Autenticitet vs. Perfektionisme: Jeg syntes faktisk det er svært 

Jeg har de sidste mange måneder gået og tænkt på særligt ét emne. Det er et emne, som ved første øjekast, er meget baseret i ren teknik og nørderi, men selvom du måske ikke er super inde i ting som redigering af musik, click-track og auto-tune, synes jeg alligevel, du skal prøve at læse med. For jeg vil i hvert fald prøve at forklare, hvorfor jeg mener, det er relevant.

 

Jeg tror, jeg skal starte med at prøve at forklare hvordan jeg ser mig selv som musiker. Jeg står nemlig et meget mærkeligt sted. Jeg er bassist, producer og oftest meget involveret i de tekniske aspekter af en proces. Men på samme tid er jeg ikke verdensmester inden for nogen af disse felter, og min tilgang til mixing, setups og alting er meget præget af en kunstnerisk indgangsvinkel. Jeg er ligeglad med, at vores Gemini Inc. album på mange punkter er mixet “forkert”, idet det for mig er det mixet perfekt. Eller, i hvert fald på den måde, hvor jeg føler, det bedst udtrykker det, det skal.

 

Og derfor går jeg også op i nogle ting, som mange andre teknikere måske ikke nødvendigvis ville gå op i. Kort sagt skriver jeg det her indlæg, fordi der er så mange ting i den “almene” tilgang til produktion af både musik – men også liveshows – som jeg har gået og studset over i lang tid nu. Jeg tror ikke, det almene menneske forstår hvor meget redigering af musik, der efterhånden er “påkrævet” i den moderne musikbranche, så lad mig prøve at beskrive det. For at tage udgangspunkt i band-baseret musik, er det her helt normalt:

 

• Man tager mange takes på en sang, ofte også flere på bare ét enkelt stykke af sangen, for at få det helt perfekt. Hvis man ikke kan spille eller synge hele stykket perfekt, bliver det nogle gange skåret op i endnu mindre bider. Når denne proces så er færdig, udvælger man, og det bliver nogle gange helt ned til én tone ad gangen.

• Herefter kvantiserer man. Det vil sige, at man ændrer på timingen, altså hvornår en tone eller et slag kommer, helt ned til millisekunder for at få det helt perfekt. Det er meget forskelligt hvad tilgangen er til den proces, men det er ikke unormalt at det bliver kvantiseret til bare at passe perfekt til metronomen, og dermed også fjerne den naturlige “feel” det måske er sunget eller spillet med.

• Hvis noget er ude af tune, bliver det så rettet ved hjælp af Pitch Correction, også kendt som Autotune. Det kender de fleste til med vokaler, men det gøres også rigtig ofte med instrumenter. Autotune har i en årrække været kontroversiel, og havde også en “hård fødsel”, men har efterhånden fået et hjem som en nødvendighed i moderne musik.

• For at sørge for at sangen aldrig lyder “nøgen”, ligger man flere spor af vokal eller guitar oveni hinanden, og fylder måske også ud med en masse små elektroniske lyde. For at sangen kan føles tættere på at være lige så hårdtslående som en elektronisk sang, fylder man det der hedder samples på trommerne, og lægger måske en diskret synth-bas på, så sangen har lige så meget bund, som hvad end Travis Scott lige har udgivet.

 

 

Alt dette giver et resultat, som på mange måder er “perfekt”, og for at det kan lyde lige sådan live, bruger man derfor In-ear høretelefoner til sin lyd, så man også kan få en metronom deri. Det gør at man aldrig spiller for hurtigt, for langsomt eller ændrer tempo i løbet af sangen. Da man har et konstant tempo, bliver det også nemmere at bruge back-track, eller som den ufaglærte måske stadig kender det, playback. På den måde kan sangen have de elementer af ekstra keys, vokal og guitarer, som giver den den samme fylde live som på indspilningen.

