2020 – De ti bedste sange

Lidt forsinket på den, men bedre sent end aldrig vel. Jeg har altid været glad for at se tilbage på det sidste år i løbet af Januar, og hvilke film, albums og sange der har gjort indtryk på mig. Det er en lidt halv-nørdet fascination, men jeg eeeelsker top ti lister. Og derfor går jeg også måske lidt for meget op i at få dem helt præcist rigtige. Så efter lang tids overvejelser og venden og drejen, har jeg fået skabt en liste over de ti sange, jeg nød allermest i 2020.

 

Og lad os lige få alt det klassiske ud af vejen; ja ja, 2020 var et mærkeligt år, corona osv. Jeg har stort set ikke set en eneste af denne slags lister, der ikke relaterer sangene utrolig meget til den situation vi har stået i dette år. Og det har da også for os alle sammen, påvirket hvordan vi lytter til musik ekstremt meget. I et hvilket som helst andet år var “Folklore” med Taylor Swift nok ikke blevet et kæmpe hit på den samme måde, og vi har nok alle lige nydt introvært-musik den lille smule ekstra. Men for at befrie dig og mig så meget fra det som muligt, vil jeg prøve at holde Corona-referencerne på et absolut minimum. Prøve i hvert fald.  

 

10. Zack Villere – For the rest of my life

Zack Villere er en helt særlig slags kunstner. En ægte “one in a million”. Han inspirerer mig for sindssygt, med hans ekstreme selvsikkerhed i hans lyd og univers. Og så udgiver han i ny og næ bare nogle sange som har et niveau, jeg ikke helt forstår, hvordan man kan være på. Efter en lille pause fra den slags sange, syntes jeg han vendte rigtig stærkt tilbage med “For the rest of my life”. Han har en helt særlig måde at skrive tekster på, som virker totalt ubearbejdet og ærlig i deres små skævheder. “For the rest of my life” handler om de ting han har misset ud på i livet, på grund af hans jagt efter en musikkarriere. Nok også et emne der rammer et sted hos mig. Hans nærmest lidt bøvede men samtidig følsomme stemme, kører udtrykket hjem, omringet af et lækkert simpelt trommebeat, og hans altid lidt ustemte guitarer. 

Lyt også til: Zack Villere “The Fort”, Tom Rosenthal “If we all die tomorrow”, Gameboy98 “Flade Sko Ingen Aftryk”

9. Tom Misch Ft. Yussef Dayes – What kinda music

Jeg har faktisk aldrig været så meget til Tom Misch. Eller det var jeg i hvert fald ikke før i år. Det var super godt produceret og altid lækkert at høre på, men et eller andet ved det, gjorde det altid lige lidt for lounge, til at det var noget jeg kunne finde en grund til at høre i hverdagen. Der præsenterede What kinda music albummet, og særligt titelsangen, for mig, en ny kant, som gjorde at mine ører lyttede mere grundigt efter. Det dystre lydunivers passede simpelthen bare lidt bedre til min smag, og Misch mestrer det også med et virkelig stramt skåret arrangement. De onde synth-arpeggios, den dystre synth-bas og så de flyvende violiner der kommer og går i løbet af sangen. Og så skal det jo også nævnes at hele albummet er lavet i samarbejde med måske den fedeste trommeslager i live i dag, Yussef Dayes, som mestrer en form for balance mellem at være konstant underholdende og samtidig ikke stjæle rampelyset for meget. På en eller anden måde kunne man både lytte til bare trommerne fra hele albummet uden noget andet, samtidig med at de ikke ødelægger lydbilledet blandet sammen med de andre elementer.

