Blaue Blume – De ti bedste sange

Jeg har altid været fascineret af bands, der skaber musik der lyder, som kommer det fra en form for urkraft. Hvor alle sammenligninger med andet nutidig musik på en eller anden måde virker lidt forkert, og ideen om at de skulle være inspireret af andet “jordisk” musik virker lidt tvivlsom. Særligt når denne “urkraft”-agtige stemning så bliver skabt af et band, der spiller noget så jordnært som bas, guitar og trommer. Der er for mig noget utroligt fascinerende over denne blanding af velkendt og totalt fremmed. Det er nok noget af det der har skabt min kærlighed til Sigur Ros, og det er i hvert fald sådan jeg ville beskrive det vidunderlige danske band, Blaue Blume. Blaue Blume må relativt set nok være en af de danske bands jeg er størst fans af. Relativt set, fordi de endnu ikke ligefrem har udgivet et kæmpe bjerg af musik, men jeg stadig føler at de, for mig, har en stor og udvidet diskografi, med en klar rød tråd og interessant historie. Utroligt mange af deres sange er allerede en slags klassikere i mit hjerte, og jeg har deres musik utrolig kært. Da Jonas (bandets forsanger) i 2017 annoncerede at han gik ned med stress, mærkede jeg selv det helt klart, og jeg kunne ikke lade være med at reagere som en slags Cristopher-fan, og gå rundt og tænke på, at jeg bare håbede alt det bedste for ham. Da de vendte tilbage sidste år, var det dermed også utrolig kærkomment fra min side. Jeg har hørt hele deres diskografi, og vil derfor gennem denne top ti både forsøge, bare at anbefalde de sange jeg syntes er bedst, men samtidig også give en form for indkapsling af hvad det er, jeg elsker så dybt ved dem. Dermed er dette indslag både for helt nybegynder inden for blaue-universet og til længervarende fans, der kan få lyst til at diskutere mine dumme holdninger med mig. 

10. Sobs   

Da “Bell of wool” udkom sidste år, kommenterede en af mine venner, at han syntes alle sangene på albummet var den samme sang. På trods af enkelte afstikkere, som mine honourable mentions “lovable” og “Vanilla”, kan jeg lidt godt se hvad han mener. Meget af albummet bevæger sig rundt i et land tåget ind i tykke synthflader, oftest uden trommer men besat af en overdådigt kraftig synth-bas, mens Jonas synger poetisk og fortabt rundt, og nogle stemme-manipulationer svæver lidt rundt i baggrunden. Hvis jeg dog skulle pege på hvilken sang der så er den bedste version af denne “ene” sang albummet er, ville jeg nok sige Sobs, som af uvisse grunde deler titel, med en EP, bandet udgav inden dette album. Den har en stærk anthemic kvalitet over sig for mig, særligt når vi når til c-stykket og Jonas proklamerer “i went to church, the sunday mass”. Blaue Blume benytter ofte meget løse sangstruktuer på dette album, og hvor jeg f.eks. syntes det skader en sang som “Vanilla” lidt, syntes jeg det fungerer helt perfekt på “Sobs”, som giver en, en følelse af, at man er med på en sonisk rejse, der ethvert tidspunkt kunne dreje ned ad en ny sidevej og introducere et nyt element. Derudover elsker jeg ganske enkelt at Blaue Blume vælger at pitche en allerede falset stemme en oktav op, som du kan høre ved 0.14. Et andet virkelig velkomment touch er brugen af den helt gennemchorusede el-bas, der fyldte så meget i bandets tidlige lyd. 

9. Ebony     

Da Ebony først udkom i 2017, var den ærligt talt en slags “Judas” øjeblik for mig. Jeg havde forelsket mig rigtig dybt i den lyd bandet havde på “Sygzy”-pladen, og hvordan det nærmest var Live-indspilninger, der bare samtidig skabte utrolig klare universer. Jeg havde ikke lyst til at bandet skulle eksperimentere med elektroniske virkemidler, særlig fordi 2017 var året, hvor alle bands begyndte at eksperiment på den måde. Blaue Blume havde allerde deres helt egen måde at eksperiment på, så hvorfor skulle de pludselig til at virke som alle andre. Med tiden var der dog en ting der nok bare ændrede min holdning. Ebony er en virkelig god sang. Den er et forsøg for bandet på at følge deres pop-aspirationer fuldt ud, og det lykkedes virkelig godt. Sangen har en hook af episke proportioner, endda med nærmest Phil-collins agtige trommefills, de superlyse stemme-manipulationer kan virkelig noget, og Blaue Blume er mestre i gode c-stykker (hvilket det bestemt ikke er første gang jeg kommer til at udtrykke i dette indslag. Særlig hvordan c-stykket genbruges efter sidste omkvæd (et trick de bruger gentagne gange til stor effekt) kan bare noget helt særligt. Bandet har altid været meget åbne om, at de ville definere sig selv som pop, og Ebony er nok det klareste argument i denne retning, på alle de rigtige måder!

