10 års jubilæum for et mesterværk: Kan Kanye West synge?

I dag er der 10 år siden Kanye West udgav sit mesterværk, My beautiful dark twisted fantasy. Det var det album der tog mig fra at være musik-interesseret til at blive obsessed. Det er et album der stadig konstant inspirerer hver gang jeg laver musik. Og det er, kun med konkurrence fra OK Computer, et album jeg ville beskrive som mit yndlingsalbum mange dage på året. Jeg elsker den ekstremt dybe produktion, Kanyes uendeligt catchy vers, og hans geniale brug af features. Meget er allerede blevet sagt om dette album, og hvordan Kanye indtog en rolle som organisator af en lang liste kunstnere og producere. Af min viden, er det stadig eneste gang Bon Iver og Nicki Minaj har været med på samme sang. Eller Elton John og Fergie. John Legend og Chris Rock. Meget godt er dog allerede blevet sagt om dette aspekt af albummet. Faktisk er der allerede sagt så meget om dette album, at det kan være lidt svært overhovedet at finde en original indgang til albummet. Dog tror jeg alligevel lidt jeg har noget nyt at sige om det. En ny vinkel på det. Nemlig Kanye’s brug af hans naturlige sangstemme.

 

• Overordnet ville man kunne sige at albummets hovedtema er Kanye selv. Og om Kanye er en god mand, eller en grim mand. Det er lige der i titlen med “Beautiful dark twisted”. Kanye sætter konstant kontrasten mellem det smukke og det grimme op på albummet. På åbningsnummeret får vi et euforisk kor fra Justin Vernon og Teyana Taylor. Så skifter vi over til et totalt old-school hip-hop beat, Kanye uh-grynt og vers om at få “so much head, i woke up in sleepy hollow”. Den smukke “Blame Game”, ender med et rimelig frastødende comedy-bit fra Chris Rock. Kanye spiller konstant med rollen som det “monster” (pun intended) han på særligt dette tidspunkt blev set som i medierne. Jeg har altid lidt hadet når anmeldere fik vinklet albummet til udelukkende at være et svar på Taylor Swift-episoden, som skete lige forinden albummets tilblivelse. For jeg tror der er meget mere på spil, omend reaktionen på denne episode klart var et element i det. Kanye reagerer på det kollektive syn på ham som en egomanisk og lettere sindssyg mand. Til tider vælger han at anerkende den fuldt ud, som på førnævnte “Monster” eller “So Appalled”. Andre gange stiller han dog mere spørgsmålstegn ved den, og prøver under alle elementerne af sjofle linjer og støjende beats, at vise os sin mere menneskelige, skrøbelige side. Og spørge, om der er håb for tilgivelse, eller måske bare genoprettelse for en mand som ham. Og ind i det, syntes jeg det er spændende hvordan Kanye bruger sin naturlige sangstemme.

 

• Albummet kom lige efter 808’s and heartbreak, hvor Kanye (dengang kontroversielt, hvilket virker lidt åndssvagt nu) Skiftede rap ud med autotune-sang. Det blev meget omdiskuteret bla. Med den altid brugte, “Er det ikke bare fordi han ikke kan synge?” Kommentar, som må være autotunes irriterende fætter til familiefesterne. Og lad mig da sige, at jeg ikke tror eller mener Kanye har den bedste sangteknik set nogensinde. Hvad han til gengæld har, er en, i mine ører, naturligt flot klang, og evnen til at udtrykke rigtig meget stemning og følelse med sin stemme. Og særligt hans naturlige stemme. Han havde brugt den et par gange før i sin karriere, som på “Spaceship”. Senere i hans karriere er han også vendt tilbage til at bruge den rigtig meget, og det må siges at være en af de bedre elementer af “Ye” og “Jesus is King”-perioden. Men da han lavede MBDTF kunne man nok godt sige at der var en hvis “Hvorfor prøver han at synge når han ikke kan” stemning i luften.

 

• Og det tror jeg på sin vis er meget relevant ind i tematikken med hvorvidt Kanye er et godt eller grumt menneske. For jeg tror altid evnen til at synge flot, underbevidst har hængt sammen med det at være et “smukt” menneske. Hvis nogen kan levere en sang så smukt, kan de vel umuligt være et dårligt menneske? Det er nok også grunden til at vi har så svært ved at acceptere når sangere som Michael Jackson, pludselig får afsløret en skyggeside. Dermed har vi også en tendens til at bedømme et menneske som “grimt”, når de stiller sig op på en scene og ikke kan synge. Bare tænk på ham/hende der den der aften inde på karaokebaren den aften der. Og det er vel egentlig ret skørt. Sang handler om teknik, om at lære at bruge sin krop og sine muskler rigtigt, så hvilken forbindelse har det egentlig til at have “gode” værdier?