Hvis du er musiker, gætter jeg på, at du allerede nu har en forudindtaget holdning til disse ting, og måske allerede er klar til at være frustreret over, hvad jeg skal til at skrive om dem. Og dét er én af de ting som har været frustrerende for mig. For jeg syntes der er rigtig meget to lejre. Enten er det den lidt boomer-agtige holdning, at alle disse ting er hvad der gør, at moderne musik ikke er “rigtig musik”, og at det ikke har været det siden hvem end, der har den holdning, var ung. Ellers er det en form for kritisk “voks nu op”- attitude, der siger, at alle disse ting bare er sådan det er, og at man er for naiv, hvis man stiller spørgsmål ved det. Til boomeren vil jeg starte med at sige, at med mindre vedkommende var ung i 60’erne, har vi været i gang med at redigere musik til at lyde mere “perfekt” lige siden, og at det måske er lidt naivt at mene, at lige præcis dén mængde vi gjorde det i, da du var ung, var den rigtige. Og så ville jeg også sige noget andet, men det vender jeg tilbage til senere. Til den kritiske, eller måske dig, der bare ikke forstår hvorfor jeg har et problem, vil jeg starte med et sidespor (hvis du keder dig, kan du lave et drukspil, og drikke hver gang, du syntes jeg lyder forældet):

 

Jeg begyndte for et par år siden at bemærke en tendens i tråd med at elektronik fyldte mere og mere i vores samfund. Smartphones og jobs der udelukkende forgik online. Jeg begyndte særligt at bemærke hvordan jeg sjældnere og sjældnere fik en naturlig grund til at interagere med mennesker i min hverdag. Alting blev selvbetjening, bestil til døren osv. Hvis jeg ville, kunne jeg sagtens leve i månedsvis, uden nødvendigvis at blive konfronteret med at møde et menneske IRL. Og, som introvært, kunne jeg mærke, at jeg lænede mig meget op af at udnytte de muligheder. Min telefon blev en ressource til at undgå small-talk, om det var på gymnasiet, i bussen eller noget tredje. Jeg er også en del af den generation, hvor jeg kan mærke, at afslapning, for mig, dybest set indeholder en skærm. Jeg kan sagtens tage en lur ude i solen, sidde lidt med en god bog eller lignende, men det er faktisk et behov for mig og mit energi-niveau, på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen, at sidde i freden af min computerskærm. Måske er det ikke sådan for nogen, men jeg tror at mange ville opdage, hvis de testede sig selv, at de har det på samme måde. Mine batterier bliver simpelthen bare opladt af det. Og både som troende, men også bare som humanist, syntes jeg, det er forkert. Det er selvfølgelig et helt andet blog-indlæg, men jeg vil bede dig om at gå med på præmissen af, at vi ikke skal ende som dem i Wall-e. Hvis ikke, ved jeg ikke, hvordan du kommer helskindet igennem resten af det her.

 

Men jeg tror også at flere af os er kommet i kontakt med netop dét igennem Corona. Pludselig opdager vi, at vi mangler noget, når vi lever et liv, hvor alting er online-interaktion, levering til døren osv. Der er noget i interaktionen med mennesker, som ikke kan erstattes af noget andet. Og selvom det på så mange måder er vildt fedt hvad teknologi kan gøre for vores samfund, vil jeg også bede dig være med på præmissen om, at hvis vi ikke er opmærksomme, tager vi flere og flere skridt imod Wall-E-land. Godt så.

 

Tilbage til musikken. Jeg tror, det er vigtigt, at vi indenfor alle felter af vores samfund er med til at gøre opmærksom på kvaliteten i det menneskelige, det uperfekte, fejlbarlige og samtidig uerstattelige. Tænk f.eks. på photoshop-debatten ift. modeller og skønhedsidealer, og jeg tror, du vil have meget nemmere ved at se hvor jeg kommer fra. Det er et felt hvor de fleste af os ville være enige i, at perfektionen ikke er det værd, ift. hvordan det påvirker vores selvopfattelse, og skaber et urealistisk forhold til kropsidealer. Mit felt er så musik, og jeg har gennem mine evner og interessefelter, fået meget ansvar ift. hvordan vi redigerer og præsenterer musik. Som sagt er mange inden for de tekniske felter, af 100% naturlige og forståelige årsager, mest bare interesseret i at skabe det mest “perfekte” produkt muligt. På den måde kan de få et godt ry og få mere arbejde. Og derfor er der hverken tid eller grund til at tænke så samfundsmæssigt over den proces.

 

Men jeg tror, at det er vigtigt, at vi i vores medier – særligt i disse år – får en stærk repræsentation af hvordan mennesker faktisk er. Hvordan et menneske ser ud (modelbranchen, sociale medier), hvordan de snakker (film, tv og podcast) og også hvordan de lyder. Om de synger eller spiller et instrument. Men jeg synes, så stadig faktisk, at det er svært – og det er der mange grunde til.

