Ti baslinjer, der har formet mig som bassist

Hvorfor jeg elsker det nye Phlake album

Jeg har jo egentlig godt kunnet lide Phlake i et stykke tid, på trods af at jeg bestemt ikke var den første til at hoppe med på vognen. Da de udgav “Pregnant” tilbage i 2016, havde jeg lidt for travlt med at gå på efterskole og være for god til Pop, og derudover syntes jeg ikke rigtig teksten lige hverken var særlig charmerende eller særligt sjov. Det var en dårlig start på mit forhold til dem. Men allerede med slash hours albummet, blev det meget bedre, og da de i 2017 udgav albummet “Weird Invitations” blev det en helt del bedre. Særligt sangen “Gazette” og dens flotte produktion tiltalte mig. Som single-forløbet til deres nyeste album “T.I.D.O.Y.S (The illegal download of your soul)” gik i gang, blev jeg også bare mere og mere imponeret over hvad de havde at byde på. En af grundene til at jeg blev det, var det feature de havde valgt at alliere sig med, Mercedes the Virus, som jeg syntes havde en vildt fed stil, og en meget original måde at synge på. Jeg var dog godt og grundigt forvirret over, hvorfor jeg ikke kunne finde flere informationer om hende, eller noget som helst andet musik hun havde lavet.

 

Med udgivelsen af det nye album, fik jeg, og mange andre så svaret, som nogen allerede havde smågættet på. Mercedes er sket ikke en separat artist, men er i virkeligheden bare Mads’ stemme, puttet gennem en effekt. Den slags “plot-twist” sammen med en udgivelse er rigtig guf på et sølvfad for anmeldere, der enten kan prise innovationen, eller fyre den klassiske “men det er slet ikke det folks fokus burde være på”-move. Det er selvfølgelig altid sjovt at være ham hipsteren, der kan pointere at folk kun lægger mærke til det store publicity stunt. I dette tilfælde vil jeg dog erklære mig uenig med Soundvenue, og konstatere at Mercedes-twistet ER det mest relevante ved Phlakes nye album.

 

Lad mig starte med at sige, at jeg syntes “T.I.D.O.Y.S” er et fuldstændig fremragende album. Den slags album der kan gøre mig lidt pinlig over, at jeg ikke har taget Phlake mere seriøst før nu, og den slags album, hvor det kan virke praktisk talt umuligt at skulle udvælge højdepunkter, da gennemsnitsniveauet bare er alt for højt. Produktionen er vanvittig, som når Phlake blander Spansk guitar med vocoder på den geniale “Aliens need love too”, eller på “URLswhere” der flyder over i pop-lækkerhed med dens synths, koklokker og mest af alt: Baaaaaaaaaaas. De leger med en masse forskellige elementer, og træder længere ud i samtlige retninger end før, samtidig med at lyden føles utrolig samlet. De har altid været den perfekte P3 kunstner med deres Moody stil, og endnu engang skuffer de bestemt ikke. 

 

Men som tidligere sagt, er Mercedes et helt essentielt element af albummet. Og jeg er rigtig glad for at de valgte at afsløre hendes identitet på den måde, de gjorde. For det fik i hvert fald mig til bare at tage hende seriøst som et reelt menneske, der kunne synge duetter om konflikter med Mads. Det fremmede illusionen om hendes “ægthed”, som for mig er en helt essentiel del af albummet. Phlake gør nemlig utrolig meget arbejde for at give hende mindst lige så uddybede motiver som Mads selv, som når hun på “Breathe U In” holder en længere monolog om hvor frustreret hun er på Mads. Eller når hun fremtræder selvsikker med sin rap på “Waited all summer”, og så samtidig helt sammenkoblet skrøbelig på “I Could”. På det lyriske plan bliver det også ekstremt nørdet på en sang som “Silly Dancer”, hvor hun direkte adresserer at hun er en skabelse af drengene, med linjerne “I’m a fantastic mistake. Your serendipity in the flesh” og derefter fortsætter ud i en variation af Mads’ omkvæd sunget med en overbevisende smerte:

 

“I’m your silly dancer

I’m doing this silly dance

For your entertainment

But you don’t even care”

 

Det er på en måde meget sci-fi agtigt, hvordan hun bevidst skal fremstå som en form for kunstig intelligens. At hun ikke engang fremstår som et menneske, men som en karakter, der bevidst om, at hun bare er en computer-skabning. Sammen med sangtekster der refererer “Aliens” og andre sci-fi begreber, leder det let tankerne hen på kunstig intelligens. En klassisk tematik i sci-fi og ift. Kunstig intelligens er, hvorvidt en robots følelser ville være mindre “virkelige” end et menneskes, da begge to jo bare af programmeringer på hver sin vis. Det samme gælder på en måde for dette album. Hvorfor skulle Mercedes følelser og motiver være mindre ægte end Mads’. Når man skriver sange, skriver man fra eget perspektiv, men alligevel altid på en modificeret vis. Så på sin vis, er hun i albummet isolerede univers, vel lige så ægte som Mads? Jeg er normalt ikke typen der skal kritisere anmeldelser, hver mand sin smag, men når soundvenue i sin anmeldelse skriver, at de ikke helt ved hvad det er Phlake vil udtrykke, vil jeg mene at det er netop dette, og at de nok bare lige skulle have givet albummet et par lyt til, og lidt mere refleksion. Tematikkerne gemmer sig diskret ganske enkelt i, hvor ægte Mercedes og Mads’ duetter føles.

Som en fodnote, er det også virkelig imponerende, hvor konsekvent de sælger illusionen i løbet af albummet, bare fra et rent teknisk perspektiv. Man ville kunne frygte, at det ville blive for tydeligt at det bare er Mads, “forklædt”, og hvis det var mig der havde lavet det, ville jeg f.eks. måske ikke turde lade dem synge på samme tidspunkt, som de f.eks. gør på “My Feature” ud af frygt for at det ville bryde illusionen. Men Phlake lader Mercedes synge, med al overbevisning om at man som lytter køber hende som en separat karakter. Og det gør man også. Det skifter hvor maskinel hun lyder, og på en sang som “URLswhere” er hun nærmest skræmmende overbevisende, til det punkt hvor jeg ikke er overbevist om at de ikke har haft en eller anden “rigtig” kvinde til at dubbe hende. 

 

Alt I alt, er det en innovation, der fortjener at man tager hatten af. Ikke mindst fordi de har gjort alt deres hjemmearbejde for at karakteren Mercedes både rent teknisk, og særligt lyrisk giver et ekstra lag til albummet, og hjælper dem med at udforske spændvidden mellem kunstigheden og menneskeligheden, på en måde som ganske enkelt ikke er blevet gjort før. Det er en imponerende tematik at fylde et pop-album med, som samtidig skal kunne spilles på P3, og at drengene slipper afsted med det, er grunden til at jeg syntes Phlake har sat en standard for album-oplevelsen i 2020, som jeg tror bliver svær for andre artister at skulle slå.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ti baslinjer, der har formet mig som bassist