 

 

Og denne opfattelse leger Kanye med. På “Dark Fantasy” slutter han hans andet vers med at synge off-key med en irriterende overbevisning, så man kun kan tænke, at han ville have det skulle lyde præcist sådan. Lidt i samme stil gør han også i sine vers i “All of the Lights”, hvori han også spiller rollen af en far, der er blevet adskilt fra sin datter på grund af sin voldelige adfærd. Han spiller bevidst ind i det narrativ han ser blive skrevet omkring ham. Men på Blame Game er der så et øjeblik, som må være en af mine absolut yndlings på albummet. John Legend har sunget sangens omkvæddet. Mod sangens slutning får vi så først et digt reciteret fra internet-poeten Chloe Mitchell, hvorefter Kanye så selv begiver sig ud i at synge omkvædet, efterfulgt af et freestyle-agtigt “I can’t love you this much”. Det er ikke helt rent, og ville være svært at beskrive som skønsang. Men det er i en helt anden kontekst end før, og man får derfor også et andet indtryk af det. Som en ven, der gerne vil vise en en sang de har skrevet, men ikke lige helt har den bedste sang-teknik og ikke helt kan huske hvordan melodien går. Det er skrøbeligt, og på en måde meget intimt. Det er lyden af en uperfekt mand, der bare beder dig om at forstå hvor han kommer fra.

• Albummets hovedværk og, efter min mening, bedste sang må siges at være Runaway. Alle de temaer jeg snakker om er lige i dit hoved her. Kanye toaster for alle “Douchebags, Assholes” og synger om at sende Dick-pics. Pusha T rapper et vers, som Kanye skulle have bedt ham omskrive fire gange fordi det ikke var “asshole” nok. Umiddelbart fejrer Kanye hvilket røvhul han er. Men så gemmer de skrøbelige sider sig også. Både i sangens refrain “Run away fast af you can”. Kanye anerkender hvem han er, og erkender at det bedste for hans partner ville være, bare at holde sig langt væk fra ham. Og så lige efter Pusha’s egocentrerede og temmeligt sexistiske vers, kommer Kanye så med dette:

 

“Never was much of a romantic

I could never take the intimacy

And I know I did damage

Cause the look in your eyes is killing me”

 

• Da jeg vendte tilbage til at høre sangen, blev jeg faktisk overrasket over hvor meget Kanye bruger sin naturlige sangstemme. Nogle gange gør han den stadig bevidst grim, som når han synger om førnævnte dick-pics. Andre gange prøver han at frasere som en anden soul-sanger, men igen holdt tilbage af sin begrænsede sangteknik. Alligevel udtrykker det dog tydeligt det rigtige. Og så er der sangens slutning. Kanye bruger autotune nær så ofte som på hans tidligere “808’s and heartbreak” album. Faktisk gør han det stort set kun to gang. Jeg mener desværre ikke der er det store at fortolke i det i “Hell of a life”, generelt den sang på albummet jeg stadig kan have sværest ved at fortolke på. Men på Runaway er det et genialt øjeblik.

 

• Det skal siges at det dog ikke bare er autotune. Der er blevet sat en heftig mængde distortion på, så hans stemme nærmest lyder som en guitar-solo. Det siger nok om hvordan albummet skubbede til hip-hop genren, at dens vigtigste sang slutter med en tre-minutters autotune-solo. Men i sangens kontekst, og særligt set med fokus på tematikken om Kanyes godhed, er det et ekstremt rørende øjeblik. Jeg skal da ikke udelukke at jeg har grædt til det før. Hver vejrtrækning er super-kraftig, og desperation i hans stemme er klar. Under alle lagene af distortion kan man høre ham forsøge at få ordene frem, men de bliver oftest kvalt i mumlen og distortion. Han prøver desperat at udtrykke sig, men bliver holdt igen af ham selv, og de omgivelser der er omkring ham. Nogle gange nærmest skriger han på hjælp, men det virker nyttesløst. Og så er det alligevel som om sangen konkluderer, bare gennem måden melodien slutter på, at han finder en form for fred i ikke at kunne kommunikere ordentligt. I at han må acceptere hvem han er, og hvem han bliver set som. Ikke en fuldt ud tilfreds konklusion, men en bittersød accept, og skål til alle røvhullerne.

 

• Men det er bare min tolkning af det. Jeg har før skrevet et andet indlæg om at jeg ikke tror Kanye selv tolker så meget på det han laver. At han egentlig bare kreerer ud fra sin underbevidsthed, og så gør det med sådan en åbenhed at det bliver utrolig spændende at tolke på. Men hvis du endnu ikke har hørt albummet, vil jeg simpelt nok anbefale dig at gøre det. Det er et af den slags album der skal opleves fra start til slut. Fordyb dig i den uendeligt komplekse produktion, de mange smukke øjeblikke, de mange virkelig mærkelige album og måske også lige bemærk tematikkerne på albummet. Jeg syntes i hvert fald det er det værd!