8. Mayhem      

 

Da jeg først begyndte at tilgive bandet for deres “lyd-skifte” på Sobs-ep’en, åbnede Mayhem sig op for mig som en slags bonus-gave. Det er en helt simpelt overdådigt flot sang, med et omkvæd der giver mig lyst til at svæve åndsvagt rundt på en eller anden mark, som var jeg med i en Terrence Mallick film. Jeg er et skræmmende syn, når jeg hører denne sang i høretelefoner, lad os sige det på den måde. Sangen giver mig lidt associationer (som tidligere nævnt, en sjælden ting i Blaue Blume land for mig) til både Sigur og dette måneds kommende tema, Mew, men kun ment positivt. Der er nogle meget feminine kvaliteter over “Mayhem” for mig, både i melodierne, men også i de fine synths der omringer Jonas i omkvædet. Jeg har altid også haft en kærlighed til sange der “mister” retningen og dykker ned i mystiske afgrunde, sådan som Mayhem gør i c-stykket. Særligt hvor flot de formår at tage dig med ud af afgrunden og med videre ind i det euforiske omkvæd igen, er virkelig beviset på et band, der ved hvad de laver. Særligt også lige et skud ud til brugen af pedal-bas teknikken i anden vers, og Jonas’ smukke fraseringer ved 3.30.

7. Buoyant forces     

Det er nok ikke sidste gang jeg kommer til at bruge ordene “følsomt” eller “intimt” i sammenhæng med Blaue Blume. Men de ord passer så sandelig på denne fine ballade, fra “Sygzy” albummet. Sangen starter ud med en fint strummet guitar, samtidig med at der hvisket kærligt og intimt. Sangen bygger sig så gradvist op, indtil den så pauser op, skifter taktart og forsvinder væk i endnu et blaue-omkvæd, der får mig til at tro at jeg kan danse ballet. Det er derudover altid en fryd at misse, præcis hvornår stilheden stopper og omkvædet rammer. Jonas vokal er altid smuk, men skal bare lige nævnes i sammenhæng med særlig denne sang. Der er en slags undrende kvalitet, samtidig med en utrolig klarhed og passion. Guitar-teksturerne i omkvædene er også et klart eksempel på hvad det var, jeg faldt pladask for ved Sygzy albummet.

6. Lost sons of boys

Blaue blumes univers er oftest som på sidste sang, utrolig besat af rumklang og flydende instrumentation. Dog kan bandet virkelig også noget, når de bliver mere stakkerede og konkret, som på denne tidlige perle fra deres karriere. Bandets trommeslager, som jeg på syndigt vis ikke har nævnt endnu, leverer et fantastisk trommebeat, stærkt akkompagneret af dystre basakkorder og en sirene-agtig guitar, som alligevel også giver sangen lidt flydene fyld. Nogle steder bliver sangen næsten decideret funky i omkvædet, mens den fra andet omkvæd og frem akkompagneres af metal-agtige guitar chugs, et interessant og velkommen element i Blaue Blumes univers. “Lost sons…” er noget af det mest dystre Blaue Blume har lavet, og den lykkedes i at lave den slags medrivende stemning, der sammen med høretelefoner er perfekt til dage, hvor man er lorte-frustreret, og har brug for at leve sig ind i en fortælling om, at man selv og Jonas er en eller anden slags troldmænd, der kan kaste ondskabsfulde sang-besværgelser over dem der har gjordt en ondt… Øhm, videre til næste sang. 

5. Thinking of Roxy

Det er ikke ligefrem teksterne, der er det allervigtigste for mig i Blume’s sange, selvom de nu også har skrevet mange mindeværdige linjer. På Thinking of Roxy, er teksten, og historien bag dog nok central for min kærlighed til sangen. Jonas var til en fest, hvor han så en pige han blev helt skudt i, og simpelthen valgte at smadre sin hånd ned i et glas for at få hendes opmærksomhed. Mens hun så følger ham til hospitalet husker han, på mærkværdig vis, endelig at føle den simple lykke han altid går og jager, selvom hans hånd er helt smadret til i glasskår. En lidt absurd fortælling, men samtid nok også en overraskende relaterbar fortælling for nogen af os. Sangen er besat af en romantisk og optimistisk ånd, samtidig med at den konsekvent føles 100% ægte og aldrig virker som en slags “kan i ikke lige skrive en kærligheds-sang” agtig ting. Både Jonas vokal, og bandets præstation formår også fintfølent at støtte fortællingen på vej.