Lyt også til: Tom Misch Ft. Yussef Dayes “Nightrider”, Hayley Williams “Shimmer”, Moses Sumney “Conveyor”

8. Gorillaz ft. Octavian – Friday 13th

Friday 13th føles på en mærkelig måde ikke rigtig som en Gorillaz sang. De har mange andre sange hvor den featurede kunstner også fylder nærmest hele sangen, men et eller andet over den her føles bare helt anderledes. De første fem sekunder af sangen er måske mine yndlings fra nogen sang i år. Den knuste råhed i Octavians stemme får mig hver gang, og rammer perfekt følelsen af at vågne om morgenen, med en følelse af at dagen ikke kommer til at bringe noget godt. Som sangen udvikler sig får du så gradvist den første kop kaffe, og indser at det hele nok skal gå, og at det i virkeligheden bliver en “beautiful day”. I slumrende sabbatår, kan jeg genkende mange morgener der fungerer på den måde. Sangen beskriver på den måde perfekt bevidstheden om at hver dag kommer til at indeholde både det gode, og noget lort. Og så elsker jeg bare Octavians stemme og performance på sangen. Den optimistiske lidt Dub-inspirerede produktion hjælper også med følelsen af den der kop kaffe, der lige får dig til at tage dig sammen, og komme en smule ud af dit eget hovede.

Lyt også til: Gorillaz Ft. Elton John og 6Lack “Pink Phantom”, Dominic Fike “Politics & Violence”, The 1975 “The Birthday Party”

 

7. Phlake Ft. Mercedes the Virus – Aliens need Love too

Endnu en kunstner jeg ikke var helt overbevist om før i år, men som i den grad fik mig konverteret. En af mine store fascinationer ved musik har altid været lyde, og blandingen af dem. Og på denne sang maler Phlake med en helt unik palette. Spansk guitar op mod Vocoder, 80’er synths og et lækkert mystisk saxofon sample. En perfekt sang til de introværte dage, der ikke nødvendigvis er mættet med følelsesindtryk, men hvor man mere bare føler at man lidt flyder rundt på en sky. Mads Bo’s vokal er også noget af det bedste jeg har hørt ham lave, og hans performance som Mercedes fungerer som en lille prik over i’et i sangens fortælling. Måden sangen bare konstant gror på, og introducerer nye elementer og ideer for dig, er noget af det, der tager mig tilbage til min allerførste fascination med musik, og hvor meget det lort egentlig lige kan.

Lyt også til: Phlake ft. Mercedes the Virus “URL’swhere”, Troye Sivan “Take Yourself Home”, Big Red Machine “No time for love like now”

 

6. Thundercat Ft. Ty Dolla Sign og Lil B – Fair Chance

Den her er nok lidt svær at komme igennem uden Corona-referencer. Da epidemien ramte var alt mit musik pludselig aflyst og det eneste jeg lavede, var min nogle gange utroligt lange vagter i hjemmeplejen. En af dem kom denne sang på for første gang mens jeg kørte rundt, og jeg tror jeg endte med at høre den ti gange i løbet af den dag. Den fangede bare al min træthed perfekt. Sangen, ligesom meget af albummet, virker til at være skrevet over den påvirkning Mac Millers død havde på Thundercat, og i den kontekst bliver den bare endnu sværere at høre. Alle tre performere gør et sindssygt stykke arbejde, fra Thundercats svævende falsetter, til Ty Dolla’s soulede fraseringer og så måske vigtigst af alt Lil B’s utroligt mærkelige vers. Et eller andet ved hans skæve sang-rap rammer bare lige det stykke hårdere, og det er højt oppe på listen over årets bedste features for mig. R.I.P Mac Miller, og tak for at du selv efter din død både har udgivet og inspireret til så meget stærk musik.

Lyt også til: Thundercat “Unrequited love”,  Mac Miller “Good Days”, Ty Dolla Sign Ft. alle “track 6”

 

