisa

Så kommer der den slutsang, som jeg syntes er en større sang end Comforting sounds. Louise Louisa er en mere udfordrende rejse af en sang, som starter ud med det militante tromme-groove og langsomt introducerer element efter element herfra, med en utrolig “less-is-more” kontrol. Fra starten af sangen er der bare en helt særlig stemning, som om at det ikke bare er enden på et album, men et liv. Jeg får altid gåsehud hver gang Jonas i andet vers synger “what a day i’ve had, and now it’s over” fordi der et eller andet lag i leveringen af den meget simple linje, der bare rammer mig helt særligt. Da sangen så “stopper” første gang bliver vi tager med en i en arena-klar støj fest, der beviser hvor effektfuldt det kan være, at inkludere elementer i ens musik, der “misser” slagene. Det bliver helt særligt episk gennem den måde, Silas’ trommer langsomt sakker bagud fra resten af musikken og til sidst bare helt kollapser. 

Men sangen er endnu ikke over, og det er nok her jeg vil sige, at den spiller det trumfkort, der gør den bedre end Comforting sounds fra mig. For i stedet for det helt store klimaks, ender vi i synth-flader, mens Jonas synger de smukke linjer:

“I’m in a car

I don’t know where we are headed for

Stay with me

Don’t want to be alone”

Når jeg hører dette stykke, og kigger på et ur samtidig sker der noget helt særligt. Det er som om musikken effektivt sløver tiden ned for mig, til det punkt hvor jeg ikke tror på at det egentlig optager de sidste to minutter af sangen. Det rammer en helt eksistentiel grundangst i mig, frygten for bare at blive efterladt alene, på den rejse livet er, uden at vide hvor i alverden man skal hen.

3. Introducing palace players

Og så videre fra det følsomme essay om eksistentialisme, til motherfucking prog-pop. Jaer!!! Mange af mine venner er blevet utroligt irriteret på mine forsøg på at vise dem, at det her er den bedste sang nogensinde. Men det er det altså bare. Den har ganske enkelt bare en helt særlig swagger over sig, i dens fuldstændig kogte groove, og mærkelig snørklede guitar-figurer. Det groover for mig på en måde, som meget lidt andet musik kan, og slå endnu engang et slag for, hvorfor man ikke skal kvantisere musik. Melodilinjerne er også konsekvent utroligt fængende, og sangen hiver da også nogle gange sig selv ud af sin egen kogthed og mere over i bandets stadion, reverb-elskende side, som i det storslåede breakdown til sidst. Et lille skud-ud til gæstenDamon Tutunjian baslinje på sangen, som han spillede, da bandet indspillede dette album uden sin indtil da faste bassist, Johan Wohlert. 

2. Am i Wry?

Am i Wry? Er nok lidt det bedste calling-card for hvad Mew kan som band, hvilket de da også selv har udtalt flere gange. Sangens intro er nok en af de bedste starte på en sang til dato for mig, med chugsene over fingerspillet, da glider hen i den alternative strum-rytme, som leder videre i kaos, og over i sangens vers. Sangen er på den måde konsekvent gennemført komponeret, og balancerer hele tiden på grænsen mellem tilgængelighed og eksperimentering. Rich Costeys produktion på Frengers er noget af det bedste der er sket for bandet, efter min ydmyge mening, og særligt Am i Wry? Og min nummer et-sang, formår han at løfte utroligt meget fra de versioner, bandet havde udgiver inden Frengers pladen. Am i Wry har nok nogen af mine yndlings guitar-lyde, og er bare den slags sang, jeg nærmest altid kan høre.

1.  156

Utroligt nok, selvom den er en af deres største hits, ser jeg sjældent 156 dukke op, når andre folk laver denne slags lister. Det finder jeg særligt utroligt, da jeg syntes det ikke bare er deres bedste sang, men nok en af de bedste rocksange overhovedet. Det er endnu engang Frengers-versionen jeg vælger (Næste uges indlæg bliver om opdateringer på sangene heri), hvor sangen bare fungerer på en helt uforklarlig måde. Stemningen er intens fra første tone, og slipper dig aldrig. Den dystre fortælling, set fra en stalkers perspektiv bliver intenst fortalt, og sangen er, ligesom Am i Wry, gennemgående bare fyldt med perfekt guitar og trommelyd, i hvert ift. Min smag. Brugen af støjsamples i versene er også et genialt touch, ligesom tamburinen er over Silas Graaes omtågende skæve trommer i Pre-chorusset. Men det er ganske enkelt også bare en helt åndssvagt god pop-rock sang, som spiller på det bedste fra begge genre, og spiller perfekt op af den 00’er rock lyd, der nok er en af de største milepæle i min musiksmag. Hvis jeg ikke allerede har gjort det klart kan jeg opsummere min kærlighed for sangen og Mew ved at sige, at Mew er et band der kan få helt enestående originale ideer, samtidig med at de kombinerer utroligt poppede elementer med stærke eksperimenterende ideer, og forstår præcis hvordan disse krydderier skal balanceres. Glædelig Mew-marts, håber du finder noget der behager dig!

 

Hvis du har fået videre blod på tanden for Mew, forstår jeg dig, og jeg er din ven! Derfor har jeg lavet denne fine lille playliste, der udvider top 10’en til en hel top 25’er 🙂