4. Macabre

På mystisk vis, havde jeg aldrig samme “judas” øjeblik med Macabre som jeg havde med Ebony, selvom den i retrospekt er mindst lige så elektronisk, hvis ikke mere. Men jeg husker mest af alt bare, at Macabre var første gang bandet udgav noget nyt, efter mine efterskole venner og jeg var faldet for dem. Som vi gik forvirret rundt mod slutningen af 1.G, passede sangens udgivelse perfekt til den årstid, hvor solen også så småt begynder at titte frem, og vi pludselig begyndte at genfinde lidt håb. Det et også den følelse Macabre giver mig. Føleslen af håb og optimisme, samtidig med bevidstheden om at man er “bange for at miste alt jeg har”, en slags bevidsthed omkring den værdi, de ting man er omgivet af i sit liv har for en. Generelt er c-stykket, hvor sangen pludselig skifter fra engelsk til dansk, nok en af de mest intense ting bandet har produceret, særligt båret frem af intensiteten i Jonas’ stemme. Gennemgående er sangen bare utrolig medrivende produceret, der går sjældent fem sekunder uden en ny finurlig detalje, om det er synthsene, trommemaskiner, baggrundsvokalerne, eller Blaue Blumes vidunderlige bassist.

3. Morgensol

Jeg har allerede skrevet godt og grundigt om denne sang i mit “10 bedste sange fra 2019” indslag, hvor den i øvrigt kom på en 5. Plads. Gå endelig ind og læs det, men sidenhen har jeg nok meget simpelt fået indkredset min kærlighed til denne sang i, at den virkelig fanger følelsen af være følsom. Af at tage indtryk ind for lidt kraftigt, og af bare at være utrolig berørt over den smukke verden vi lever i. Den ramte mig på et meget vigtigt tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke helt kunne forstå at jeg skulle være så dælens introvert og følsom, som jeg var. Den hjalp mig på rigtig mange måder, med at slappe af, og lære at forstå, hvilken kæmpe styrke denne følsomhed var. 

2. Candy

Det var faktisk nok sværere for mig, at vælge mellem denne og Morgensol, ift. Anden og tredjeplads end det var at vælge en førsteplads. For samtidig med at morgensol har en utrolig personlig connection for mig, er Candy på mange måder alt det jeg elsker ved Blaue blume. Alle medlemmer leverer noget helt vidunderligt, om det er det kantslags-oversvømmede groove, Chorus-bassen (Chorus-bas er i øvrigt grunden til at jeg er single), guitarerne som flyver rundt mellem forskellige roller eller Jonas vidunderlige vokal. Når bandet første gang introducerer c-stykket efter anden omkvæd, har det antydninger af eufori. Når de anden gang vender tilbage til det, udløser alle de forventninger sig, og bandet tager dig med på en skamløst følsom rejse til drømmeland. Samtidig med de utrolig flotte facetter, formår Blaue Blume dog også at få noget af den dystre stemning fra “lost sons” ind i sangen, og netop denne kontrast er også med til at gøre Candy til så dælens god en sang.

1. New Years Eve

Jeg hader lidt mig selv lige nu. For altid, når jeg læser anmeldeleres lister over en kunstners bedste værker, går det mig på, når de nævner deres første sang eller album som deres bedste. Mest af alt nok bare, fordi jeg føler det føles lidt disrespektfuldt over for kunstneren, idet det lidt antyder at de ikke har kunnet finde på noget bedre siden. New years eve, er åbenbart den første sang Blaue Blume udgav, fandt jeg ud af i min research til dette opslag. Dog vil jeg forsvarer mig selv ved at klarificere, at det ikke er den version, men den stærkt overlegne version fra Sygzy, jeg her vælger. New years eve er virkelig, eksemplet på alt det jeg elsker ved Blaue Blume. Dermed får jeg først og fremmest bare lyst til at copy-paste alt hvad jeg har skrevet til de tidligere andre sange på denne liste, idet det stort set alt sammen passer på New years eve. Den er både følsom, intim, lille, storslåen, mystik, poppet og samtidig helt original. Hvert formled er gennemtænkt, og særligt den rejse sangen tager på fra c-stykket og frem gør mig målløs når jeg lytter. Hvordan der opbygger sig helt nye guitar-figurer, som så langsomt bygger op og tager dig over i komplet støjrock med Jonas forheksende vokal, som så tages videre over i sangens fantastisk poppede pre-chorus, indtil sangen tages helt hjerteskærnede langt ned til den smukke guitar-riff, og Jonas der opgivende synger “we lose our hips to the sound of apocalypse”. Det bliver så tomt, så stille, at det rammer som en kniv i hjertet