5. Ganger – Pumper Mama

Jeg ved faktisk stadig ikke helt præcist hvad det er Ganger kan. På P3 bliver de hyldet som at være det mest eksperimenterede nyskabende musik nogensinde. Det ved jeg ikke nødvendigvis om de er. Men der er noget helt fantastisk alien over deres sangskrivning. Som om de kun er blevet introduceret til hvad musik er for et år siden, og på en fascinerende måde fejl-fortolker pop musik. Ellers er det måske egentlig bare at de laver pop, hvor de ikke er bange for at stille sangeren helt op i Front. Noget af det vigtigste i god pop er og bliver melodierne, og derfor er det også frustrerende hvor meget det nogle gange drukner i produktionerne i moderne pop. På den måde har Ganger virkelig fundet en vild måde at lave nogle interessante produktioner, der samtidig aldrig lader dig være i tvivl om at det er sangeren, der er i fokus. Og så skal det jo nævnes at Pumper Mama har det stærkeste omkvæd jeg har hørt i riiigtig lang tid. Første gang er det genialt, anden gang du hører det, er det en af de øjeblikke hvor du altid vil huske hvor du var præcis der. Prøv at tænk over det. De intenst intime vokaler der pludselig er helt oppe i dit hovede, kun understøttet af den tunge 808. Det minder mig af en eller grund om Kanye i dens nyskabelse, og jeg kan ikke lade være med at tænke at Thomas Bach Skaarup, gruppens primære sangskriver, har lyttet til en god del Kanye. Deres album er blandt det stærkeste danske musik i år, og jeg kan ikke vente med at høre flere fede fejlfortolkninger af musik fra dem i de kommende år.

Lyt også til: Ganger “DNA”, Ariana Grande Ft. Ty Dolla Sign “Safety net”, The Japanese Hours Ft. Justin Vernon “Dionne”

4. Jacob Collier Ft. Mahalia og Ty Dolla Sign – All I Need 

Som du kan se ikke min yndlingssang fra i år, men jeg er overbevist om at det måske har været den vigtigste. At Jacob Collier bevægede sig ind i Pop-verdenen var utrolig spændende at følge med i. For selvfølgelig, hvis du ikke ved det, er han jo nok blandt de mest musikalske mennesker der nogensinde har gået på denne Jord. Sådan, top tre materiale. Og derfor har hans univers altid været præget af en ekstrem legesyghed, og på mange måde utilgængelighed for alle der ikke lige er helt skarpe på musikteori. Men i 2020 ændrede det sig, og han bevægede sig officielt ind på mainstreamens spillehalvdel. Pludselig kunne man høre ham til studenterfester. Det havde lydt som en joke for et par år siden. Men at han så samtidig gjorde det uden på nogen måde at nedgradere hans musikalitet er det, der i sandhed gør det imponerende. All I Need indeholder alverdens harmoniske vidundere, bla. En transponering en kvart tone op. Alting er velspillet, og sangerne synger deres hjerter ud. Og på den måde viste han, at man ikke skal være bange for at turde udfordre poppen lidt mere på dette punkt. Måske kræver det i virkeligheden bare en endnu større musikalsk kompleksitet at blande de ting man kun lærer som jazzmusiker, med en lyd der kan forstås af selv den mest tonedøve. Og hvis man kigger på hitlisterne syntes jeg faktisk man kan se at det har haft en effekt. Der bliver gradvist udvidet mere og mere i hvilke harmonier man bruger, og på hvor grund-musikalsk det må være. Det har måske også været årsagen til at Charlie Puth turde springe ud som musikalsk i år. Jeg skal da ærligt også sige at jeg lige nu ikke har brug for at høre sangen en eneste gang til. Men det betyder ikke at jeg ikke kan værdsætte hvor meget jeg elskede den de første 80 gange jeg hørte den.

Lyt også til: Jacob Collier ft. Kiana Lede “In too Deep”, SZA “Good Days”,  Dua Lipa “Pretty please”

 

3. Slowthai ft. James Blake – Feel away

Det er faktisk lidt mærkeligt for mig at have både denne sang og Friday 13th på denne liste. For stort set alt det der gjorde at jeg elskede Friday 13th er det samme, som gør at jeg elsker “Feel away”. Rapperen, der lyder lidt slidt ned af alt livet har at byde på, det smukke sangfeature og balanceringen mellem træt bitterhed og optimisme. Noget ved Feel Away rammer bare endnu hårdere. Produktionen er så såre simpel, men de lidt forvrængede klaver-akkorder rammer bare et eller andet rigtigt for mig. Måden sangen mister al momentum og retning lige så snart James Blake træder ind, virker til at hoppe mellem 6 forskellige formled og samtidig slippe af sted med det. Nogle gange elsker jeg sange jeg ikke helt syntes fungerer meget mere end dem der bare er lidt kedeligt perfekte. Og derfor er der netop også noget ved hvor utilfredsstilende sangen slutter for mig. For det er ikke meningen at det er en sang der skal opsummeres på. Det er bare en masser følelser og tanker du kan klaske op på en væg, og så gøre med hvad du vil, uden et konkret narrativ eller nogen form for konklusion.