 

Ét er, at jeg, ligesom så mange andre, ikke ved om jeg har “råd til” at tænke på den måde. Jeg var den, der redigerede Downtown July’s EP “Amor Fati”, og tog et aktivt valg om ikke at kvantisere trommer, og kun kvantisere andre elementer, der hvor de aktivt sprang ud og ødelagde noget af sangens flow. Jeg prøvede at lytte efter den timing de forskellige elementer havde, og lære at forstå hvornår de blev brudt. Jeg brugte ikke en skid Pitch-correction, ligesom jeg heller ikke gjorde det på hele Gemini albummet (selvom det oftest er pitch-correction, hvor jeg syntes at møde “voks nu op” tankegangen). Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke, om jeg skød mig selv i foden. Skulle jeg have gjort lyden mere mekanisk perfekt, brugt tromme-samples, fyldt ekstra elementer ind, frem for at gå efter lyden af fem mennesker, der står og spiller i et rum (en lyd, som man finder INGEN steder på moderne hitlister)? Så kunne EP’en måske have blevet et større hit. Og så kan jeg jo altid tænke, at jeg kunne tage den her kamp, når vi var kommet på toppen, og måske ligesom Minds, kunne gøre hvad der passede os, og sætte trends ved at gøre det. Måske.

 

Eller med det liveshow, vi lige nu er i gang med i Gemini Inc. På albummet er det ikke ualmindeligt, at der er 100 eller 200 spor på én sang. Der er supermange ekstra lyde, og mærkelige effekter. Den umiddelbare løsning ville være at spille med click, og så kunne gøre disse elementer på playback (som jeg syntes, vi burde kalde det, da back-track bare er en “pænere” måde at sige det på). Men i stedet for, kører vi uden click, og kun med de lyde vi selv kan stå og fremmane på scenen. In-ears giver god lyd, men har den sideeffekt, at det er sværere at høre publikum. I den mest direkte forstand en måde at miste kontakt med mennesker på. Og jo, der er løsninger for dette, som gør at dygtige professionelle som f.eks. Dua Lipa, kan bruge click, backtrack, in-ear og stadigvæk have kontakt med publikum. Men kæft, hvor ser jeg også mange fucke op ved at glemme at have kontakten. Og jeg oplever rigtig ofte, at når jeg har spillet med bands som Downtown eller Gemini, er en af de mest tilbagevendende kommentarer: I var virkelig til stede.

Men igen; Det er vildt svært. Og jeg tror, jeg allerede nu har skrevet for meget, der for det til at lyde som om, jeg synes, jeg er en helgen. For selvom jeg ikke redigerer musik lige så meget som alle andre, redigerer jeg det stadigvæk. Jeg er oftest mest utålmodig med hvad end jeg selv har spillet eller sunget. Kvantiserer det, pitcher det, hele molevitten, for jeg gider ikke høre på “lyden af mig”. Jeg er jo ikke helt tight, og min sangstemme utrolig begrænset. Og jeg foreslår jo ikke, at alt musik bare skal til at lyde u-tight. Jeg foretrækker jo stadig musik, der lyder godt. Og som sagt er jeg vokset op i en generation, hvor definitionen for hvad der lyder godt, er ekstremt påvirket af redigering og maskine-agtig perfektionisme. Vi kommer nok ikke til at se et band som The Police, der står tre mand uden noget ekstra, og spiller hele stadioner op, igen lige foreløbig. Og jeg kan ikke afskrive musik, der gør brug af alle disse kneb, for så skulle jeg godt nok afskrive alt for meget af det, jeg elsker.

 

Så det må være noget med en fin balance, og noget som jeg må finde ud af sammen med andre. Jeg håber, at jeg har startet nogle tanker i dig i hvert fald. At du tager stilling til disse konkrete eksempler, hvis du er musiker. Hvis du ikke er musiker, at du tænker over, om du, i dit felt, kan være med til at sørge for, at vi ikke hopper for langt over mod Wall-E-land (den film udkom, da jeg var 8. Den har virkelig gjort indtryk på mig, okay!?). Og mest af alt, at du gør mig kendt, så jeg kan have indflydelse på hele musiklandskabet, og få det til at lyde præcis, som kun jeg syntes det burde!

 

Tak, hvis du er nået hertil. Nyd en god kop kaffe.