Lyt også til: Disclosure ft. Slowthai “My high”, Kehlani Ft. James Blake “Grieving”, Ja altså friday 13th og den her på repeat.

 

2. Moses Sumney – Gagarin

Moses Sumney er en af mine absolutte yndlingskunstnere, og han har bare en helt særlig måde at lave sange på, der skaber et helt lydunivers og fordyber dig fuldt ud i det. Gagarin er nok en af de bedste eksempler på dette, og den minder da også nogle steder mere om et stykke ambient-musik end en decideret sang. Bygget op omkring en svensk Jazz-sang, omarrangeret med skarpe synths, hvad der lyder som hval-samples og Moses’ jazzede melodi, der er pitchet ned så det næsten lyder mere som et instrument end en vokal. Og der skal det indrømmes at jeg bare er en kæmpe sucker for den slags ned-pitchede vokaler. Den længselsfulde, eksistentielle følelse sangen skaber er noget af det mest unikke jeg har hørt, og dens blanding af Jazz og ambient er genial. Det er nok den sang jeg allermest er “forsvundet ind i” i år, liggende på gulvet, fortabt og forundret over hvor stor verden er. En af mine venner beskrev det engang som det, kunstneriske mennesker nok får ud af at kigge på et maleri, og det er nok meget rigtig. Uden præcist at forstå hvilke, vækker den simpelthen bare en hel masse følelser i mig. 

Lyt også til: Moses Sumney “Me in 20 years”, Radiohead “Kid A”, Sharon Von Etten “Staring at a Mountain”

 

1. Taylor Swift ft. Bon Iver – Exile

Jeg har da klaret det rimelig godt uden at nævne den skide pandemi indtil videre, ik? Men Exile er nok den sang jeg kommer til at huske pandemien, og dette skøre skæve år, mest for. Mindet om den dag den udkom er så tydeligt for mig, hvordan jeg var forundret over bare at se den sammensætning stå på Spotify sammen. Og så hørte jeg den. Det simple klaver, og så Vernons knuste dybe røst. Jeg har ikke hørt ham lyde sådan på noget andet af hans tusinde projekter før. Faktisk har begge sangere jo før gjort kæmpe brug af et tykt lag af vokal-dubs og effekter. At høre dem levere så simpelt elegante vokal-takes var forfriskende. De kan jo faktisk synge! Exile føles som sådan en “klassiker” der sjældent bliver skrevet. Jeg har nævnt produktioner utrolig meget i løbet af dette indlæg, og produktionen er da også rigtig god her. Men endnu mere end det, føles det som den slags sang, der kunne stå i sangbøger og ville kunne noget med de fleste sangere. Men så kan den bare lige så meget mere med de her to. Begge lyder bedre end de har gjort i Årevis, og igen er melodierne bare helt i front, og perfekt velskrevede. Den måde de synger på kryds og tværs af hinanden i C-stykket er genialt, og de skulle da også vise sig at genbruge det lige så stærkt på næste sang sammen, “Evermore”. På trods af at det på sin vis “bare” er en simpel klaverballade, fanger jeg mig selv i at synes, at hvert næste sekund er det bedste stykke af sangen. Der er bare så mange highlights ift. Lyrik og vokaler, at jeg på en eller anden måde er mærkeligt hype når jeg hører denne simple sang. Måske skyldes noget af det også at sangen faktisk reelt stiger i tempo på en så levende vis, som også sjældent høres i moderne musik i dag. Sangen ville aldrig være opstået hvis ikke for pandemien, og var for mig den sang der havde mest at sige ind i den periode. Og derfor har jeg også valgt den som årets sang.

Lyt også til: Fucking hele Folklore og Evemore.

 

Hvis du kunne lide denne her liste, og tilfældigvis godt kunne tænke dig at den var på 50, frem for ti, anbefaler jeg da lige at give min 2020 playliste et lyt. Jeg syntes i hvert fald der er noget godt musik der.